Læsetid: 8 min.

Det skæve Danmark

12. august 1998

Det er lettere at se lyst på fremtiden, når man bor i Vejle end når man bor i Ravnsborg på Vestlolland

Man støder på mange lommepsykologiske forklaringer, når man prøver at finde ud af, hvorfor der er så store regionale forskelle i Danmark.
Nogle af dem er umiddelbart fristende. Efter at have tilbragt en eftermiddag blandt hestehandlerne på Vorbasse Marked og set på handelsmænd, der formår at indtage en fuldstændigt uinteresseret kropsholdning, mens de mønstrer heste, de er vældigt interesserede i at erhverve og høre priserne blive pruttet op og ned, som var det en tyrkisk bazar - jah, så var jeg parat til at købe forklaringen med, at jyder har særlige talenter.
Som formanden for den lokale arbejdsgiverforening i Vejle og omegn, Boye Andreasen, formulerede det:
"Der er nok noget om, at handlen ligger jyderne i blodet. Det er den gamle ånd fra hose- og hestekræmmerne. Vi holder stadig et godt gammelt købmandsskab i hævd, og føler glæde ved at købe og sælge og gøre en god handel."
I hvert fald er det en del af den jyske selvforståelse, at den økonomiske vækst i trekantsområdet Kolding-Vejle-Fredericia-Horsens er skubbet i gang af en særlig selv-stændigheds- og iværksætterkultur: Fra 1993 til 1997 faldt arbejdsløsheden fra 11,9 procent til 6,1 procent i Vejle Amt. Antallet af arbejdspladser stiger fortsat, det samme gør antallet af indbyggere, og amtet har i mange år haft overskud på den regionale handelbalance.

De lange tråde
På Vestlolland hørte jeg den næsten spejlvendte forklaring på egnens problemer: De seneste tal fra Arbejdsformidlingen viser, at antallet af arbejdspladser er faldet støt fra 12.574 i 1987 til 10.183 i 1997. Antallet af borgere falder, fordi folk i den erhvervsaktive alder flytter, når de får arbejde. Skattegrundlaget svinder og udgifterne vokser på grund af et stigende antal ældre og et stort antal arbejdsløse og bistandsklienter - og de kommunale økonomier har det mildt talt skidt.
Som både direktøren for C.E. Andersens maskinfabrik i Nakskov, Knud Stærke og borgmesteren i Ravnsborg Kommune, Ejnar Rod, forklarede, så har klasseforskellene altid været markante på Lolland. En lille gruppe storbønder har ejet jorden, ingen husmænd og mindre bønder og derfor heller ikke den politiske selvstændighedskultur, som fulgte med familielandbruget andre steder i landet.
I kølvandet på århundredets mekanisering gik landarbejdernes børn ind i byerhvervene som skibsbyggere og håndværkere på Nakskov skibsværft og den industri, som værftet skabte, og som ufaglærte på sukkerfabrikken og OTA:
"Ind til de store virksomheder lukkede i 1980'erne var der altid arbejde at få. Hele egnen er præget af en lønarbejderlivsform. Vi har ingen iværksætterkultur," sagde Ejnar Rod.
Forskellen på Vestlolland og trekantsområdet er så iøjnefaldende, fordi begge regioner har lange historiske traditioner med økonomisk indbringende industri- og havnebyer og derfor også gode håndværksmæssige tradtioner. Men i trekantsområdet gik det aldrig helt galt, da krisen kradsede mest, hvorimod Vestlollands arbejdsløshed nærmede sig de tyve procent.
De færreste lokale spidser på Lolland har lyst til at tale om problemerne. Som Georg Heidmann, chefen for Lollands Erhvervsråd sagde meget direkte:
"Det handler om psykologi. Om at tro på sig selv som samfund og erhvervsliv og gøre en fælles indsats. Sortseerne kan være med til at hindre udvikling i området."
Formanden for SiD-afdelingen i Nakskov, Jess Hansen er også indstillet på at tale og tænke et opsving i gang og siger om afdelingens arbejdsløshed på 23 procent:
"Det er det laveste i mange år - og det synes vi er positivt."
Fundamentalt er det samme tankegang, som jeg mødte hos udviklingschefen, Per Overgaard Nielsen i Vejle Amt:
"Når først der er sat en positiv spiral i gang begynder den at dreje af sig selv. Området får et godt ry og det inviterer til at flere etablerer sig her."
Et godt eksempel er Vejles status som Danmarks mini-Sillicon Valley. Michael Kildahl, direktør for IT-virksomheden Run Time forklarede, hvordan en enkelt stor edb-virksomhed i 70'ernes Vejle og byens "virkelig gode edb-skole" har trukket kvalificerede medarbejdere og igangsættere til byen:
"Jeg var ikke i tvivl om, at Vejle var stedet at starte min virksomhed, da jeg åndeligt talt stod i korte bukser og ikke havde meget andet i lommerne end en god ide."
Og stemningen, håbet til fremtiden, optimismen er mærkbar, når man taler med folk i trekantsområdet. Man kan næsten fysisk mærke de stærke tråde, der spindes til det globale netværk. Omverdenen og internationaliseringen omtales som en spændene udfordring, ikke som en trussel.

Vejkryds og blindtarm
Men forskellene i økonomisk vækst og arbejdsløshed kan ikke bare forklares psykologisk. Det ved politikere og erhvervsfolk i Vejle udmærket, og de fremhæver det funktionelle i at have 300.000 mennesker placeret inden for en radius af en halv times bilkørsel, i fire bycentre med opland - "vi har fordelen af storbyens befolkningskoncentration, men ikke storbyens trafikproblemer," som Amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen formulerede det - og det heldige ved at være placeret i det danske vejkryds mellem nord-syd og øst-vestgående trafik.
Når man bevæger sig over Storebælt og ad motorvej når frem til og kører igennem de nye industrikvarterer i trekantsområdet skal man være blind for ikke at se hvad Vestlolland mangler i katastrofal grad: Infrastruktur alle former.
Det tog i hvert fald kun et par dages ophold og langsommelig offentlige transport gennem det søvnige område, at overbevise Informations privatbilismeskeptiske udsendte (som selv har et kvarters cykeltur til arbejdet i København) om, at lollikerne trænger til den bro over Femerbæltet til Tyskland, der kan give dem lettere adgang til de nye østeuopæiske markeder, til en motorvej hele vejen fra Rødby til Gedser og gerne en på tværs af øen, samt intercitytog, der kan bringe folk hurtigt frem og tilbage til Sjælland.
Man kan passende begynde med at genåbne togforbindelsen mellem Nykøbing F og Gedser, så passagerne ikke skal skifte til rutebil på den rute.
I modsat fald er det svært at se hvordan denne trafikale blindtarm skal undgå en skæbne som kombineret alderdomshjem og tilflugtssted for socialt udstødte, der har råd til at opfylde drømmen om at få foden under eget bord her, fordi huspriserne bliver ved med at falde.

Kulturen trækker
Thyborøn-Harboøre, Marstal på Ærø og Ravnsborg er typiske udkantskommuner i den forstand, at udgifterne vokser på grund af et stigende antal ældre og at antallet af borgere i den erhvervsaktive alder - de gode skatteydere - falder.
Alle tre kommuner har altså udsigt til at skattegrundlaget bliver stadigt mindre og er derfor lige interesserede i at tiltrække nye borgere.
Det er på nippet til at være en umulig opgave for Ravnsborg, så vel som for de øvrige vestlollandske kommuner, fordi der mangler arbejdspladser. Antallet af borgere, som pendler til og fra arbejde i centrene omkring Næstved, Vordingborg og København er relativt stort, men faldende, fordi det skattemæssige befordringsfradrag for pendlere er blevet mindre.
Umiddelbart skulle man tro, at Thyborøn-Harboøre ville have lettere ved at lokke tilflyttere til. Kommunen har landets tredjestørste fiskerihavn i Thyborøn, fiskeriet går godt for tiden, og der er store arbejdspladser i fiskeindustrien og på kemikaliefabrikken Cheminova.
Men folk flytter ikke til kommunen bare fordi de får arbejde dér: En tredjedel af de ansatte i kommunens godt 3.000 arbejdspladser pendler fra andre kommuner.
Især de ansatte på Rådhuset og Cheminova foretrækker at bo uden for kommunen, viser en spørgeskemaundersøgelse, som kommunalbestyrelsen har fået lavet: 72 procent af Cheminovas ansatte og 30 procent af de ansatte på Rådhuset,føler sig ikke tiltrukket af at kommunen har landets laveste leveomkostninger, på grund af den lave skat, de billige boliger og daginstitutioner - samt Vesterhavet lige om hjørnet.

