Kollektivværket 'Blæs på Odysseus' var tæt på reelt skibbrud, men blev reddet takket være en guddommelig præstation af Ole Ernst
MUSIKDRAMATIK
Man håbede det bedste og frygtede det værste: Efter Jesper Langbergs akutte sygdom, blev rollen som Odysseus overtaget af Ole Ernst med blot fire dages varsel. Fire dage til at lære hele baduljen udenad, tilføre figuren liv og karakter, og dertil fungere i et samspil med andre skuespillere, sangere og musikere.
Ikke alene kunne Ole Ernst tilegne sig tekst og give figuren liv, han spillede, som havde han øvet sig på rollen i månedsvis. En rent ud sagt imponerende præstation.
Denne skuespillerpræstation i forestillingen Blæs på Odysseus fortjener at blive fremhævet i åbningen af anmeldelsen, da det viser et format og kunstnerisk overskud, som kun de færreste kan fremvise.
Ikke kun Ole Ernst kan med rette sole sig i en fremragende præstation, også Ulla Henningsen som Penelope og Per Linderoth i forskellige roller med altovervejende buffo-karakter indlevede sig i respektive roller med autoritet og selvfølgelighed. Hvilket alt i alt leder tanken hen på instruktøren, der overbevisende har formået at holde sammen på de mange tråde og forskelligartede indfaldsvinkler i værket.
Det stivnede grin
Mange mennesker har været involveret med at sætte Blæs på Odysseus op på Thorvaldsens museum i anledning af museets 150 års fødselsdag. To år har man arbejdet på sagen.
Med rejsen som udgangspunkt for musikdramaet kunne ophavsmændene flette både Homers Odyssé med Thorvaldsens oplevelser. Odysseus rejste og Thorvaldsen rejste. Begge kom de hjem med erfaringer om liv og kunst.
De kunstnerisk ansvarlige bag forestillingen har styret uden om farlige skær, men de har i sandhed ikke gjort opgaven let. Der er indforskrevet to komponister, to tekstforfattere, kor og musikere. Gammelt og nyt sættes sammen, stilarter blandes - det kan næsten kun blive noget rod.
Når det ikke opleves som en rodet forestilling, er det, fordi kunstnerne har valgt at lade de enkelte delområder stå alene, så genrerne for så vidt holdes adskilt. Kun til sidst i forestillingen bliver det til et forsøg på et samlet kunstværk.
Det betyder, at forestillingen er en slags rondoform, hvor bestemte former gentages. Efter indledende truttelut i basuner kommer koret, der efterfølges af Odysseus og Penelope. Skiftevis kommer de genremæssige formationer ind på scenen. Hver for sig giver de en moderne tolkning af myten. Det meget heterogene materiale holdes sammen af en form, der tillader at bestemte grupperinger kommer igen med varierende indhold.
Selv om der nok er en overordnet handling (Odysseus' hjemrejse fra Troja), er indtrykket snarere, at en række mindre historier udformet i tableauer danner forløbet. På det tekstlige plan formet helt og aldeles respektløst over for forlæggene af forfatterne Sven Holm og Naja Marie Aidt. Hvilket er velgørende for det overordnede udtryk. Pludselig er vi i Thorvaldsens Rom, det næste øjeblik i Athens gader. Den sproglige klædedragt er absolut nutidig.
I den moderne udformning er den græske myte isprængt vid, humor, ironi, fandenivoldskhed, perverteret kærlighed, livslyst, livslede, erotik, ægteskabsproblematik. Det er stadigvæk fortællingen om manden, der går gennem ild og vand for til sidst at finde sig selv. Men unægtelig tilført moderne under- og overtoner. Det er undertiden også hjerteskærende morsomt: Helten er også antihelt og impotent, konen boltrer sig åbenlyst med tjeneren, tilgivelsen efter kødets lyst og mord er udformet som en outreret soap opera.
Men grinet stivner undervejs i forestillingen, for det er ikke plat morsomt, det er tragisk morsomt. Indholdet allerede bevægende forudgrebet af den Adorno, der ser eposet om Odysseus som en sammenfletning af myte og oplysning:
"Men bag mandens beundring for skønheden lurer stedse den skraldende latter, den umådelige hån, den potentes barbariske latterliggørelse af impotensen, hvormed han bedøver sin hemmelige angst for, at han er hjemfalden til impotensen, døden, naturen."
At rejse er at leve
Rejsen som tema er altså stadig nærværende i den aktuelle historie om Odysseus, der drager ud og kommer hjem igen. Men rammerne sprænges: I modsætning til den klassiske rejses bevægelse mod fylde og erobring, er den moderne rejse afviklingen af al tradition overhovedet, som mislykket civilisation.
Den opdaterede version af Odysseus' færd i Blæs på Odysseus ligger således mere på linie med det billede, der skildres i Poes roman Arthur Gordon Pym, hvis hovedperson tager på sørejse væk fra familiens satte borgerlighed. Men det nye, han kommer til at opleve, bliver ikke mere i forhold til det, han har, men en tvetydighed oplevet afsløring af kulturens fernis, over sørøveri, mord, kanibalisme og kampen for at overleve.
Denne tvetydighed går igen i Blæs på Odysseus - allerede i titlen. Det kan betyde at vi skal blæse på ham og hans ideer, men det kan også betyde, at vi skal give ham god vind til at komme helskindet hjem.
Blæs på Odysseus er bygget op nedefra, ud fra disparate elementer, men uden at helhedsindtrykket er bricolage, det tilfældigt sammensatte. Forløbet forholder sig korrigerende til den a prioriske form, ganske som hos den Baudelaire, der kan komponere samlinger med en række genkommende temaer: Spleen, ideal, ensomhed, barndom, rejse. Som dukker op i vidt forskellige og ofte blandede genrer: Lyrisk, novellistisk, dialogisk, rapporterende. Med den virkning, at samme tema farves helt forskelligt fra gang til gang.
Vigtigere for strukturen i Blæs på Odysseus end ét overordnet tema er konstellationen med flere forskellige temaer, i nye, overraskende mønstre. Konklusion og smuk afrunding er der ikke lagt op til i en sådan tolkning. Den kunstneriske/kunstige sammenføring af kunstarterne til sidst i Blæs på Odysseus virker derfor udvendig, utroværdig og - om man så må sige - opblæst. Næsten som en sukkersød musical-forsoning.
Anbefaling
Sirenerne synger uden for Thorvaldsens museum. De er svære at modstå. Kommer man tæt på dem, ser man dem stå formummet som korsangere fra vokalensemblet Ars Nova. Det er ikke noget rigtig græsk kor, og det, de synger, kan ikke høres tydeligt. Teksten kunne for så vidt lige så godt være: "Husk at hente to let og en sød og tømme skraldespanden, før du går."
Ikke en kæft ville bemærke det. Et sted hørte jeg dog noget med en 'labyrint', og ved konsultation af teksthæftet kunne jeg erfare, at det var et digt om syndenvinden af Naja Marie Aidt. Måske en bedre mikrofonering ville løse problemet, men det er ikke sikkert.
Der er tilknyttet gode musikere til forestillingen, ikke mindst bemærker man, at næste generation af slagstøjsspillere begynder at gøre sig bemærket. Royal Danish Brass spillede godt under Frans Rasmussens ledelse. Det hele opført i en scenografi af Lars Juhl, der udnytter den kunst, der udgår fra Thorvaldsens museum.
Gå ind og se forestillingen, De har sikkert godt af det.
*Blæs på Odysseus. Tekst: Sven Holm og Naja Marie Aidt. Musik: Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Nikolaj Nørlund. Iscenesættelse: Brigitte Kolerus. Scenografi: Lars Juhl. Skuespillere: Ole Ernst, Ulla Henningsen, Per Linderoth og Nikolaj Nørlund (sang). Sangere og musikere dirigeret af Frans Rasmussen. Thorvaldsens museum, onsdag
