Læsetid: 10 min.

De siger, jeg har slået et barn ihjel

22. august 1998

Under folkemordet i Rwanda fulgte drengebørn i de voksnes fodspor, og børn
i 6-10 års alderen myrdede naboens børn. Men hvordan skal de få et normalt liv igen?

De siger, jeg har slået et barn ihjel," siger drengen lavt. Hans øjne løber frem og tilbage over den tørre, røde jord uden for skolebygningen i byen Gitagata, en god times kørsel mod syd fra Rwandas hovedstad Kigali.
Drengen er ti år, men han ser yngre ud, som han sidder der med ryggen mod muren i den alt for store hørskjorte, hvor et brunt kladdehæfte stikker op af forlommen. De sorte, bare fødder leger roterende i jorden, mens han fortæller.
"Vores nabo gik til myndighederne og sagde, at min bror og jeg havde slået et barn ihjel. Så kom de og tog mig med til fængslet. Men jeg har ikke gjort det."
Ayobangira hedder han. Seks år gammel blev han vidne til - og angiveligt deltager i - folkemordet i Rwanda, hvor mellem en halv million og 800.000 tutsier og moderate hutuer i 1994 blev dræbt af ekstremistiske hutuer i en blodrus, der varede knap tre måneder.
Nu bor han her på Rwandas opdragelsescenter for mindreårige folkemordere sammen med 350 andre drenge, beskyldt for at have deltaget i myrderierne.
Ayobangiras lærer sidder ligesom os på en stol i en halvcirkel rundt om drengen. Ayobangira selv sidder på en fremspringende sokkel til centrets hovedbygning. Det er næsten som om, drengen bliver afhørt igen, da tolken begynder at oversætte vores spørgsmål. Vi har fået at vide, at drengene på centret helst vil have en af deres lærere eller en socialarbejder med, hvis de skal tale med fremmede.
Da Ayobangira siger, at han ikke har slået barnet ihjel, bryder læreren ind med nøgtern stemme. Han fortæller tolken, at man i Ayobangiras sagsakter kan læse, at drengen har indrømmet mordet under efterforskningen af forbrydelsen.
Ayobangira kigger på læreren med alvorlige øjne, men siger intet. Hans historie er også historien om, at alle samfundsgrupper i Rwanda på den ene eller anden måde deltog i folkemordet:
Dommere, politikere, nonner, præster, bønder, fædre, mødre - og børn.

Voksne rollemodeller
De slog deres naboer ihjel med macheter eller hakker. Voldtog eller var med til at spærre vejene og forhindre flygtende tutsier i at undslippe. De chikanerede tutsier eller angav dem til hutumilitsen.
Sammen strammede de nettet om den tiendedel af Rwandas befolkning, som var tutsier.
At Ayobangira, der sidder og skæver til os med usikre øjne, har slået et barn ihjel på sin egen alder, er svært at tro på. Men indhegningen omkring drengenes sovesal fortæller, at det er der nogle, der gør. Drengene, der alle var under den kriminelle lavalder på 14 år mens folkemordet stod på, er aldrig blevet stillet for en domstol.
Hvordan drengene har kunnet myrde, forklarer Gitagata-centrets direktør Mr. Ismasimi med, at de voksne er rollemodeller for børn - også når de voksne myrder - og derfor troede drengene, de ville blive takket for at dræbe.
Ifølge direktøren blev drengene for det meste brugt til at slå andre børn ihjel. Og når de spurgte deres fædre hvorfor, fik de svaret, at det var en ordre fra regeringen. Mange af børnene så deres forældre slå ihjel. Og hvordan kan det så være forkert?
Inden Ayobangira og hans lidt ældre bror blev flyttet til centret, var de indsatte i centralfængslet i Kigali.
"Da vi kom til fængslet, var min far der allerede," fortæller Ayobangira.
Sådan er det for de fleste af drengene på stedet - de er sønner og brødre til mænd og unge drenge, der sidder fængslet, anklaget for at have deltaget i folkemordet.
Ayobangiras far er blandt de 130.000 hutuer, der venter på at få deres dom. Dommen kan de vente på hele livet, fordi det rwandiske retssystem er så langsomt, at der vil gå adskillige hundrede år før alle er nået igennem.
Når man spørger drengene, hvordan de har det på centret, siger de, at de har det godt, fordi de er fri. Og fordi de i modsætning til de fængslede har håb om en fremtid.
Drengene går i skole om formiddagen. Om eftermiddagen dyrker de centrets jordlodder og gør rent i bygningerne. De halvvoksne drenge, der er i gang med at vaske tøj uden for et af husene, stirrer på os. Ingen af børnene her på centret stimler sammen om os, sådan som børnene i Rwanda plejer at gøre. De ved godt, hvorfor vi er her.
I maj måned kom ti af drengene hjem til deres familier. I juli blev 18 løsladt, og flere er på vej tilbage til et normalt liv hos deres familier.
Ofte ender de med alligevel at blive udstødt af familien, fordi deres tilstedeværelse i landsbyerne vidner om en forbrydelse, omverdenen har svært ved at acceptere.
Da de første mindreårige folkemordere blev frigivet fra fængslerne, demonstrerede befolkningen voldsomt, og mange almindelige rwandere mener stadig, at ingen - selv små børn, der blev styret af voksne - må slippe for ansvaret og retsopgøret.

Bananer og maskinpistoler
Selvom drengene håber på en bedre fremtid, er deres nuværende verden slående enkel i forhold til den virkelighed, de skal ud i, når de forlader centrets indhegnede bygninger.
De vender tilbage til et land, hvor man næsten kan røre hadet. Hvor to befolkningsgrupper langt fra er forsonet, og hvor en tredjedel af landet er plaget af den guerillakrig, hutuekstremister fører mod landets tutsistyre.
Oprørerne er en blanding af soldater fra det tidligere huturegime, der stod bag folkemordet, af militser og lokale folk.
De fortsætter den krig, de tabte til tutsierne for fire år siden, og forsøger at destabilisere det tutsidominerede styre i landet.
Hutuoprørerne har haft held med manøvren, fordi Congos præsident Laurent Kabila ikke som lovet har styr på den østlige del af sit land og dermed har givet oprørerne mulighed for at operere ind over grænsen fra Congos skove. Et problem, Rwandas regering for øjeblikket angiveligt prøver at løse ved at støtte et oprør blandt congolesiske tutsier, der har udfordret Kabila militært.
Angrebene i Rwanda breder sig dog stadig i bølger længere sydover, og de seneste måneders myrderier har spredt død i Gitarama blot 45 kilometer fra hovedstaden Kigali.
Guerillakrigen ser fredelig ud på vejen til Ruhengeri - hovedbyen i det nordvestlige Rwanda, på grænsen til Congo. Her skal en del af drengene fra Gitagata-centret tilbage til, og her har de hutuekstremistiske oprørere deres baser blandt den civile befolkning.
Bakkernes grønne skråninger bugner af bananer og søde kartofler. Bønderne luger i markerne eller trasker af sted på vej mod det nærmeste marked. På hovederne har de kæmpe klaser af grønne umodne bananer, og kvinderne har småbørn hængende på ryggen.
Langs landevejen er det kun de grønklædte regeringssoldater - med maskinpistoler henslængt over skuldrene - der vidner om den undtagelsestilstand, området befinder sig i.
Chaufføren i vores fire-hjulstrækker fanger bilens sidespejl med øjnene for at se om den bagvedkørende landrover er med.
Ved den mindste uregelmæssighed skal han kalde over radioen, og de to biler i vores lille konvoj skal vende 180 grader og køre tilbage til Kigali. Forholdsreglerne mod angreb bliver fulgt med stor opmærksomhed, når man er ansat i en af de eneste nødhjælpsorganisationer, der stadig arbejder i det nordvestlige område, hvor FN det sidste års tid har nægtet sine nødhjælpsfolk adgang på grund af sikkerheden.

