Læsetid: 5 min.

Et perfekt landskab

4. august 1998

Sidste stop på den italienske rejse er vindistriktet Chianti mellem Siena og Firenze

ITALIEN 3
Det første sted er der kun Mercedes'er og BMW'er på parkeringspladsen, og nummerpladerne siger enten Tyskland eller Schweiz.
Jeg vader ind med bare tæer for at høre, om der er et ledigt værelse, og på terrassen foran huset ophører den diskrete klirren af sølvtøj mod porcelæn, mens jeg taler med værtinden.
Alle stirrer mere eller mindre åbenlyst på mig, og formodentlig er det ikke kun mig, der ånder lettet op, da der meldes alt udsolgt.
De mest overraskende steder rundt omkring i det toscanske landskab, gerne langt fra alfarvej, findes denne type eksklusive albergo'er med luksusværelser indrettet i rustikke landejendomme. Svømmepøl med udsigt til vinmarkerne, romantiske haver, hvor man kan sidde i skyggen under et oliventræ, og et køkken med egnsretter og lokale vine i den dyre ende af skalaen er standard på disse små lodder af paradis. Indbydende ser det ud - og dyrt, hvilket det også er.
Men vi har besluttet, at vi vil have vores bid af lykken, bare for et par dage, og i udkanten af den lille by Castellina in Chianti finder vi et sted, der passer nogenlunde til vores pengepung.

Prunkløs landejendom
I det ydre er Albergo il Colombaio en prunkløs landejendom, der lige så godt kunne have ligget på den argentinske pampas. Men når man kommer indenfor - milde Moses! - så forføres man straks til at glemme alt om at rejse videre.
Hvert værelse er en fuldt udstyret drøm om et hus på landet. I eftermiddagsheden svaler man sig i pool'en med udsigt til det landskab, der har fordrejet halsen på generationer af malere, og om aftenen vralter man, velbehagelig i sjæl og legeme, ind til landsbyens hovedgade, hvor dagens eneste alvorlige beslutning gælder, hvad man skal spise.
Nå, efter et par dage ved pølen kan vi alligevel ikke dy os for at foretage et par udflugter til Siena, Firenze og San Gimignano. Ingen af dem ligger mere end få timers kørsel herfra.
Vi er for længst overmætte af kirker og renæssancekunst, så vi er særdeles selektive og tager kun åndelig føde til os i beskedne mængder.
I Siena parkerer vi ved den nordlige byport og spadserer ind til Il Campo, den berømte skålformede plads, 'muslingeskallen', foran rådhuset. Senere konstaterer vi, at den faktisk er byens hovedattraktion. Med sin ovale facon, sit buede 'gulv' samt de fantastiske bygninger, der ligger hele vejen rum, skaber pladsen et helt egenartet rum i byen, der faktisk ikke findes tilsvarende i verden.
Vi må give Frederik Dessau ret, når han i Livet på rejse skriver, at Il Campo "er en af de geniale italienske pladser, som giver én den dobbelte oplevelse af på én gang at være indendørs og udendørs.
Dimensionerne lader ikke én i tvivl, og man er ubestrideligt under åben himmel, og indimellem regner det, men husfacaderne, der omgiver pladsen, lukker én inde, eller afgrænser pladsfornemmelsen som i en kæmpestor stue uden loft."

I kø med Tom Kristensen
En anden dag gælder turen Firenze, som det naturligvis er absurd, ja ligefrem helligbrøde at tro, at man kan klare på en eftermiddag.
Jeg skal derfor nøjes med at berette, at vi stod i kø lidt over en time for at komme ind i Uffizierne, og at jeg benyttede ventetiden til at læse Tom Kristensen: "Jeg har altid næret samme rædsel for Uffizierne som for Louvre. Det er min ungdoms malervenner, Svend Johansen, Karl Larsen, Lundstrøm og Salto, der har indgivet mig den. De fortalte mig med ethvert tegn paa skræk, hvorledes de var styrtet afsted gennem alle salene og havde skældt til højre og venstre, 'lort', havde den strenge Lundstrøm sagt, for han vidste nøjagtig, hvad han absolut ville se, og hvad han ligesaa absolut ikke ville se, indtil de befriet var standset op foran Ucellos 'Rytterslaget' eller Cimabues krucifiks med en grøn Christus paa et blaat kors, og skældsordene var døet hen paa deres læber."
Siden 1950, hvor Kristensen skrev dette, er synet på italiensk kunst reformeret indtil flere gange, og jeg indrømmer gerne, at vi var ved at besvime over Botticelli, da Vinci og især Caravaggio.

Vindusløse tårne
På vejen hjem gør vi holdt i San Gimignano, der rejser sig på en klippetop midt i Elsa-dalens vinmarker og olivenlunde.
San Gimignano er en af de bedst bevarede middelalderbyer, og den adskiller sig fra andre byer ved de ejendommelige vinduesløse tårne, der stikker op alle vegne.
Oprindelig skulle der have været hele 76 tårne inden for den lille bys mure, men i dag står kun 13 tilbage som dramatiske silhuetter imod den mørkerøde solnedgangshimmel.
San Gimignano har været plaget af adskillige slægtsfejder, og man har antaget, at tårnene fungerede som forsvarsværker.
Men Michelin-guiden oplyser, at byen var et center for tekstilfabrikation, og at en senere teori går ud på, at tårnene har været anvendt til at tørre lange stofbaner. Knap så pirrende for fantasien, men sikkert mere realistisk. 'Afsløringen' har heldigvis ikke pillet ved San Gimignanos tre stjerner, som byen så rigeligt fortjener.

For meget smag
Det bliver tid for afsked med Chianti. På vej mod nord klarer vi, i et anfald af foretagsomhed, Pisa og Lucca på en eftermiddag, og måske som en straf havner vi ud på aftenen, lige inden klokken ti, på et anonymt businesshotel i nærheden af Casalmaggiore på Po-sletten nord for Parma.
Der er tilsyneladende ikke mange overnatningsmuligheder på egnen, og da køkkenet de fleste steder lukker klokken 22.00, beslutter vi at sove den sidste nat i Italien i anonym halvluksus.
Vi vises ind i restauranten, hvor muzakversioner af Frank Sinatra-evergreens smyger sig ud over de veldækkede borde med hvide duge, sølvservice og flere vinglas ved hver kuvert.
Der sidder kun to par foruden os, og samtalen er dæmpet i den mondæne atmosfære, der synes at true med at opsuge alle former for følelsesudbrud eller uregelmæssigheder.
Alt er tilrettelagt på at tilfredsstille en udefinérbar gennemsnitssmag. For megen smag bliver til ingen smag. Men maden er overraskende god: først den sædvanlige skinke med melon, og som hovedret kalvekød i cognacsauce. En tjener ruller det lydafdæmpede kagebord hen i betænkelig nærhed, men vi sidder begge og småsover over kuverterne til 10.000 lire pr. opdækning.
Da vi kommer op på værelset og stikker plastickortet i sprækken i væggen, tændes lyset og airconditioneringen går i gang. I brusekabinen hænger en snor, og ved siden af denne et skilt: In case of emergency, pull cord.
Uden for hotellets tonede vinduer ligger Italien i mørke. Den eneste lyd er airconditionanlæggets monotone brusen. På det tavse tv bevæger et kønsløst ansigt sit tandpastasmil. Det kribler i fingrene for at trække i snoren ude i badeværelset.

*De to forrige rejsebreve blev bragt den 28. og 31. juli. Serien er hermed slut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu