Den svenske koncern Samhall har skabt jobs til 28.000 mennesker, der ellers skulle have været på passive ydelser. Kritikerne mener, at koncernen bruger statstilskud til at udkonkurrere små private virksomheder
Tison drejer sig langsomt rundt. Han griber fat i metalskelettet til et gangstativ. Løfter det, drejer sig langsomt rundt og placerer det med forsigtige bevægelser i arbejdsbænken foran sig. Så sætter han forsigtigt de to forhjul på, mens hans makker Pavel på den anden side af bænken tager sig af dem bagtil. Tison strammer boltene med den luftdrevne skruenøgle og løsner dem lidt med en håndnøgle, for at de kan svinge frit. Han frigør gangstativet, Pavel tager det, og sætter det til side til næste led i arbejdsprocessen. Tison står lidt, før han møjsommeligt vender sig efter det næste stativ.
Tison er fra Tjekkoslovakiet. Han kom til Sverige i de tidlige firsere, og har siden forsøgt sig med ringe held på det svenske arbejdsmarked. I Tjekkoslovakiet kørte han gravemaskine, et job han i starten fortsatte med i Sverige. Men de mange timer i sædet bag grabben har givet ham en ødelagt ryg, fortæller han med tung centraleuropæisk tristhed. Og da han sagde farvel til udgravningerne, sagde han også farvel til almindeligt arbejde.
Han arbejder nu på en Samhall-fabrik i Bulltofta ved Malmö. Samhall er en statsejet svensk koncern, der skaber arbejdspladser til handicappede og arbejdsskadede som han. Godt 220 personer arbejder på fabrikken i Bulltofta. 200 af dem er handicappede eller har andre problemer eller skavanker, der gør det svært for dem at få et normalt arbejde - de er arbejdshandicappede. De ville ellers have fået invalide-, førtidspension eller en anden passiv ydelse. Nu er de i arbejde.
Langsomt tempo
Ved første øjekast kunne fabrikken ligne en hvilken som helst ikke alt for moderne produktionsvirksomhed. Men der er forskelle. Der bliver talt 37 forskellige sprog på fabrikken - og tegnsprog. Arbejdet foregår i et langsomt tempo, så også Tison kan følge med uden at få yderligere problemer med ryggen. Og hans kolleger er en blanding af psykisk syge, fysisk handicappede, folk med "intellektuelle handicap", som det udtrykkes, og indvandrere.
Nogle arbejder forholdsvist hurtigt, andre synes nærmest at være gået i stå. Men alt i alt kommer produktionen af rolatorer, cykler og hjælpemidler til handicappede ud af porten til tiden. Nok er tempoet ikke højere end godt 40 procent af, hvad man ville få ud af en normal arbejdsplads på samme størrelse. Men tingene kommer frem, understreger Tom Johansson, der er leder af fabrikken i Bulltofta.
"Det er en helt speciel arbejdsplads. Tingene tager meget længere tid. Ikke bare fordi mange arbejder langsommere, men også fordi det kræver at man bruger meget tid som arbejdsleder på at kommunikere med de ansatte. Specielt folk med intellektuelle handicap kræver meget ekstra tid til kommunikation. Men det er også stimulerende. Det handler jo også om at udvikle personerne," forklarer Tom Johanson.
Samhall AB er en af de største arbejdsgivere i Sverige. I alt beskæftigede Samhallkoncernen i 1997 29.250 mennesker. 26.447 af dem er arbejdshandicappede. Alternativet for dem er enten passive ydelser eller skånejobs i den private sektor, men arbejdsløsheden i Sverige er stigende, og viljen til at hyre arbejdshandicappede er lille.
Udkonkurrerer de små
Men ikke alle er glade for Samhall. Hvert år betaler den svenske stat omkring 4,5 milliarder svenske kroner til arbejdspladserne. I 1997 fik Samhall AB statsstøtte på 167.000 sv. kr. for hver arbejdshandicappet, der er ansat. Det svarer til, at hver af deres arbejdstimer udløser et bidrag på 137 sv. kr.
Samhall AB's egne beregninger viser, at det alligevel er en sund forretning for samfundet. Det sparer 35.000 kroner pr. ansat i forhold til, at personen ellers skulle modtage dagpenge.
Men lektor i økonomi ved Stockholms Universitet, Paula Liukkonen, mener ikke, at regnskabet stemmer.
"Når de skriver, at det samfundsøkonomisk kan betale sig, bliver jeg ikke overbevist. Det afhænger helt og holdent af, hvordan man regner det ud. Hvis man regner med, at ingen andre bliver arbejdsløse, fordi Samhall tager over og udkonkurrerer små selskaber, så skal det nok passe. Men mange små foretagender må slutte, fordi de ikke kan konkurrere med Samhalls priser," siger Paula Liukkonen.
Företagernes Riksorganisation, der er brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder i Sverige, er også stærkt kritisk.
"Jeg får jævnligt rapporteringer fra vores medlemmer om, at Samhall-virksomheder underbyder vores medlemmer. Der sker en skævvridning af konkurrencen," siger Jens Karlson, jurist ved Företagernes Riksorganisation med ansvar for konkurrencespørgsmål.
I løbet af firserne udkonkurrerede Samhall en række småvirksomheder i træindustrien, som var underleverandører blandt andet til Ikea. Men nu er koncernens trævirksomheder selv bukket under i konkurrencen med billige træværksteder i de baltiske lande.
Derfor har koncernledelsen nu besluttet at satse mere på service end på produktion blandt andet rengøring og restaurant- og kantinedrift. Det mærker de i Företagernes Riksorganisation.
"Vi ville foretrække, at Samhall søgte efter nicher, hvor der ikke var mange private firmaer. På den måde ville de udføre et arbejde, der ikke blev lavet i forvejen, og de ville ikke presse private arbejdspladser væk," sigerJens Karlson.
En god forretning
I Samhall AB's koncernhovedkvarter i Tullinge udenfor Stockholm er arbejdstempoet et helt andet end i Bulltofta. Koncernchef Gerhard Larson må lade os vente et kvarters tid, mens han taler færdig med en japansk journalist.
Så tager han imod. Venlig men ikke overdrevent, som chefen for en koncern med 30.000 ansatte må gøre det. Samhall har opnået anseelse i Sverige, fortæller Gerhard Larson. Han selv sidder nu i bestyrelsen for den svenske arbejdsgiverforening SAF. Det kunne han ikke, hvis ikke koncernen konkurrerede på fair betingelser, slår han fast.
"Det er rigtigt, at vi har fordel af vores stordrift. Men på den måde er vi ikke anderledes end andre store koncerner, som for eksempel ISS. De oplever også ofte surhed fra mindre virksomheder, når de er i en konkurrencesituation. Og vores prissætning af varer og ydelser er uberørt af statsstøtten," fortsætter han.
Han fastholder, at det er en god forretning for samfundet at have Samhall.
"Vi ved, at folk med sygdomme, misbrug eller sociale problemer får det værre og værre, hvis de bare går hjemme. Lægger man fordelene, også ved at personerne ikke bliver mere syge eller øger deres misbrug, sammen med, at de producerer noget, er det en samfundsøkonomisk god forretning at have folk hos os."
Kvalificering
På fabrikken i Bulltofta arbejder også Kennet. Han har helbredsproblemer og "læser ikke så godt", som han forklarer. Han har arbejdet i Samhall i 13 år, og er efterhånden blevet en slags arbejdsformand for fem-seks andre ansatte. En af Samhall-virksomhedernes opgaver er at kvalificere folk med arbejdshandicap til et normalt arbejde. Men Kennet vil ikke væk. Det kan være besværligt at arbejde sammen med så mange forskellige mennesker. Men han klager ikke, slår han fast. Man udvikler sig jo også ved det.
Hans makker har været i virksomheden i 14 år. Heller ikke han overvejer at søge ud på det private arbejdsmarked.
Tom Johansson skønner, at mindst 80 pct. af de ansatte på fabrikken ikke vil forlade den til fordel for et privat job.
Det er symptomatisk for Samhalls problemer, mener Paula Liukkonen. Kun omkring tre procent af de ansatte går over til det normale arbejdsmarked om året.
"Hvis man brugte de penge, som man giver til Samhall som tilskud til virksomhederne for at ansætte arbejdshandicappede, ville flere af dem komme ud på det normale arbejdsmarked," siger hun:
"Der ville dog ikke være plads til alle, og jeg mener stadig, at Samhall skal bestå. Men det skal være væsentligt mindre og koncentrere sig om det, koncernen er god til: At forske i og udvikle metoder til, hvordan handicappede kan indgå på en arbejdsplads."
Gerhard Larson mener ikke, at flere end tre til fire procent kan overgå til det normale arbejdsmarked om året:
"Rekrutterer man folk med et let handicap, er de nemmere at få ud på arbejdsmarkedet. Men vi rekrutterer gerne folk med de sværere handicap. For samfundsøkonomisk er der en større gevinst ved at hyre folk med svære handicap."
"For dem, der kan, er det fint at forlade Samhall. Men for de andre må vi lave arbejdspladserne, derfor skal det være reelt arbejde, de laver. Vi laver fra tid til anden undersøgelser af medarbejdernes trivsel. I starten af firserne var det kun hver fjerde, der sagde, at de var stolte af at arbejde i Samhall. I de sidste år har tre ud af fire svaret, at de var stolte af det arbejde, de lavede. Samhall skal vise, at handicappede hører til i samfundet og bidrager til det som alle andre," siger Gerhard Larson.
I Bulltofta fortsætter Tison sit arbejde. Det er ikke lige det, han havde drømt om, da han kom til Sverige. Men han brokker sig ikke. Det er et arbejde. Og det havde han nok ikke haft, hvis det ikke havde været for Samhall.
*Information sætter fokus på de udstødtes muligheder på arbejdsmarkedet. Tidligere artikler i serien har været bragt 7., 8., 9., 10., 11., 13. og 19. august.