Løber zigzag
I det nordvestlige Rwanda kan man aldrig vide, om bønderne er uskyldige ofre, der om natten må løbe zigzag med livet i hænderne fra krigen mellem oprørerne og regeringens soldater.
Eller om de bruger det samme lugehjern, vi ser dem arbejde med, som dødbringende våben om natten, når hutuoprørerne efter terrorlignende strategier eller i ren og skær aggression angriber bløde mål som landsbyer, lastbiler, og fabrikker.
Mistanken lurer konstant. Oprørerne kommer ind over Congos grænse og blander sig med hutubønderne i Rwanda. Ofte er det bøndernes familiemedlemmer, der har sluttet sig til hutuekstremisterne - frivilligt eller under tvang - og hvilken mor angiver sin søn, spørger chaufføren.
Der er forlydender om, at oprørerne også bruger drenge på alder med dem fra Gitagata-centret i kampen mod regeringen. Drenge, der kender området som deres egne bukselommer, smutter gennem hærens linjer, spreder propagandamateriale og melder tilbage, hvor regeringstropperne opholder sig.
Rwandas regeringshær har på sin side taget "den brændte jords taktik" i brug for at bekæmpe guerillaerne. Landsbyer bliver brændt af, og bønderne tvinges til at fælde deres plantager. Regeringen forsvarer taktikken med, at det er nødvendigt, fordi landsbyerne fungerer som skjulesteder for oprørene.
Men regeringens soldater har ligesom hutuoprørerne massakrer på samvittigheden, og rapporter fra Amnesty International anslår, at regeringshæren har slået flere civile ihjel, end oprørerne har.
I udkanten af Ruhengeri, der hvor byen bliver til land, ligger klynger af faldefærdige huse. Omkring et sprængt vandrør samles børn og kvinder med gamle benzindunke, som de fylder med vand.
Ruhengeri er flere gange blevet angrebet af hutuoprørerne, der om natten sniger sig ind på husene, som er sårbare mål i udkanten af byen.
Men de mennesker, der bor i ramponerede huse, har ikke noget valg og må blive boende. De er flygtet fra regeringstropperne eller hutuoprørernes angreb.
Flygtningene flokkes om os. I fire måneder har de levet af, hvad de kan finde af blade og rødder - resten tigger de sig til på markedspladsen i byen. En kvinde, der bor i et efterladt skur, viser en kalabas med suppe, hvor blade svømmer rundt i grumset vand.
Flere af børnene har hænder, hvor fingrene mangler, og deres maver er udspilede af sult.
"Regeringens folk har været her, men de er kommet med tomme hænder," siger en mand, der taler på vegne af mængden. Deres navne vil flygtningene ikke give os.
Da to regeringssoldater i gummistøvler dukker op og med smørrede grin spørger, hvad to muzungoer (hvide) laver her, bliver koret af stemmer, der vil fortælle, mere afdæmpet.
For kort tid siden blev området angrebet af hutuoprørerne. Et par mænd viser os et frisk gravsted og henter den fem-årige datter til kvinden, der ligger under trækorset.
Pigen fortæller, hvordan fem-seks mænd vækkede dem en nat ugen før og tog kvinden med sig. Hun bliver brat afbrudt i sin fortælling, da to nye soldater ankommer og genner os væk.
"I skal ikke spørge så meget. Det kan være farligt," lyder soldaternes ord til os i chaufførens oversættelse.
Regeringens repræsentanter har rigtig nok været her flere gange for at se til flygtningene, bekræfter nødhjælpschaufføren, men de uindfriede løfter har indtil videre kun efterladt utilfredshed.
FN's fødevareprogram (WFP) anslår at omkring 90.000 mennesker deler skæbne med flygtningene i Ruhengeri, og der er udbredt bekymring blandt nødhjælpsorganisationer i landet for, at utilfredsheden og manglen på alternativer skubber dem i armene på oprørerne. Uden mad, jord eller familie er mange hutuer lette ofre for hutuekstremisternes trusler - og hvis de slutter sig til oprørerne, er de i det mindste fri for angreb og kan selv true sig til føden.
Utilfredsheden bliver ikke mindre af, at økonomien er stagneret på grund af sikkerhedsituationen og de manglende investeringer. Samtidig øges polariseringen mellem fattige og rige, som det så ofte før er set i verdens fattigste lande. Men i Rwanda er udviklingen endnu en bombe under det i forvejen hærgede land, fordi polariseringen sker langs etniske skillelinjer.
De fleste tutsier bor i byerne, har flere penge, bedre adgang til uddannelse, hospitaler og økonomiske kontakter. Hvis man spiser på restaurant i hovedstaden Kigali, er hovedparten af gæsterne højst sandsynlig tutsier, men tjeneren er med garanti hutu - som lederen af en europæisk nødhjælpsorganisation udtrykker det.
98 procent af landets bondebefolkning er hutuer, og den sociale struktur er på vej til at blive fastlåst i et etnisk modsætningsforhold, hvor tutsierne har bedre muligheder for at kravle op ad den sociale rangstige end hutuerne.

Tømrerdrømmen
Ayobangira mener, han nok skal klare sin nye tilværelse, der starter om en måneds tid, når han vender hjem til det, der er tilbage af familien.
Han fortæller om sine drømme om at blive tømrer, når han bliver stor. Læreren vipper lidt bagover på sin stol og griner højlydt ad drengens ord.
Drengene kommer kun hjem, hvis de tilstår og erkender, at det, de gjorde, var forkert. Ingen af drengene har tilstået folkemord over for de andre børn på centret - men efter et stykke tid fortæller langt de fleste af dem deres historie til socialarbejderne, forklarer centrets direktør.
Historierne kommer, når drengene har fået tillid til, at de ikke bliver straffet, og at de kan vende hjem til deres familier.
"Jeg slog barnet ihjel alene. Jeg stak det ihjel med en kniv. Ingen fortalte mig, at jeg skulle slå ihjel, men jeg så andre gøre det," hvisker Ayobangira hen mod slutningen af vores samtale.
Men vi ved ikke, om han siger det, fordi det er sandt, eller fordi hans lærer sidder ved siden af.
Lige så umuligt det er at vide, om den ti-årige Ayobangira er skyldig - lige så umuligt er det at finde ud af, om bønderne på markerne i det nordøstlige Rwanda er skyldige i de myrderier, der stadig er en del af rwandernes hverdag.
Vi beder Ayobangira vise os skolen, der ligger lige ved siden af centret, og hvor han går sammen med de andre børn fra landsbyen Gitagata.
Han er ikke helt så kuet længere, da han fører os vej gennem skolebørnene, der fniser, rækker ud og hiver i de lyse hår på vores arme.
Han smiler, da han viser os træpultene, og peger på taget, der er ved at blive repareret. Da han ser vores øjne fæstne sig ved tegningen på tavlen af et maskingevær med et stort kryds over, nikker han næsten umærkeligt. Til hvad ved vi ikke.

*Dette er den anden af to reportager fra retsopgørets Rwanda. Den første blev bragt 15.-16. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu