Analyse
Læsetid: 6 min.

Serberne og Vesten

15. august 1998

Mens flygtningesituationen stadig forværres, er der bevægelse på serbisk side i Kosovo-spørgsmålet. Men krisen synes stadig langt fra en løsning

Efter måneder præget af sabelraslen og trusler mod Serbien fra udlandet synes Kosovo-konflikten på vej ind i en fase, hvor der opereres med stor forsigtighed fra international side. Der er næppe tvivl om, at forkerte forventninger om en vestlig indgriben til fordel for Kosovos Befrielseshær UCK har været af betydning for UCK's fejlslagne forsøg på at bringe 1.000 mand over grænsen fra Nordalbanien og på at sikre sig kontrollen med byen Orahovac. Og UCK-talsmanden Jakup Krasniqis uforsigtige udtalelser om skabelsen af et Storalbanien som UCK's politiske mål har øget Vestens forbeholdenhed over for en albansk side, som kun synes at være enig om det ultimative krav om fuld uafhængighed og i øvrigt synes at have store vanskeligheder med at få sammensat en troværdig forhandlingsdelegation, som vil kunne træffe bindende aftaler - også på UCK's vegne.
Heller ikke den serbiske side har været tillidsvækkende. Ved udgangen af juli erklærede den serbiske regering, at den nu stoppede fremrykningen mod UCK i Kosovo, men siden har kampene fortsat. Det er vanskeligt at bedømme, om erklæringen har været ren vildledning, eller om de fortsatte kampe er udløst af kamphandlinger fra UCK's side, men fred er der ikke blevet, og civilbefolkningens situation bliver stadig mere truet i kampområderne, hvor landbrugsproduktionen er lammet og mange må overnatte i fri luft.
Flygtningestrømmen ind i Montenegro er nu så stort et problem, at embedsmænd taler om, at det kan blive nødvendigt at stoppe den. Allerede nu er de fattige værtsfamilier, hvor flygtningene hovedsagelig indkvarteres, hårdt belastet, samtidig med, at FN's flygtningeorganisation UNHCR's appel om nødhjælp kun er blevet imødekommet med ca. 10 procent af det ønskede omfang.
En delegation fra Folkekirkens Nødhjælp, der var i Kosovo og Montenegro i begyndelsen af måneden, kunne konstatere næsten fuldstændigt fravær af internationale hjælpeorganisationer.

Den mest uforbeholdne reaktion fra serbisk side på den politiske og humanitære krise er kommet fra uventet side. Nemlig fra den serbisk-ortodokse kirke. l. juli sendte den unge præst og munk Sava i klostret i Decani, et af kampområderne tæt på den albanske grænse, et åbent brev til chefredaktøren for Koha Ditore, den førende albansk-sprogede avis i Kosovo. Heri appellerede han til fred og forsoning i Kosovo, understregede generationers fredelige sameksistens og vendte sig mod den traditionelle nære sammenknytning af nation og religion, som han mener er ude af takt med realiteterne i det 21. århundredes Europa. Sava ser grundlæggende Kosovo-problemet ikke som et etnisk, men som et politisk problem, et udtryk for det manglende demokrati i Jugoslavien.
Det har været muligt ved selvsyn at konstatere, at munkene i Decani-klostret faktisk er gået aktivt ind med hjælp til lokalbefolkningen, og de ca. 40 albanere, der er tilbage i den ellers nu mennesketomme landsby Decani, forsynes med mad og medicin fra klostret.
Klostret har desuden opfordret albanske katolske og muslimske gejstlige i Kosovo til at slutte op om en fælleserklæring mod krigen. Men er disse positive udtryk for fred og forsoning overhovedet repræsentative for den serbisk-ortodokse kirkes holdning?

En rundrejse til de ledende biskopper inden for den serbisk-ortodokse kirke for et par uger siden har vist, at disse stiller sig bag denne stemme fra et kloster i frontområdet - også kirkens overhoved, patriark Pavle, som før han overtog dette embede var biskop i Kosovo i 34 år. Der er godt nok bisper, der repræsenterer en mere traditional nationalistisk holdning, men de tegner ikke kirken i dag.
Det fremgår også af en offentlig erklæring fra den serbisk-ortodokse kirkeledelse, synoden, til "repræsentanterne for det serbiske og det albanske folk, så vel som til det internationale samfund", om at gøre alt der står i deres magt for at sætte en stopper enhver voldsanvendelse i Kosovo og for en løsning af problemerne ved fredelige og demokratiske metoder gennem en dialog uden forbetingelser. Endvidere tager synoden afstand fra "enhver form for diskrimination på religiøs eller etnisk basis så vel som enhver form for undertrykkelse."
Både den serbisk-ortodokse kirke og det ledende kosovo-albanske parti LDK erklærer sig i dag for et multietnisk Kosovo baseret på en demokratisk styreform og fredelig sameksistens. Men de er uenige i spørgsmålet om Kosovos løsrivelse fra Serbien.
Kirken hævder, at løsrivelse vil åbne en Pandoras æske af krav fra andre nationale grupper om løsrivelse fra de eksisterende stater. Omvendt mener LDK, at netop fuld uafhængighed for Kosovo vil stabilisere forholdene på Balkan.
Krikens holdning ligger altså nærmere det internationale samfunds holdning end LDK's.
Som en vestlig diplomat i området sagde til Mark Heinrich fra Reuters den 13. august: "Albanerne må gøre sig klart, at de ikke vil være i stand til at skyde sig ud af Jugoslavien, og serberne vil ikke være i stand til holde dem inde ved at trykke dem en pistol mod tindingen."
Kirken har begrænset indflydelse i Serbien, hvor landets ledelse har et gennemgående fjernt forhold til religion. Hidtil har kirkens vigtigste politiske alliancepartner da også været den traditionalistiske oppositionspolitiker Vuk Draskovic, leder af SPO, den serbiske fornyelsesbevægelse.
Men mens Draskovic tidligere udtalte sig i moderate vendinger om Kosovo-situationen, er han nu slået om og kræver indførelse af militær undtagelsestilstand, indtil oprøret er slået helt ned.
Hermed har han overhalet sin rival Vojislav Seselj, lederen af det ultranationalistiske Serbiske Radikale Parti, indenom. Og det har været med til at kølne forholdet mellem ham og kirken, der går ind for en fredelig løsning på konflikten.
Seselj derimod, som nu er med i den serbiske regering med titel af vicepræsident, er for nylig kommet med et forbløffende udspil under en fjernsynsdebat med kosovo-albaneren Asem Vlasi. Her tilbød Seselj en vidtgående kulturel autonomi for albanerne ikke blot i Kosovo, men også i andre jugoslaviske områder med albansk befolkning. Dette var en kovending hos en mand, som tidligere har erklæret, at hvis albanerne i Jugoslavien ikke kunne finde sig i, hvordan de blev behandlet, kunne de bare tage "hjem" til Albanien. Om der er hold i tilbudet, vides ikke. Men det kan ses som udtryk for, hvor presset den serbiske regering i dag føler sig.
Det demokratiske Parti, som ledes af Zoran Djindjic, har også bevæget sig noget i Kosovo-spørgmålet, men som det fremgik af Thomas Hjortsøs interview med Zoran Lutovac, formand for partiets Kosovo-udvalg i torsdagens avis, roser partiet samtidig den indsats, de serbiske soldater har udfoldet i Kosovo i den seneste tid. Partiet foreslår en ordning for Kosovo, som kan minde om Baskerlandets, Kataloniens eller Sydtyrols status inden for henholdsvis Spanien og Italien, blot mere vidtgående. Men udlandets og kirkens krav til parterne om øjeblikkelig standsning af fjendtlighederne går åbenbart ud over, hvad demokraterne tør tilslutte sig.

Det store spørgsmål i dag er naturligvis, hvordan man skal få de to parter til at acceptere en løsning, som svarer til det internationale samfunds tanker om et selvstyrende, men ikke løsrevet Kosovo. Den serbiske side har bevæget sig lidt, men løftet om en standsning af kampene er stadig ikke indfriet, og på den albanske side står alle stadig kompromisløst fast på kravet om fuld uafhængighed. Man får næppe serberne til at flytte sig ved luftbombardementer, sådanne vil formentlig have den stik modsatte psykiske effekt: Samling omkring Milosevic og en helt ubøjelig holdning hos et flertal af befolkningen.
Man skal heller ikke tro, at indførelse af nye nålestiks-sanktioner som et EU-flyforbud for det jugoslaviske luftfartsselskab JAT kan give noget positivt resultat, tværtimod vil det besværliggøre de vigtige kontakter mellem Serbien og udlandet. Der er brug for masser af udenlandske observatører i området for at se, hvad der faktisk sker, og masser af nødhjælp til den krigsramte befolkning og flygtningene. De eksisterende økonomiske sanktioner virker allerede stærkt og gør Serbien fattigere måned for måned. Hertil kommer krigen, som ifølge en serbisk økonomiprofessors beregninger nu koster Jugoslavien mindst 1,4 milliarder kroner om året. Det kan næppe fortsætte meget længere, og stemningen i befolkningen er præget af håbløshed. Heri skal vi nok se de vigtigste årsager til bevægelserne på den serbiske side.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her