Læsetid: 4 min.

Skitserne fra stederne

5. august 1998

I streg og ord kommer man godt omkring med Ib Spang Olsen

NY BOG
Der er som bekendt mange måder at skrive om sig selv på. Nogle forfalder til ren bekendelseslitteratur, hvor læseren rødmende må spørge, hvad dette egentlig rager ham. Andre forsøger at bygge et mausoleum gennem forherligelse af egen indsats.
Skitser fra stederne, er titlen på tegneren og grafikeren Ib Spang Olsens tredje erindringsbind. Tidligere er udkommet Lille dreng fra Østerbro, der mest var en billedbog og Fra purløgsbed til skumpelskud, der behandlede perioden 1938-49.
Forfatteren tilhører den gruppe af fortællere, der ikke gør mere stads af eget liv end nødvendigt. I stedet bruger han pladsen til at fortælle om de hændelser og personer, der har krydset hans vej og været med til at forme ham som menneske.
At 'stederne' er i bestemt form, betyder netop, at de ikke er tilfældige, men de oaser på hukommelsens landkort, som gennem bearbejdelsen af hændelsen er blevet til hellige steder. Der er herfra livskraft, inspiration og indsigt i menneskelivets mangfoldigheder kan hentes til resten af livet.
Det nye skud på stammen består af lige dele tekst og tegninger, hvoraf sidstnævnte er samtidige med de skildrede hændelser. Gennem forfatterens pen og ikke mindst tegninger kommer læseren efter at have stiftet bekendtskab med tidens unge forfattergeneration i kredsen omkring redaktøren af Vild Hvede, Viggo F. Møller, med på vandreture og rejser til blandt andet Norge, Tunis og Irland.

Elias og Randine
Smukt i streg og ord står besøget i Gausdalen i Norge, hvor forfatteren overnattede i høet hos bonden Elias. Her levedes endnu 'gammellivet', som generationer havde gjort før dem. Et fysisk hårdt liv, men uden den moderne tids jag og stress. Den norske fjeldbonde og hans kone var "præget af en ejendommelig uskyld, som sås i deres øjne og hørtes i deres varsomme sprog. Elias og Randine var af en uforstyrret værdighed fuldt ud beboere af verden, selvom Elias aldrig var kommet længere end til Lillehammer, og Randine næppe nogensinde havde forladt dalen."
En dag var freden forbi. En bulldozer gravede løs af bjerget, så biler nu på få minutter kunne gøre den tur, der tog flere timer til fods. "Er det mon ikke bulldozeren, som først og fremmest har underlagt jorden den ubarmhjertige universelle bilstedeværelse, så at de tusinde kulturer er blevet til én." Dette var i 1950.
Midt i 60'erne møder vi forfatteren på øen Djerba i Tunesien. Her fandtes stadig håndværkere, der på primitive drejebænke, kunne lave "den smukkeste støder med fint ciselerede indhak på" til den morter, han just havde købt. En bonde, der tillige var mullah, bad ham følge med til sin gård. Her boede han med sin storfamilie. "Og her fik jeg en forklaring på dét, som jeg ikke ville have fundet på bevidst at spørge om, nemlig hvordan det gik til julenat.
Dér stod jo den stald, det var foregået i! der manglede ikke engang krybben." I dette fra naturens side fattige land havde mennesket alligevel være i stand til at indrette sig i livsform og byggeskik, så tilværelsen blev fuld af rigdom.
"Men ude af trit med industrien og på den måde dømt til undergang var så meget af livsformen på Djerba," må forfatteren trist konstatere.

Indre, usagt smerte
Drivkraften i teksten er en underliggende smerte over ødelæggelsen af de mange livsformer inden for snart alle håndværk. Netop ved at lade samtidige tegninger følge den nutidige tekst, kommer Ib Spang Olsens karakteristiske bløde streger af mennesker, han mødte på sine rejser til at virke ekstra stærke. Den stolthed, ro, troen på eget værd og tillid til fremtiden, kommer til at stå i skærende kontrast til den skæbne, som læseren ved ventede deres livsform.
Efter en tur i de mest primitive egne af Irland med kollegaen Halfdan Rasmussen slutter erindringerne i Grønland. Her sidder et efterladenskab i form af en 'viking' fra de glade tressere, hvor danske håndværkere var med til at udvikle landet, og praler af "sine bedrifter som truckfører og storforbruger af grønlandske piger i de gode gamle tider for 20 år siden." Både han og det naturfolk, han var sendt op for at udvikle, kom til at betale hver sin pris.
Ib Spang Olsen er bedst, når han får den indre, usagte smerte ind i teksten, der sætter alt det sete i perspektiv. Ind imellem forfalder han til at fortælle om oplevelser, der ikke indeholder andet end øjeblikkets dramatik, som da han i Kartago nær var forsvundet i en dyb brønd. Men det er småt i forhold til den oplevelse, det er at læse og ikke mindst se de stilfærdige, men indtrængende oplevelser fra stederne i hans liv. Med dem er det som udtrykt med sidste sætning i bogen: "Man ønsker sig altid tilbage."

*Skitser fra stederne af Ib Spang Olsen. 222 s., ill., 298 kr. L&R Fakta

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her