Spøgelsesby
Begrundelserne for at bosætte sig andetsteds lyder: Thyborøn mangler gode fritidsmuligheder og kulturelle aktiviter. Blandt andet et medborgerhus for alle, svarer flere, samt uddannelsesmuligheder og fritidstilbud til børn og unge, bedre kollektiv trafik, indkøbsmuligheder og bymiljø - herunder grønne områder og flere træer. "Thybørøn ligner en spøgelsesby," skriver en besvarer.
Med andre ord virker Thyborøns særprægede forblæste charme, med kilometervis af stakitter om husene, i stedet for de sædvanlige grønne villakvartershække, som vestenvinden ville bundsenbrænde brune i løvet, ikke tiltrækkende.
Lige som Missionshuset Karmel ikke længere kan tilfredsstille behovet for samvær. Det er ikke bare en besøgende fra københavn, som savner et hotel, hvor man kan nyde et glas vin til maden - Sømandshjemmets lyse fadøl er tyndt følgeskab til den solide danske kost, som serveres her - og undrer sig over, at hverken Thyborøn eller Harboøre har et forsamlingshus.

Isolation en fordel
Marstal kommune på Ærø har samme problemer med faldende indbyggertal, men de tynger ikke øen så voldsomt. Øen sprudler af initiativ; her står verdens største solfangeranlæg, man taler om alternativ og vedvarende energi som realiserbare fremtidsmuligheder, ikke som fantasteri og den lokale landboforening undersøger seriøst mulighederne for at overgå til økologisk drift.
På en særegen måde har øen formået at vende ulemperne ved at være trafikalt isoleret - fire færgeruter klarer forbindelsen til fastere land - til en fordel. Ærøboerne vil ikke have en bro, fordi færgerne beskytter det lokale erhvervs- og handelsliv. Og de 7.000 øboere udgør et overskueligt politisk miljø:
"Vores lille ø har størrelsen til kontrollerede forsøg," forklarede viceborgmesteren i Marstal, Niels Aage Jensen, og fortsatte:
"Det er lettere at få omsat en god ide til virkelighed i et lille samfund, hvor alle kender alle og mindst en i byrådet. Og fordi vi er en ø, kender de os i ministerierne. Vi har større gennemslagskraft end en midtjysk by med samme befolkningstal."
Med Ravnsborg i tankerne kan man tilføje - og langt større end end en Vestlollandsk by.
Og Søllerød? Ja, den kommune er noget helt for sig selv: De velhavendes selvskabte naturskønne ghetto, med landets dyreste leveomkostninger, hvor byplanlægningen er lagt så viist, at der ikke er plads til at bygge flere boliger, og man derfor er sikker på at bevare området som "et åndehul i infernoet", som borgmester Erik Fabrin kalder det, hvor den bragende vækst går uden om.
Dermed er man også sikker på, at der ikke bliver bygget flere sociale boligkomplekser, og at huspriserne fortsætter med at stige, så kun velhavere har råd til at bosætte sig der og bidrage med klækkelige skatter til den kommunale økonomi.
Og sikker på, at antallet af lokale arbejdsløse og sociale klienter forbliver overskueligt og uproblematisk set gennem en mandshøj velklippet villahæk.

*Med denne temaside afsluttes sommerens reportagerække fra Det skæve Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her