Læsetid: 2 min.

Rummets hemmeligheder

15. august 1998

Først satte vi den på skorstenen, men der kom et træ i vejen. Fæld det, sagde manden, men det er det træ, jeg fodrer spætter i. Så flyttede vi den, og nu flimrer den bare en gang imellem, når der flakser en flagermus gennem signalet.
Ellers kommer det fint igennem. DR2. Sikken en aften. Positiv og negativ, sort og hvid, op og ned.
Ikke den aften hvor der er lystfiskeri og trav. Begge dele uhyre interessante ting naturligvis, men især travprogrammerne uden egentlig synsvinkel på noget som helst.
Hvem er de heste? Hvor kommer de fra og hvor skal de hen? Hvad sker der i dem, når sjokajen hiver vatkuglerne ud af de følsomme, smukke vibrerende ører på opløbet?
Næ, næ, det her er V5 og V6, som om det handlede om de bomber, tyskerne producerede nede i Peenemünde under ledelse af Wernherr von Braun anno dazumal.

En rigtig aften på DR2. Først en hollandsk film om kinesiske komponister, deres oplevelser på konservatorier under kulturrevolutionen.
Violin med tre strenge, tallerkener og wok'er som percussion, husejere tævet ihjel af børn af kontrarevolutionære. New York, Paris, Beethoven og Sjostakovitj, landskaber fra malerierne, 3.000 års tradition hvis elementer er skrevet ned, bevaret, at bygge på, finde nyt på. Det eksotiske her, det eksotiske der. Alt er musik.

Og så anden afdeling af fortællingen om fru Ceaucescu, indehaver af elefantordenen, manden altså, men gummiblæren. Fortalt af totalt upålidelige øjenvidner og hele skylden på kommunismen, som om det ikke var sådan allevegne, som om det ikke var sådan her, hver dag hele tiden i TV-Avisen. Vi ser det ikke.
Billeder lyver ikke, vel? Nej, ikke dem af den groteske retssag mod diktatorparret. Ikke dem af folk, der roder med ligene og viser dem frem. Men ordene, klipningen, kommentaren, er den sand?
Øjenvidnerne! En mand der blev ansat i Securitate i 1968 kan ikke være alt for klog. Den slags folk er jo nok, hvad de er, uanset hvilken magthavers securitate de tilfældigvis for tiden arbejder i.
Og damen, der var en nær veninde og nu, ti år efter rettergangen og tv-mordet, kommer med sandheden.
Nå ja, for det første siger kommentaren, at fru Diktatoren sammensatte sin kvindelige basisgruppe af folk, der var grimmere og dummere end hende, hvordan hun så målte det ud.
For det andet falder en nær ven vel ikke en i ryggen ti år efter, at man er død.
Sladder er der masser af i alle køn, og der er ikke noget historisk belæg for, at netop kommunismen specielt producerer den slags mennesker. Det er vel omvendt. Når de kommer til magten, sker den slags ting.

Filmen var produceret af et evangelisk selskab et eller andet sted i verden. En konkurrent til kommunismen altså, som business. En gammel en med stor erfaring i massemord og skueprocesser.
Hvorfor ikke samtaler med de soldater, der bandt og skød diktatorparret? Hvorfor ikke dit og hvorfor ikke dat? Klogekanal - nå ja.
Heldigvis har vi stadig Shakespeare eller John Huston med filmen om Judge Roy Bean og loven vest for Pecos. Der spilles kirken af Anthony Perkins og loven af Paul Newman.
Det var aftenens sidste programpunkt, og tusind tak for det. Fiktion kan man da forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu