Læsetid: 11 min.

Med Schröder i spotlightet

8. august 1998

De tyske socialdemokrater vejrer morgenluft - selv i det konservative Bayern.
Som lokal SPD-kandidat er det guld værd at få kanslerkandidat Gerhard Schröder på besøg

NÜRNBERG - Hendes øjne lyner, da hun rejser sig op fra stolen under løvtræet.
"Kan I ikke lade os være i fred. Bare for én gangs skyld. Det eneste vi beder om er et kvarter. Og I skulle forestille at være professionelle," både sukker og tordner Renate Schmidt.
Først da - efter en halv times belejring - flytter journalister, kameramænd og fotografer sig fra det lille hjørne af parken uden for Meistersingerhalle i den sydtyske by Nürnberg.
Den 54-årige socialdemokratiske politikers vrede melding er overraskende.
Hele dagen har hun boltret sig i flashlights, skrevet autografer og vinket til tusinder af begejstrede mennesker. Hun er kommet på hundredevis af filmnegativer og timevis af tv-bånd. Ja, det har vel været den nok største dag i hendes politiske liv. I hvert fald i årets valgkamp i Bayern. Hun har selv været ganske professionel.
"Og så brokker hun sig," mumler en af fotograferne uforstående.
Men jeg er ikke sur. Jeg ved heldigvis godt, hvorfor temperamentet i et kort øjeblik koger over, facaden krakelerer og stemmen knækker.
Jeg skal blot skrue tiden tre timer tilbage og tænke fremad derfra. Så er forklaringen ligetil:

På det tidspunkt rejser min sidemand Ludwig Schwarzer sig og klapper i sine halvrynkede hænder, mens lyset dæmpes, jazzmusikken standser og lysene fra tv-kameraerne samler sig mod indgangen. Han smiler oprigtigt og udveksler et fortroligt blik med sin kone. Det er nu.
"Han kan give os sejren. Han bliver Tysklands næste kansler," halvråber han glad til mig, da jeg også rejser mig for at kigge ordentligt ud fra balkonen og ned i salen.
"Han ser godt ud. Det synes i hvert fald min kone og mange andre kvindelige vælgere," uddyber Schwarzer, der er pensionist fra Ingolstadt. Han griner, blinker til mig og klapper fruen på skulderen.
Langs den ene langside smyger Gerhard Schröder sig. Han er som Helmut Kohls socialdemokratiske udforder ved valget i Tyskland den 27. september landets mest ombejlede politiker. For ham består (hver)dagens ret derfor af fire bodyguards med tilhørende øresnegle efterfulgt af en kødrand af fotografer og kameramænd. Som var der tale om én organisme - og det er der sådan set, for Schröder er altid omringet af en gruppe mennesker - bevæger mængden sig op mod scenekanten. 5.000 mennesker i Meistersingerhalle har rejst sig og klapper taktfast.
Mange er gået forgæves til arrangementet, hvor SPD's kandidat i Bayern, Renate Schmidt, forsøger at samle stemmer til delstatsvalget, der finder sted 14 dage før Forbundsdagsvalget. De, der er kommet ind, synes næsten overdrevent glade. Måske fordi man i forhallen kan få store øl, dårlig hvidvin og Ganzen belegtes Brötchen. Så belegtes, at selv det højest belagte danske smørrebrød er at betragte som en flad klemme ved siden af.
Ud af kødranden kommer Renate Schmidt, der stiger op på scenen og vinker. Ludwig Schwarzer klapper fortsat men tyr til piftning, da Schröder træder op på podiet med V-tegn for enden af begge opstrakte arme. I samme øjeblik brøler publikum, og Renate holder sig til. Hun forsøger at småsludre lidt med Schröder, der dog har mere travlt med at kigge på tilhørerne. Begge smiler de optimistisk, for meningsmålingerne peger på, at Schröder bliver Tysklands næste kansler, og at Kohl må takke af efter 16 år på posten.
"Jeg har ikke oplevet sådan en håbefuld stemning i partiet før," fortæller Alois Strasser, der er generalsekretær for SPD's ungdomsorganisation, Die Jusos, i Bayern. Han har forladt sin stand udenfor og er trådt ind i salen for selv at se girafferne.
"Ved de sidste fire valg kæmpede vi selvfølgelig hårdt, men vi troede ikke på det. Nu er der fulde huse. Folk kommer for at se Tysklands næste kansler," siger Alois Strasser, der har været med hos Die Jusos siden 1983.
Allerede i dette udsagn antydes baggrunden for den vrede, som senere kommer op til overfladen hos Renate Schmidt udenfor.

For da hun gør klar til sin tale, følger alle fotograferne efter Schröder. Kun en enkelt tager plads foran talerstolen, hvor Renate Schmidt skal tale til sit hidtil største publikum i den bayerske valgkamp. Folk sætter sig ned og småsludrer, og Renate begynder sin tale og toner frem på den gigantiske storskærm bag hende. Hun er velklædt i en beige, dragt-agtig ting. Om hendes hals er en hvid perlekæde, som giver hende det sidste snit af øvre middelklasse.
Den middelklasse, som SPD appellerer til i valgkampen, og som skal sikre det, der kaldes "skiftet i Bonn." Som Tony Blair gjorde det i Storbritannien ved at skabe New Labour og rykke partiet ind mod - eller over - midten, arbejder Gerhard Schröder målrettet på at appellere bredt i den tyske befolkning, vinde erhvervslivets sympati og samtidig give den hele armen med, at Kohl har været ved magten i 16 år, og at der er brug for forandring.
"Tak Helmut, men nu er det nok," lød det slogan, som Schröder vandt delstatsvalget i Niedersachsen den 1. marts på. Et valg som afgjorde, at han, og ikke partiformanden og rivalen Oskar Lafontaine, skulle bliver Kohls udfordrer.
Renate Schmidt har lært, hvordan det skal gøres.
"Jeg er sikker på, at den nuværende (konservative, red.) delstatsregering, har gjort sit bedste. Men det bedste var ikke godt nok for denne delstat," siger hun, mens hun hæver stemmen under den sidste sætning og banker pegefingeren ned i podiet hurtigt efter hinanden. Denne hårfine balance går rent ind.
Selv Schröder klapper anerkendende, som om det er en af hans egne rådgivere, som har skrevet talen. Men det er det ikke, for Renate Schmidt kan selv og er en glimrende taler. Hun synes at have publikum i sin hule hånd. Schröder rokker lidt på stolen, som om han venter på, at det bliver hans tur.

I senhalvfemserne foregår slaget om vælgernes gunst på midten, og for at skaffe vælgere fra højre har Schröder udnævnt et skyggekabinet med flere erhvervsvenlige personer.
Den mest kontroversielle er den 43-årige forretningsmand Jens Stollmann, som er tiltænkt den vigtige post som økonomiminister. Han har aldrig været socialdemokrat og har aldrig læst partiets program. Faktisk er hans økonomiske tankegang tættere på det lille liberale parti FDP, som er koalitionspartner til Kohls CDU (og dets bayeriske søsterparti CSU) i Bonn. Men det er lige meget, så længe han kan tage luften ud af forestillinger om socialdemokraterne som et styrings- og skatteparti.
Samtidig lægges politikken på områder af bred offentlig interesse, såsom udlændingepolitik og kriminalitet, et pænt stykke til højre for den traditionelle socialdemokratiske af slagsen. Det er for eksempel meget svært at se forskel på SPD's og CDU/CSU's programmer, når det gælder kriminalitet.
"Politisk spagat," kaldes både-og-øvelsen, som Gerhard Schröder har gang i. Og den mestrer Renate Schmidt også.
"Der skal ikke være tvivl om, at kriminelle, narkohandlere osv. fra udlandet skal sendes hjem. Der skal heller ikke være tvivl om, at politiet skal være godt udrustet," siger Renate Schmidt og bifaldet brager.
"MEN," tilføjer hun. "Det er ikke det samme som at sige at alle udlændinge er kriminelle. CSU har med udtalelser som 'Tyskland er ikke noget indvandringsland' været med til at gøre de højreekstreme partier stuerene. Det er ikke værdigt for et demokratisk parti," siger hun.
Dette samlede budskab rammer stort set alle, og der råbes og klappes.
Hun fortsætter og taler om skolesystemet i Bayern, "der er blandt Europas mest gammeldags." Om sprogkundskaberne i Bayern som værende for dårlige.
"Vores børn skal lære ordentligt sprog, ellers går det lige som mig, der ikke kan sige andet end 'merci' og bonjour', når jeg er på ferie i Frankrig," siger hun, mens Mathias H. aus Fürth på min højre side skraldgriner. Den 30-årige diplomøkonom uden job "kan identificere sig med det," fortæller han mig senere.
Talen trækker ud, og der kommer en downperiode, indtil hun igen angriber hadefiguren Helmut Kohl:
"Hvis man stemmer på Kohl, så stemmer man også på CSU (det bayeriske søsterparti, red.). CSU war immer dabei," siger hun.
Renate Schmidt peger op mod det blå banner bag hende med påskriften 'Broer til Bayerns Fremtid':
"Gerhard Schröder og jeg. Vi står for skiftet."
Efter denne slutreplik på en 50 minutter lang og ganske fremragende tale, smiler hun og vinker. Bliver kaldt frem på scenen flere gange. Til sidst sammen med den mand, alle har ventet på: Gerhard Schröder. Hvorefter jublen når uanede højder.

Mens Renate Schmidt er ganske præcis med, hvad hun vil gøre ved Bayerns problemer - endda med finansieringen af dem - så siger Schröder til gengæld så lidt konkret som muligt. Han taler lige så længe som Renate, men i generelle vendinger. Schröder i mørkt jakkesæt og grøn-blåt slips taler uden manuskript og skifter fokus fra den ene til den anden side af salen.
Hans hovedtema er "de arbejdende mennesker" i Tyskland. De skal uddannes og ikke tynges af det skatteåg, som Kohl har pålagt de "arbejdende mennesker."
"Tyskland er afhængig af millioner af arbejdende mennesker. Ikke af millionærerne," skråler han.
Og han vil gøre noget ved landets rekordhøje arbejdsløshed.
"Hvis ikke vi har bragt arbejdsløsheden ned i vores første regeringsår, så har vi ikke fortjent at regere," siger han og hæver stemmen. "Jeg finder, at det er en skandale, at Kohl har regeret i 16 år uden at arbejdsløshedskurven er faldet."
Schröder taler om at skabe vækst og gunstigere forhold for virksomhederne, og om at han samtidig vil "sikre den sociale ansvarlighed i det tyske samfund ind i det næste årtusinde."
Schröder skiftevis sænker og hæver tonelejet. Når det sidste er tilfældet, suppleres det af en knyttet næve, der bankes ned i bordet, hvorefter bifaldet pr. automatik ruller op imod ham.
Mod slutningen af talen anerkender han de intellektuelles plads i det tyske samfund.
"Vi må bruge de intellektuelles kapacitet, når vi skal lave politik. De er en del af økonomien," siger Schröder og takker Oskar Lafontaine for at have åbnet partiet og givet det selvbevidsthed.
Forårets opgør mellem den moderate Schröder og den mere traditionelt, socialdemokratiske Lafontaine kan stadig mærkes hos partimedlemmerne og tilhørere.
"Schröder er vigtig for partiet, men det er også vigtigt med Oskar Lafontaine på formandsposten. Det giver en god kombination," siger Barbara Schuster, Juso-aktivist.
Også pensionisten Ludwig Schwarzer er begejstret: "Det er godt, at socialdemokratiet også fokuserer på økonomien og virksomhedernes vilkår. Nu har vi en politik, som ingen - og slet ikke Kohl - kan slå. Med Schröder vinder vi."
For Juso-generalsekretæren Alois Strasser er det dog ved at blive for meget.
"Vi er gået for meget mod højre. Men det er ikke kun på grund af Schröder. Allerede i 1992 stemte SPD for afskaffelse af den automatiske asylret. Det var min største skuffelse, siden jeg blev medlem," fortæller han.
Hans bedste oplevelser var, da Oskar Lafontaine i 1990 sagde 'sandheden' til østtyskerne - at det ikke ville bliver så fantastisk, som Kohl lagde op til.
"Han tabte valget på det. Men alligevel var det positivt, at han sagde sandheden. Det kan blive vores fordel her i 1998," siger Alois Strasser.

Da Schröder beskedent siger tak, fordi folk mødte op, vil jublen absolut ingen ende tage. Alle står op, klapper i cirka ti minutter, mens Renate Schmidt hurtigt kommer hen til Schröder, der imidlertid ikke ænser hende mange blikke. Han begynder i stedet at skrive autografer og kravler hen ad scenekanten. Ind i mellem rejser han sig op og folder næverne sammen og hæver dem samlet op i hovedhøjde i triumf. Efterhånden som Gerhard flytter sig mod højre, rykker Renate med ham, og til sidst bukker hun sig også ned for at skrive autografer.
Da bifaldet begynder at tage af, starter jazz-bandet igen, og der går kun under et minut, før Renate Schmidt står alene i den ene side af salen.
Schröder er med sit følge begyndt at begive sig ud i forhallen for at blive interviewet af tv-journalister foran et SPD-banner. Hundreder af mennesker følger efter.
Da Renate Schmidt opdager, at Gerhard Schröder er væk, panikker hun og blæser på, at de højhælede gør ondt. Helt frem i feltet. Hurtigt. Hun presser sig igennem og får fat i to fotografhofter i halvcirklen omkring kanslerfavoritten. Hun flår dem til side og kryber i sikkerhed i kameraernes skudlinje. SPD's spidskandidat i Bayern tænder for smilet og bader sig i auraen fra Tysklands p.t. mest ombejlede politiker.
Svedperlerne i Schröders ansigt bliver efterhånden så mange, at de forvandles til en hinde af glathed.
Han gør mine til at ville gå. Bodyguardene nikker, og på vejen tilbage til det aflukkede rum skriver han et par autografer. Renate Schmidt bliver ved hans side. Med et efterhånden anstrengt smil.

Følget opløses, og fotografer og journalister, tager sig en pause. For mange af dem er det også en stor dag i den bayerske valgkamp. Historien er i hvert fald god: Schröder i løvens hule - det konservative Bayern - for at hjælpe sin partifælle Renate Schmidt med at bryde CSU's magtmonopol i delstaten. Ved sidste valg fik CSU 52 procent af stemmerne. SPD fik kun 30 procent.
Realistisk set kan SPD ikke fratvinge CSU magten i Bayern. Men hvis CSU får under 50 procent af stemmerne, vil det være første gang i 30 år. Og det vil være en klar indikator for, hvordan det vil gå ved Forbundsdagsvalget to uger efter.
Renate Schmidt har gjort sit, og hendes tale har gjort indtryk på mange. Men hun ved - lige så godt som alle andre - at der kun kommer tre minutter i tv om aftenen. Og - hvis hun er heldig - en soundbite eller to fra hendes tale. Resten vil fokusere på Gerhard Schröder. Derfor er det så vigtigt for hende at blive set sammen med kanslerkandidaten. Hvad enten han ignorerer hende eller ej.
Nu er vi tilbage ved løvtræet uden for Meistersingerhalle. Og det vrede udfald mod journalisterne.
Under løvtræet sidder også Gerhard Schröder, og de har haft lejlighed til at tale lidt sammen, mens de bliver fotograferet af en slags hoffotograf til noget partimateriale. Endelig en smule opmærksomhed fra Gerhard til Renate. Men tv-kameraerne går pludselig på, fordi der er - som en kameramand betror mig - "anderledes billeder" af Schröder i det her.
Da er det, at det bliver for meget for Renate Schmidt, og hun tænder af på mediefolkene.
Gerhard Schröder sidder roligt under træet. Han smiler. For ham har det været endnu en vinderdag.

*Dette er den første i en række artikler, hvor Information sætter fokus på valgkampen og forholdene i Bayern og i Tyskland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her