Læsetid: 4 min.

Pop til tiden

25. august 1998

Popdivaen Caroline Henderson har udfordret sig selv som sanger på sin nye cd Metamorphing, der udkommer i morgen

MUSIK
Sangerinden Caroline Henderson har temmelig travlt for tiden. I går tog hun til London for at indspille en video til sin nye plade, Metamorphing, som udkommer i morgen, og hun har allerede strøet om sig med mere eller mindre nærgående interview i de fleste landsdækkende aviser. Og når der er events på plakaten, vil Information også være med.
I lørdags måtte Berlingske Tidendes Caroline Henderson-medarbejder erkende, at rigtige stjerner pr. definition kommer for sent til aftaler. Han måtte vente en halv stiv time på en café på Christianshavn, før hun dukkede op, skrev han.
Søndag eftermiddag var det Informations tur til at vente på Henderson. Ja, det vil sige: Stjernen brændte faktisk Information af på en café i indre by. Et kvarter blev til to, en danskvand blev til en kop kaffe, og en rumlen i maven blev til en delikat artiskok-salat. Efter 65 minutter forlod Information etablissementet i slukøret sindstilstand.
"Jeg har talt med Caroline, og hun er meget brødebetynget," forklarede pladeselskabets pressedame i telefonen. Caroline Henderson havde helt glemt tid og sted. Under de omstændigheder lavede vi endnu en café-aftale klokken 21.30 samme aften.
Da den kønne, 36-årige stjerne dukkede op foran cafeen, så hun brødebetynget ud og undskyldte med hundeøjne, så man blev helt flov. Og så fik Information ellers sit interview.
- Du hænger på plakater overalt i byen. Der er meget fokus på dig i øjeblikket?
"Ja, massivt," svarer Caroline Henderson med reminiscensen af en klædelig svensk accent, som synes at lette trykket på visse ord for tidligt. Hun slår ud i en latter over virakken.
"Men det er meget sådan, at det er hende den anden - det er den anden Caroline. Det har ikke så meget med mig at gøre, og som sagt kommer det jo også meget massivt op til en udgivelse, og jeg prøver at vende det om at sige, at det da er dejligt, at jeg kan få den opmærksomhed."
"Jeg under også mig selv at nyde det, for det synes jeg, man skal gøre. Men jeg bilder mig heller ikke ind, at det varer ved, eller at det er det helt store boost til mit selvværd. Jeg tager det for, hvad det er, og min verden falder ikke sammen, når det bliver taget fra mig igen," siger Caroline Henderson.

Anderledes plade
Caroline Henderson er født i Stockholm i 1962. Hendes mor er svensk lektor, faderen amerikansk jazz-musiker. Barndommen tilbragte hun dels i Sverige og dels i metropoler som Paris og New York. Hun flyttede til København i 1983 og har således boet her det meste af sit liv med sine to børn.
Fra 89 til 91 var Caroline Henderson en af frontfrøknerne i den usædvanligt succesrige mainstream-popgruppe Ray-Dee-Oh. For små tre år siden bragede Caroline Henderson igennem stjernehimlen på egen hånd med den filmiske, fremtidsfinurlige plade Cinemataztic, som solgte 125.000 eksemplarer og indbragte hende seks Grammyer. Det er på den baggrund, Metamorphing skal høres.

Fusion af genrerne
"Jeg har forsøgt at fusionere genrerne lidt mere end på Cinemataztic. Musikken er anderledes, idet man ikke kan sætte diverse labeler på musikken, såsom jazz, triphop eller easy listening. Det er lidt mere drum'n'bass, lidt sofistikeret jungle, blandet med noget meget organisk musik," fortæller Caroline Henderson og tænder en ultratynd Mistral.
På pladen har Henderson samarbejdet med en ny producer, englænderen Robin Taylor-Firth, som hun mødte ved et tilfælde, men samarbejdet har fungeret godt, selv om divaen selv har haft det sidste ord.
"Robin Taylor-Firth har et fantastisk lydunivers, som jeg tændte meget på. Vi forsøgte så at fusionere nogle af mine ideer med hans. Det er ikke sådan, at jeg kommer og siger: Sådan skal det være," siger Caroline Henderson og hæver stemmen manisk højt og slår hånden betryggende let ned i bordet.
- På pladen får du brugt din stemme mere end tidligere?
"Det er rigtigt nok. Et ønske, jeg i hvert fald har haft efter Cinemataztic, var at udfordre mig selv mere som sanger. Og derfor er produktionen mere minimalistisk - der er ikke de store lydkulisser, og så har jeg skrevet sangene mere traditionelt sangbare. Det har været skide sjovt."

Nyt univers
Caroline Hendersons musikalske ryk i midten af 90'erne kunne ikke været kommet tidligere, siger hun. Og tiden som den ene af to sangerinder i Ray-Dee-Oh i slutningen af 80'erne fortryder hun ikke.
"Jeg følte mig ikke indebrændt dengang. Men jeg vil sige, at jeg har ventet længe på at få lov til at udfolde mig. Men denne opportunity har ikke været der før Cinemataztic. Og det tror jeg i og for sig har været godt, for alle de projekter, jeg har været med i - også Ray-Dee-Oh, har jeg lært utroligt meget af. Så jeg synes ikke, at jeg har kastet mig ud i noget, før jeg var klar til det," forklarer Caroline Henderson.
- Er du musikalsk på vej ad en bestemt sti?
"Muligvis. Jeg er først lige startet i det her univers. Om jeg så om ti eller 15 år kan se en eller anden rød tråd og kan sige 'ahaaah!', det ved jeg ikke. Forhåbentlig er jeg på vej til et fedt sted."
Da seancen er slut, rejser Caroline Henderson sig, undskylder endnu engang venligt og forsvinder lige så hastigt og elegant, som hun kom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu