Læsetid: 2 min.

Rapport fra den hvide ø

8. august 1998

Situationsbillede fra Sydafrika - med sidekig til Nadine Gordimers nye roman

ILLUSIONER
DURBAN - Ignorante nybegyndere som vi er, netop indflyttede i vores sydafrikanske lejlighedsblok, må vi lære spillereglerne hen ad vejen.
Først ser det meget almindeligt ud, lidt ekstra dejligt, måske med udsigt over Durbans havn og det Indiske Ocean i horisonten, men da vi har fundet skraldespandene nede i gården og været forbi med poser et par gange, bliver vi stoppet af en pæn ældre herre i shorts og knæstrømper.
Det viser sig at være helt ved siden af, at vi tager skraldet ned selv; det job klarer 'the boy'. The boy hedder Peter og er en mand i sin bedste alder, som helst taler zulu.
Den ældre herre forklarer os, at vi bare skal stille skraldet uden for døren før kl. syv om morgenen, så forsvinder det - "works like a charm".
Uden at blive helt opløst i generaliseringer forekommer herren mig at være i familie med hovedpersonerne i Nadine Gordimers nyeste bog, The House Gun, som udkom for nogle måneder siden.

De angrebnes plads
Harald og Claudia er et liberalt, velfungerende middelklasse-ægtepar, hvis voksne søn bliver anholdt for mordet på en bofælle. På deres vej gennem retssystemet kommer de i kontakt med lag af det sydafrikanske samfund, som indtil da har befundet sig på den anden side af det stålgitter, der omkranser deres "townhouse complex".
Harald og Claudia er ikke eksemplarer af den arketypiske racistisk-ondskabsfulde boer, der først for nylig har tabt kampen for opretholdelsen af apartheid.
De har ingen tro på raceforskelle, intet ønske om at undertrykke deres medmennesker; de har bare levet deres liv (uden at blande sig i andres anliggender - privilegerede, men ikke grådige) i et land, som var indrettet på en bestemt facon.
Først da de selv kommer på de angrebnes plads, forstår de, at passiv velvilje aldrig var nok. De indser at de altid har befundet sig midt i det hele. Ikke bare midt i rigdommen, men også midt i fattigdommen - midt i de rigtige meninger, men også midt i undertrykkelsen.
Volden og uretfærdigheden har aldrig holdt sig på den ene side af jerngitteret, den udgør en del af dem og deres søn lige så vel som Claudias arbejde som læge eller Haralds katolske tro. Fyldt med tolerance er de lige så mærkede som alle andre.
Det individuelle ansvar, et af Gordimers yndlingsemner, er altså stadig aktuelt i det nye Sydafrika.
Illusionen om de beskyttede hvide øer af høflighed, hjælpsomhed og velstand uden sideblikke til den frådende verden af vold og ondskab udenfor - den illusion har måske været mere udbredt end man skulle tro.
Det begynder man at forstå, når man bevæger sig rundt i de velpolerede dele af Durban, betjenes af hvide tjenere på italienske restauranter, udveksler høfligheder med naboen på trappen, beundrer surferne ved New
Pier (hajerne holdes væk af undersøiske hegn), ser Dødbringende Våben 4 i biografen.
"Works like a charm".

*Lotte Folke Kaarsholm læser litteraturvidenskab, pt. i Durban. Nadine Gordimers bog er netop udkommet hos David Philip Publishers i Johannesburg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu