Læsetid: 2 min.

SF vil ændre taxameter-ordning

6. august 1998

Forslag om at skåne uddannelsesstederne når elevtallet falder, får positiv modtagelse

Økonomien på de enkelte uddannelsessteder bør ikke udelukkende være baseret på, hvor mange studerende, der gennemfører deres årlige eksamen. Det mener SF, der ved de kommende forhandlinger om finansloven vil kræve en justering af det såkaldte taxameter-princip.
"Vi må sikre, at uddannelsesstederne ikke automatisk får reduceret deres tilskud drastisk, hvis optaget af studerende pludseligt falder et år, siger SF's ordfører på universitetesområdet, Christine Antorini med henvisning til især de tekniske og naturfaglige uddannelser, der de senere år har haft et stort udsving i tilgangen af studerende.
SF's forslag går på, at de enkelte uddannelsessteder skal have forhøjet deres basisbevillinger med ti procent uafhængigt af antal studerende. Der ud over skal taxameter-ordningen justeres, så tilskuddene højst kan falde fem procent på et år - selv om en institution måtte opleve et langt større fald i antal studerende.

Udjævne udsving
"Det vil udjævne nogle af de store udsving i økonomien, som er svære at håndtere for de enkelte institutioner. Samtidig skal større basisbevillinger sikre et vist forskningsniveau", siger Christine Antorini om forslaget.
De enkelte uddannelsessteder har så store omkostninger til personale og drift, at de ikke kan justere økonomien drastisk et enkelt år, hvis antallet af studernede falder brat.
Antorini henviser til eksempler fra bl.a. Københavns Universitet, hvor midler til grundforskning er blevet brugt som økonomisk buffer til undervisningsudgifter. Hun finder det uhensigtsmæssigt, at de enkelte uddannelsessteder må jonglere kreativt med midlerne for at klare de bratte skift.
Andre institutioner som Det Naturvidenskabelige Institut ved Århus Universitet har tidligere klaret det faldende antal studerende ved at
optage lån i håb om bedre tider. Lån som nu skal tilbagebetales med nedskæringer til følge.

Ikke flere penge
Taxameter-ordningen har mødt megen kritik, siden den blev indført med flerårsaftalen på uddannelsesområdet i 1992. Alligvel har det været småt med forslag til et fuldstændigt opgør med ordningen.
Danske Studerendes Fællesråd, DSF, er meget kritiske over for virkningerne af tilskudsmodellen, der tilskyder til kvantitet frem for kvalitet. Men heller ikke DSF har et reelt alternativ. Rådet støtter dog SF's forslag om at udjævne de største årlige udsving.
Socialdemokratiets uddannelsespolitiske ordfører, Hans Peter Baadsgaard, erklærer sig villig til at se på de skævheder, som opstår med taxameter-ordningen, men han understreger, at en justeret model ikke må koste flere penge:
"Der kan godt være behov for, at eksempelvis de tekniske og naturfaglige områder bliver styrket økonomisk, så de kan opretholde et beredskab, når antallet af studerende falder, men så må der blive tale om en økonomisk omfordeling mellem uddannelserne", siger han og vil ikke på forhånd afvise SF's forslag.
Også Venstres ordfører, Anders Mølgaard, er villig til at se på SF's model, hvor ekstraordinære udsving i institutionernes økonomi bliver kompenseret: "Men at kompensere årlige udsving i antal studerende på kun fem procent er alt for lavt", mener han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her