Læsetid: 6 min.

Remoulade i lasagne

1. august 1998

Intermetzo
Lov mig ihvertfald ikke at skrive om vejret! ymtede bladets administrative direktør til klummisten. Førstnævnte var på vej ud ad døren til det sydfranske, varmen, solen, maden og vinen. Sidstnævnte, netop hjemfalden til skrivepulten fra de idylliske sydengelske tidevandshavnebyer. Og det himmelstræbende Dartmoor-højland, som engang en begavet mand - længe før Conan Doyle slap hunden løs i dette vældige hedelandskab med løse får og vilde ponyer - karakteriserede som "the fatherland of the whole family of rains".
Med smagen af kippers fastskruet i mundhulen og nyanlagte deller af for meget clotted cream, er fristelsen stor til at hænge sig i vejret. Thi i England taler man som bekendt meget om emnet, og det er anderledes, vejret. Nok høvlede det ned i spande i denne sommer - også over there. Men regnen, skal man erindre sig, kommer frilandspalmerne til gode. Det glemmer de gamle nordboeres efterkommere nemlig, at én af grundene til Tveskægs, Storeknuds og Hårde Knuds imperiale interesse for den grønne ø, sagtens kan have været inspireret af disse sydengelske milde, snart sagt, subtropiske miljøer. Regner det, regner det - som regel - lunkent, blæser det, blæser det ikke så satans ubarmhjertigt som i Farimagsgade.
Når John Cleese udfolder sine evner som boardinghouse-vært i Torquay, gør han i middagsstunden på sommersolskinsdage klogt i at holde sig i skyggen af sit Fawlty Towers. Og når han i én af de mere uforglemmelige episoder straffer sin gamle bil for ikke at kunne starte ved at slå på den med en afrevet bøgegren, kunne han for så vidt lige så godt have benyttet en lokal palmekvist. Med direktørens formaning i ørerne, og eftersom man erfaringsmæssigt skal stå sig godt med det administrative personale, kommer der altså ikke her mere om vejret. Ikke i denne omgang.

Et andet ubærligt klummeemne kunne præsenteres under overskriften: Uroen hos de konservative fortsætter. Utvivlsomt forestillede direktøren på falderebet sig ikke i sin vildeste fantasi at nogen kunne finde på at beskæftige sig yderligere med disse samspilsramte forvaltere af en tilsyneladende overflødiggjort politisk bevægelse. De konservative har jo på deres enestående vis sejret ad helvede til. Konservatismen er så at sige indlejret i den danske befolknings øvrige politiske sammenslutninger og etablerede græsrodsbevægelser. De vil alle ændre for at bevare og står på nakken af hinanden for at overbevise sig selv om det umistelige, uforanderlige danske.
Sært nok synes sentimentaliteten, hvad angår kvalitativ bevaring af de fysiske og æstetiske rammer for nationale værdier, at ligge på et begrænset sted. Man skal vare sig for at storskryde om rejseoplevelser, men trangen melder sig ved udvalgte sammenligninger mellem britisk natur-, kultur- og bybevarelse og den tilsvarende danske.
Såfremt man kan tale om kvalitativ konservatisme, hvad man selvfølgelig kan, forekommer (de mere velstående?) områder i England at være fortrinlige studiemiljøer. En dansk gennemsnitssmåby har, med undtagelser der kan tælles på én læderet hånds tiloversblevne fingre, ikke meget at byde på i forhold til en anden. Og meget lidt i forhold til en modsvarende engelsk small-town.
Givetvis har sagen noget at gøre med historiebevidsthed. Engelske byer helt ned til krympet landsbystørrelse udgiver om sig selv kvalificerede bøger, hvori den besøgende - og beboerne selv - kan erkyndige sig om historiens forudsætninger. Af samme grund går man angiveligt til værks med pli og andagt. Når der skal graves grøft til et lyslederkabel, eller den stedlige skole trænger til ny aula, ændrer man ikke byens profil sådan uden videre. Bygger ikke nyt for at bygge nyt eller for omsætningens skyld. De britiske mennesker (vi taler stadig om de bedre stillede kommuner) skal kunne færdes trygt i deres historiebevidsthed, som i øvrigt i det britiske land uden for London og Liverpool også omfatter den ubegribeligt ejendommelige mad. For eksempel serverer de pommes fritter til lasagne og sur kålsalat i bagt kartoffel med mayonnaise! Jamen, det gør de! Hertil bør man så selvfølgelig tilføje at danskerne uden videre stopper agurkesalat ned i deres hotdogs og slutmonterer denne - ret - med sød sennep, ketchup og remoulade med rå løg. Hvilken kendsgerning vidner om disse to racers, den danske og den britiske, antydede oprindeligt nære forbindelse. Det var jo engang, da Kong Knud selvanbragt på tronstolen i havstokken ifølge Henry of Huntingdon for en selvvalgt stund ikke bød over England og hele Norden, men bød tidevandet stande og lade sin kongekåbekant tør. Hvorved den betragtelige britiske tidevandsforskel på sydkysten jo derved for alverden demonstrerede hin jordiske fyrstemagts ynkelige begrænsninger. Måske Knud Hersker i virkeligheden prøvede at drukne sig i fortvivlelse over spisekortet i en engelsk gennemsnitskro og samtidig tænkte på, hvad der ventede ham derhjemme.
Men det er en ganske anden historie og har sådan set ikke meget med uroen i det konservative folkeparti at gøre.

Nu ser man jo ved hjemkomsten at de forholdsvis få tilbageblevne - en sidste gang må man formode - vil forsøge at nå til en eller anden form for forsoning. Det sker efter at den fremadvæltende unge forretningsmand, MF Jens Heimburger endnu engang har sagt sin oprigtige mening, hvad man skal vare sig for i politik og for den sags skyld i de fleste andre af livets forhold. Min søn, om du vil i verden frem, så hold din kæft og sig først noget, når de andre har kvajet sig!
Heimburgers kritik af parti og især folketingsgruppe for ikke at markere nogen kurs, har meget betegnende fået gruppeformand Helge A. Møller til at rose samme Heimburger. Ih, altså, der er ikke noget så godt som intern kritik på det niveau, siger gruppeformanden. Og så ved man jo godt hvad klokken er slået. Samtidig forsøger Pia X-Mas Møller at få Hans Engell deporteret i ét stykke til EU-Parlamentet, hvor han så kan sidde og være lige så konservativ, så det gør noget, uden at nogen rigtigt gider lægge mærke til dét. Og ih altså, om jeg har spurgt Hans, nej, men det har så sandelig ikke noget at gøre med at vi gerne vil af med Hansemand. Hvordan skal vi dog overhovedet undvære Hans i vor midte, og hvis han ikke selv vil, så skal han ikke høre ét ondt ord i den anledning! Dén kender man jo ligesom også.

Og i mellemtiden forbereder partiet så et stormøde den 21.-22. august på den nordsjællandske kursusejendom Egelund - alene navnet giver humør. Her skal de mødes til fordomsfri drøftelser, hvilket jo ikke ændrer den kendsgerning at behovet for partiets eksistens efterhånden forekommer tvivlsomt. Interesserne varetages jo på det smukkeste både til højre hos navnefællen Pia og især til Venstre for det Konservative Folkeparti.
På Egelund er det meningen, at der skal gås grundigt til den. Men først efter at de har spillet en lille intern galfturnering med efterfølgende præmieoverrækkelse og fnis i krogene, samt et helt ocean af gratis metaforer for dansk politisk presse. Meningen med det hele er at partiet vil markere sig på sine egne værdier og ikke stikke op for bollemælk.
Man vil ifølge Helge Adam Møller, der endnu ikke er holdt op med at hilse Heimburgers kritik velkommen, markere og markere og markere sig i ét væk og stå ved grundholdningerne: Gud, Dronning og Fædreland, forkælelse af erhvervslivet, (læs: de konservative selv) og lov og orden, herunder mere straf til de i forvejen straffede og endelig en betydelig nedsættelse af u-landsbistanden. Utvivlsomt derfor også til indledning af denne varslede maratonmarkering: et slag golf, som man dårligt kunne forestille sig et andet parti indlede sit 112. rabaldermøde med.
Såfremt de seksten konservative MF'ere og deres påfaldende tavse hovedbestyrelse nu ville være mere sikker på varig folkelig forståelse, var det måske fornuftigere at udskifte golfen med minigolf på Fladbølle Strand, hvor en Helge Adam M. på de to første og nemmeste baner faktisk ville have chance for hul-i-ét. Selv den mest kludrevorne MF'er kan derved uden handicap og snyd indskrænke sig til et maksimum af 180 strafpoints. Det ved enhver, der har haft en minigolfregnskabsblok i den ene hånd og en minigolfkølle i den anden.
I regn og i blæst. Ja undskyld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her