Læsetid: 4 min.

Rejsen til Clintonland

25. august 1998

Og ellers ikke et ord mere om præsidenten. Det er ikke sex, men broderier, Disneystemning og store, store ting som karakteriserer denne fagre nye verden

DEROVRE
Nu, mens jeg endnu lider af et jetlag, som dirrer rundt i kroppen, vil jeg beskrive mit USA. For jetlag, broderi og Disney udgør et svirrende kalejdoskop på en kort rejse til Gulliverland.
Det forbløffende består i, at man genkender denne fagre nye verden: Nette malede bræddehuse med myggenet for vinduerne, mængden af acres af areal til at gå vild i, gyngende perspektiver af skove og søer, mennesker i shorts, som informally dressed kører afsted i deres brede biler. Hvor flovt. For den, der rejser, skulle gerne komme hjem og have noget at fortælle.
Selv kunne jeg nøjes med at tage en Boeing, men under min rejse opdagede jeg, at der findes mennesker, som forsøger at brodere sig gennem Amerikas Forenede Stater. For de interesserede vil jeg indskyde, at man kan erhverve et mønster, der med tiden kan blive til et fuldgyldigt korsstings-landkort over USA hos Clara Væver og Eva Rosenstand. Jeg vil anbefale enhver at tage sit broderi med på rejsen. Det kræver nemlig mod og tålmod, mange lange flyveture, mellemlandinger, forsinkelser i lufthavne, bustransporter og anden uforudsigelig ventetid, der bedst fordrives med stramaj.

Sevilla i kopi
I Kansas City kom jeg ind i en stor bus, jeg ikke kunne komme ud af. Bussen kørte langsomt afsted i hele fem timer. Der var en guide-dame, som hele tiden fortalte om, hvor meget alt havde kostet og hvem, der havde skænket hvad. Hun var ikke sky for at nævne priser, som vi andre undertiden er. Byens rige familier havde skænket alt, "for taxreasons also" som hun listigt tilføjede. Fra parkarealer på bølgende bakker til et utal af bly- og bronzespringvand og statuer i gaderne.
De stolte amerikanere påstår, at europæeren helt kan glemme Europa ved at bosætte sig i USA, som er så umådelig meget flottere og rigere end vort Europa i reparationsalderen. Men hvordan er det gået dem selv?
Græske udvandrere i antikken opkaldte deres nye grundlægger-byer efter steder i hjemlandet, byggede sig et akropolis og fandt på en myte om grundlæggerne som guder og halvguder.
"The founding fathers" kaldte den amerikanske guide i Kansas lignende storslåede sagnskikkelser fra en nær fortid. Et omfattende kleresi, som i Kansas-Missouri har udført deres bedrifter ved at slagte kvæg i billioners tal, drive kornkværne og skabe en postkortindustri.
I Kansas City havde en spansk familie doneret et kvarter med kopier af bygninger fra Sevilla, The Plaza. Endda med et parkeringshus, hvor der var gratis parkering. Et fact guiden lagde vægt på, en trestjernet turistattraktion. Der kom amerikanere strømmende til langvejs fra, blot for at få det kick at parkere gratis. Alle forretningerne skulle ligne noget i Sevilla eller være udstyret med kakkelborter og smedejern i spansk stil, for at blive godkendt af den meget magtfulde familie fra Sevilla. En fiks måde at klare sin hjemlængsel på.
Kansas Citys trestjernede attraktion var ikke, at vi befandt os i Kansas City, men at vi befandt os dér, hvor vi netop ikke befandt os, nemlig i Sevilla. Kom så ikke og sig, at det er europæerne, der har opfundet den postmodernistiske trend. Nu behøver jeg aldrig at se det spanske Sevilla.

Disneys Chip og Chap
Ustandselig blev man mindet om Walt Disney, som havde startet sin karriere i Kansas. Små jordegern løb rundt på de veltrimmede græsplæner, og der var altid en brændestabel, de kunne gemme sig i, ligesom de gør, når Anders And jagter Chip og Chap. De døde hjorte langs Pennsylvanias landeveje mindede om Bambis forældres sørgelige skæbne. Sorte slanke træstammer stod forkullede tilbage fra skovbrande.
I et af husene med indkig gennem de gardinløse vinduer stod en kæmpe haveparasol midt i dagligstuen og gav læ mod regn og rusk over sofagruppen. Hvad lavede en opslået parasol, hvor det ikke regnede ned fra taget? Hvorfor havde alle folk intet privatliv at skjule? Efter et hastigt kig så forklaringen ud til at være, at de broderede deres liv bort eller så tv.
Det var ingen sag at rive de huse folk boede i ned, hvis ejerne skulle ønske sig en anden stil. Det skete ofte. Husene blev bygget på en sær og fantastisk måde som hentet ud af eventyrbøgerne, hvor slotte bliver opført på en eneste nat. Af tynde træskeletter, termoplastisk isoleringsmateriale i store lyserøde, lette skumplader, der let kunne brækkes i stykker. I løbet af en dag eller to var det store hus beklædt med millimetertynde hvide, lyseblå eller røde krydsfinerbrædder og skælagtige pyntelag, der skulle forestille afskallet bark ude fra de store vilde skove. De færdige bygninger kom til at ligne det paphus og det træhus, ulven puster itu for de tre små grise.

Stor, større og størst
Hele USA mindede om de Disneyske bønnestager, der på en nat skyder op og gennembryder skylaget. I Kansas var der et mindesmærke for de faldne under verdenskrigene. Det var bygget som et rundt, meningsløst babelstårn så højt, som der overhovedet havde været dollars til. Sådan et bygger Joakim von And i skrap konkurrence med en anden rigmand.
Både skyskraberne - naturligvis - men også salatanretninger, skabe og opvaskemaskiner og biler var store og lange. Især blev jeg betaget af langstrakte limousiner, der sneg sig afsted, mens en masse lys blinkede. Så var der menneskene. Som aldrig måtte blive sultne. På hotellet var der mellemmåltider, og mellemmåltiderne udstrakte sig over hele døgnet. Gæsterne spiste en masse chips og kager og ellers hele nævefulde af nødder, så de blev enormt store. Men deres fedt eller muskler, for var det fedt eller muskler, der sad på dem. En person, som kun har et par kilo for meget, kan føle sig som en luftig fjer. Så den, der kommer hjem fra en rejse til Hillaryland, har alligevel altid noget at fortælle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her