Læsetid: 2 min.

Politisk ansvarlige slipper fri

25. august 1998

Jørgen Skat-Rørdam er en af de få, der kan blive stillet til ansvar for PET's ulovlige registrering, mens eventuelle politisk ansvarlige går fri på grund af forældelsesfristen

RETLIGT ANSVAR
Mens der for ministre er en forældelsesfrist på fem år, så forældes det tjenstelige ansvar aldrig for ansatte i statens tjeneste, fortæller professor i offentlig ret, dr.jur. Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet, der dog ikke vil forholde sig til den konkrete sag om PET og Undersøgelseskommissionen.
"Generelt gælder det, at hvis en chef 'arver' et arbejdsgrundlag, der er klart retsstridigt, så er han forpligtet til øjeblikkeligt at dreje skibet i modsat retning," siger Jens Peter Christensen.
Dermed kan den tidligere chef for efteretningstjenesten, Jørgen Skat-Rørdam blive en af de få, der bliver stillet til ansvar for PET's ulovlige registrering, hvis og når undersøgelseskommissionen skal placere et muligt ansvar.
Den nuværende politimester, Jørgen Skat-Rørdam, der i 1970 overtog chefstolen i PET og dermed retningslinjen om, at registrere politisk aktive på venstrefløjen, satte først en stopper for PET's ulovlige aktiviteter fire år efter, nemlig i 1974.
Selv siger han i dag, at han ikke mener at have foretaget sig noget ulovligt, men hvis undersøgelseskommissionen kommer til en anden konklusion, så risikerer den nuværende politimester i Hillerød en regulær afskedigelse - modsat eventuelle ansvarlige ministre fra dengang, der i dag er mere eller mindre urørlige på grund af forældelsesfristen.

Forældelsesfrister
I henhold til ministerloven, så kan der kun rejses et retligt ansvar overfor en minister senest fem år efter, at denne har forladt posten. For tjenestemænd er der ingen forældelsesfrist, og medmindre man er pensioneret eller ikke længere er tjenestemand, så kan der rejses et ansvar.
Indtil videre er der ikke nogen, der ved, om PET's ulovlige registrering var politisk 'godkendt'. Flere ministre fra dengang er døde, og for andre kan det knibe med hukommelsen.
Politiets Efteretningstjeneste havde i hele perioden 1968-1974 pligt til at informere Regeringens Sikkerhedsudvalg, som består af de siddende stats-, udenrigs-, justits- og forsvarsministre, om praksisen med at registrere politisk aktive på venstrefløjen.
Tidligere forsvarsminister under J.O. Kraghs tredje regering 1971-1972, Kjeld Olesen siger til Information, at han "ikke erindrer noget om, at PET skulle have informeret Sikkerhedsudvalget."
"Men det kommer ikke som nogen overraskelse. Under alle omstændigheder skulle Sikkerhedsudvalget have været informeret," siger Kjeld Olesen.
Det var under den radikale Hilmar Baunsgaards trekløverreging (feb. 1968-marts 1971), at PET sad regeringens beslutning overhørig og begyndte den ulovlige overvågning. Herefter fulgte Jens Otto Kraghs regering, der blev efterfulgt af Anker Jørgensens og fra 1973 til 1975 var det Poul Hartling, der stod i spidsen for regeringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her