Læsetid: 4 min.

Privat Eye

22. august 1998

Udstilling i Nikolaj med fotografier af celebrity-fotografen Helmut Newton og af hans kone Alice Springs dokumenterer både et stærkt kunstnerægteskab mellem to bohemer og et liv i pendulfart mellem berømthederne

UDSTILLING
Der er altid et øje, der kigger med. Gennem halvtreds års ægteskab mellem den tyskfødte fotograf Helmut Newton og hans australsk fødte kone, June - oprindelig skuespiller og maler, der tog navneforandring efter sit fødested Alice Springs, da hun selv begyndte at fotografere - har der været en åben kameralinse. Udstillingen synes at udsige: Der er dig og mig, og der er os samt vores krævende, men tavse barn, fotografiapparatet - og så alle de andre. Dens titel er da også Us and Them, der henviser til denne opsplitning i det private og det professionelle.
Udstillingens mest radikale og poetiske del vises i det nedre kirkeskib med fotografier fra ægteparrets privatliv. Helmut Newton portrætterer Alice Springs og vice versa, ligesom de begge leverer en række selvportrætter, der ikke lader nogen i tvivl om, at de - som alle andre - har oplevet både sorger og glæder.
Sorgerne viser sig tydeligst i de mange fotos, taget med selvudløser af Newton fra hospitalsindlæggelser. Man aner lægens dystre diagnose i disse stærkt fortællende fotografier. Helmut Newton har haft vrøvl med hjertet i flere omgange, og der har hersket tvivl om hans overlevelse. Det er sårbare, intense og virkelige billeder. Døden nærved og næsten.

Ægteparret
Men lad os lige introducere Helmut Newton for læsere, der ikke har ham præsent. Han er født i 1920 og er tysk jøde. Han er uddannet hos Yva i Berlin i begyndelsen af trediverne, men han måtte forlade Tyskland i 1938 og flyttede til Singapore. Fra 1940-56 boede han i Australien, hvor han mødte sin kone. De slog sig herefter fast ned i Frankrig - og udstillingen viser mange billeder fra såvel deres lejlighed i Rue Aubriot i Paris som fra deres landsted i Ramatuelle.
Newton er en af de mest feterede fotografer i dette århundrede. Han skabte sin egen stil med en særegen blanding af distancerende ironi og voyeur-agtig fascination. Han er celebriteternes skæve portrættør, og han formår at aflokke disse superstjerner en anden side af deres personlighed gennem sine iscenesættelser.
Der er sado-masochistiske undertoner i ikke så få af hans fotos, som han igennem årene har leveret til Playboy, Vogue, Elle, Oui og Jardin des modes. Disse undertoner har givet ham tilnavnet King of Kink, længe inden sadomasochismen blev en massebevægelse. Newton er vanvittig raffineret, og der er altid en pointe, en lille fortælling, der løber ved siden af det ofte overrumplende foto.

Private fotos
Man glæder sig over de private fotos. Der er intet 'filter' imellem. Efterhånden som årene går, bliver de to ægtefællers kroppe mere affældige, naturligvis, men det hindrer dem ikke i at føle affektion for hinanden og til stadighed at optræde nøgne.
Når pejsen i landstedet skal renses, foregår det upåklædt, når salaten skal spises, foregår det med barmen utildækket etc. Også hospitalsbillederne afslører en krop, der er penetreret af dusinvis af sonder. Helmut Newton optræder ofte selv i skæv figur, når han f.eks. fotograferes fotograferende med nøgen underkrop, bortset fra nogle selvsiddende silke-strømper.

Kunstnerisk mod
Der er ingen tvivl om, at Helmut Newton besidder det største kunstneriske mod af de to, men det skal indrømmes, at også Alice Springs er en stor kunstner, der let selv kunne bære en udstilling.
Forskellen mellem de to fotograferende kunstneres hele anslag viser sig tydeligst i tårngalleriet, hvor portrætterne af celebriteterne bliver vist. Når Helmut Newton f.eks. fotograferer princesse Caroline af Monaco, så står hun i sin dekoletterede kjole og med 12 perlerækker om halsen og poserer på rampen af Palais Princier i Monaco, sekunderet af sin hund, der står på bagbenene. Humoristisk, raffineret og en lille smule ondt.
Når Alice Springs står bag linsen, er det en smuk, almindeligt udseende pige med sin lille søn på armen. Med andre ord en brat glidning fra magtkvinde til mor.
Underfundigheden titter også frem i parrets portræt af maleren David Hockney. Newton ser ham fra siden, så man fokuserer på hans høreapparat. En mærkelig mand, der lytter med sit skæve blik. En outsider, der lever i sit indre eksil. Springs ser ham som en almindelig mand. En nydelig britisk kontorchef, der har frekventeret de rette skoler.

10.000 dollars
Det er i øvrigt en udstilling, der trækker folk til huse. Og helt andre grupper, end man ser på almindelige kunstudstillinger. Her er mange modefolk og folk med hang til selviscenesættelse. Det er som at gå rundt i et vandrende foto af Newton. Udstillingen viser også en herlig video, som Alice Springs har lavet som en hommage til hendes mand. Hvem ville ikke gerne være gift med en mand, der efter en opgave på et slot, henvender sig til sin kone og siger: "Det job gav lige 10.000 dollars, til at jeg kan købe diamanter til min kære June for."

*Us and Them. En udstillng med fotografier af Helmut Newton og Alice Springs. Nikolaj, Nikolaj Plads. Dgl. 10-17. Til 18. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu