Læsetid: 11 min.

Den snigende synd

1. august 1998

Frådseri, den femte dødssynd - gula, kommer af sig selv, hvis omstændighederne er til stede. Og det er de i vores overflodssamfund.

Sproghistorisk er det danske ord frådse beslægtet med det tyske fressen, at æde. Og sammenhængen er naturligvis ikke kun sproghistorisk. Når 'æde' har kunnet komme til at betyde 'frådse' peger det også historisk på et samfund, hvor det at spise mere end nødvendigt var fråds - et knaphedssamfund med andre ord.

Farseret kalkun
I begyndelsen af Thomas Manns store slægtsroman Huset Buddenbrook skildres en middag for slægt og venner i den velhavende købmandsgård i Lübeck. Der serveres suppe med urter, derpå fisk, hvorefter følger en "kolossal, teglstensrød, paneret skinke ... røget, kogt med tilbehør af brun, sursød skalottesauce og så store mængder grøntsager, at alle kunne være blevet mæt af et enkelt fad."
Så følger desserten, 'biscuitbudding', bestående af en blanding af makroner, hindbær, biscuits og kogt, gul æggecreme.
"Man sad på højryggede, tunge stole, spiste tunge, gode sager med tungt sølvbestik, drak tunge, gode vine til og sagde sin mening," skriver Thomas Mann.
Da desserten er sat til livs, får imidlertid den ene af husets sønner, Christian, et ildebefindende. Huslægen, Doktor Grabow, der naturligvis deltager i middagen, kommer til og ordinerer "lidt due og en smule franskbrød," mens Christian sværger, at han aldrig mere vil spise noget som helst!
Så skifter synsvinklen til Doktor Grabow:
"Doktor Grabow smilede hen for sig med et overbærende og næsten tungsindigt smil. Åh, han ville snart begynde at spise igen, den unge mand! Han ville komme til at leve som de allesammen levede. Han ville, som sin far, slægtninge og bekendte tilbringe sine dage i siddende stilling, og ind imellem, fire gange daglig, sætte udsøgt tunge og gode ting til livs ... Men Gudbevares! Han, Friedrich Grabow var ikke den, der skulle omstyrte alle disse brave, velhavende og behagelige købmandsfamiliers levevis. Han ville komme, når der blev sendt bud efter ham og anbefale én eller to dages streng diæt - en smule due, en lille skive franskbrød ... ja, ja - og med god samvittighed forsikre, at det denne gang ikke var noget alvorligt. Så ung han var, havde han allerede siddet hos mangen en ærlig borger, som havde sat sin sidste kølle røget skinke, sin sidste farserede kalkun til livs, og som nu overgav sig i Guds vold, hvad enten det skete pludseligt og overraskende, mens han sad i sin kontorstol eller efter nogen tids sygdom i hans solide gamle seng."
Thomas Manns beskrivelse kan læses som et billede på den gode gammeldags betydning af frådseri - man æder sig bogstaveligt talt ihjel.
Men hans beskrivelse af det buddenbrookske middagsselskab tydeliggør også en anden side af frådseriet, nemlig dets upåfaldende, umærkelig evne til at blive naturligt. Det ligger de gode købmandsslægter fjernt at forestille sig, at de er ved at æde sig ihjel, endsige da, at de begår en dødssynd!

Overflod
Nu lever vi ikke længere i et mangelsamfund, vi lever tværtimod i et overflodssamfund, hvor risikoen for, at der ikke er nok, kan være noget svær at få øje på. Så man kan spørge, om det ikke er enhvers egen sag, om vedkommende vil æde eller drikke eller ryge sig ihjel for den sags skyld.
Nej, siger forfatteren Susie Haxthausen: "Når man frådser, giver man sig ikke tid til at nyde. Ligesom den evige askese er frådseri en hån mod livets gave," erklærer hun og tilføjer med adresse til miljøsvineri og overforbrug af ressourcer: "Det er frådseri, hvis man bruger noget, så det bliver brugt op. Du kan ikke bruge op at svømme i havet".
"Misbrug af mennesker er frådseri," fastslår en anden.
En præst definerer slet og ret frådseri som dette at tro, at livet er lig med forbrug.
Udtalelser som disse har klart nok deres baggrund i et århundrede, hvor energiforbruget er vokset eksponentielt, hvor indvidualiseringen er blevet drevet længere og længere ud, og hvor masseproduktionen af forbrugsgoder har antaget et omfang, ingen ville have drømt om for bare en generation siden.
Er det hele så frådseri? Måske er frådseriet i den grad reglen, at vi knap nok opdager det. Måske befinder vi os midt i skoven, men kan ikke se den for bare træer?

Tvang til fråds
Måske forholder det sig sådan, at frådseri kommer af sig selv, hvis omstændighederne er til stede. Der er noget passivt over den femte dødssynd, som til en vis grad bringer den i familie med den syvende: acedia, ladhed. Meget moderne frådseri består slet og ret i at lade stå til. Måske er sandheden, at vi lever i et samfund, hvor vi slet ikke kan lade være med at frådse, selvom vi gør os umage for det. Skønt vi eksempelvis godt ved, at benzinen burde være meget dyrere end den er - en liter benzin koster mindre end en liter danskvand på flaske fra Netto - så ændrer man ikke på forholdene ved at insistere på at betale en overpris, når man tanker den for mange nødvendige bil op.
Men netop fordi vi ikke kan undgå frådseriet, bliver dets indsmigrende evne til at fremstå som noget upåfaldende og selvfølgeligt så meget desto lumskere. Her minder frådseriet om synden som sådan, således som den katolske præst Jesper Fich definerer den: synd er noget, man glidende kommer ud i, hvis man ikke passer på i tide. Og jo længere man glider ind i synden, desto færre bliver mulighederne for at handle anderledes. Man bliver ufri.
"Frådseri kan også være tegn på en ukontrollabel afhængighed - en fascination af narkotika, alkohol, mad eller visse aktiviteter, der optager ringe plads eller opmærksomhed hos andre," noterer den amerikanske professor Stanford Lyman i sin bog The Seven Deadly Sins: Society and Evil (New York, 1978).

Selvmedicinering med alkohol
"Hvis dødssynderne peger på dispositioner til synd, så kan man forstå den måde, misbrug udvikler sig på, analogt med dødssynderne," siger psykolog Peer Nielsen fra Det ambulante team i Roskilde, der arbejder med alkoholmisbrug. Foruden ham består teamet af psykologerne Vibe Buch-Ohlsen og Ole Thofte.
"Det er ofte folk, der over længere tid har haft et lidt for stort alkoholforbrug, men som i øvrigt fungerer, der henvender sig til os," fortsætter Peer Nielsen. "Nu er de begyndt at bemærke, at de er ved at miste kontrollen. Måske har de brugt alkohol som afstressning, men er nu i stedet begyndt at stresse til. Måske er de begyndt at gemme flaskerne for andre, eller det kan være pårørende, der henvender sig, fordi de synes, kontakten med den, der drikker, tørrer ind."
"Alkoholmisbrug drejer sig om at være ude af sig selv. Men det drejer sig ikke om at flygte fra sig selv, fordi man ikke kan lide sig selv, selvom det udefra kan se sådan ud. Indefra føles det nemlig snarere som at finde sig selv. Alkoholmisbrugere er ofte meget følsomme mennesker, og alkoholen er en art selvmedicinering, et forsøg på at få orden på sagerne."
Og som sådan kan det faktisk fungere et stykke tid, siger psykologerne, men "hver gang man tager et stof, skyder man genvej, og dermed forhindrer man en udvikling."
"Der sker ofte det, at stoffet optræder koblet sammen med noget andet - fantasiforestillinger, dagdrømme, som så flettes sammen med eksempelvis alkohol," forklarer de. "Dernæst begynder man måske at drikke for at få gang i dagdrømmene, overkomme mismod og lignende. Men man leger med ilden, når man kobler på den måde, og hvis man ikke passer på, så er man pludselig derhenne, hvor ens åndelige liv bliver afhængigt af et stof."
"Misbrug er en måde at kompensere mangler på i den psykiske struktur. Hvis man har vanskeligt ved at håndtere aggressioner, ved at udholde indre spændinger, så kan man bruge alkohol som en mekanisme i stedet for dén psykiske mekanisme, der fungerer dårligt," forklarer de.
Man kan ikke tale om en misbrugersjæl, fastslår psykologerne. Der er ikke nogen bestemt personlighedstype, der bliver alkoholiker. Men der er folk, der bruger "en god gammeldags snydemekanisme" og skifter fra den ene afhængighed til den anden.
"Der er også folk, som kan veksle mellem at drikke og dyrke intens sport. Så er der folk, der kun dyrker sport, men man kan spørge, om de ikke ligeså godt kunne drikke," siger Peer Nielsen.
"Følelsen af afhængighed kender vi alle," mener de tre psykologer. "Følelsen af ikke at kunne bevæge sig frit. Men misbruget er først en kendsgerning, når man ikke længere kan opveje fordele og ulemper mod hinanden, men må følge sin afhængighed uanset konsekvenserne. Og det kan ligeså godt være at arbejde for meget som at drikke for meget."

Den store nordiske rus
Frådseri består nu som før i overdrivelsen, men muligvis har konsekvenserne for den enkelte ændret sig, mener psykologerne.
"Man taler om 'den store nordiske rus' i 1600-tallet," siger Ole Thofte. Alle var konstant berusede. Man måtte lave forordninger om, at der var bestemte kontrakter og aftaler, som ikke kunne indgås efter klokken elleve om formiddagen - Christian IV har formentlig ikke været ædru en dag i sit liv!"
"Men det moderne menneske vælger sig selv, det skal så at sige selv skrue sit liv sammen, og derfor må det kunne kontrollere sig selv."
"Måske er det sådan, at det ikke gjorde så meget, at man var fuld hele tiden i gamle dages stramme sociale bånd. Men i dag falder man igennem med det samme, fordi der næsten ingen sociale bånd er."

Garanteret hele kartoffelchips
Er selve definitionen på frådseri overdrivelsen, må frådseri også være selve opskriften på eller matricen for en dødssynd. Frådseri går da også igen i samtlige dyds- og lastekataloger helt fra Oldtiden, indtil dødssynderne finder den form, vi kender, under pave Gregor den Store. Selvom såvel antallet som hvilke, der udpeges som dødssynder, i øvrigt kan variere.
Eksemplerne på åbenlyst frådseri kender vi alle. Truslerne mod klodens fremtid får vi dagligt tudet ørerne fulde af.
Vi kender alle eksemplerne på prangende biler, ekstremt dyre håndtasker, bælter eller pelse. Men måske lægger vi mindre mærke til, at vi lever i et samfund, hvor eksempelvis brækkede kartoffelchips ikke længere tolereres. I det mindste kan man nu købe kartoffelchips, emballeret som om det var fine florentinerkager. Chipsene er først nedlagt på højkant i en støbt plasticbakke. Dernæst er hele herligheden indpakket i cellofan, og endelig er de således emballerede chips indsat i en sekskantet såkaldt hardbox af pap. Men så er de sandelig også hele. Hver og én.
Sommerens store doping-skandale med stoffet EPO i Tour de France er et andet udtryk for frådseri. Den grænseløse sult efter stadig bedre resultater på stadig hårdere ruter har for længst drevet rytterne langt ud over, hvad der egentlig er menneskeligt muligt - uden at 'legen' stopper her. De ligger med drop om natten for at nå at optage føde nok, og de sover i lejligheder, der er trykkamre, så atmosfæren svarer til fire kilometers højde.
Men heller ikke det er nok, for intet er nok. Kapløbet fortsætter uforstyrret, når Touren er slut, for først at dukke frem i lyset igen næste år en dag i marts, hvor en bil bliver undersøgt af en belgisk tolder...

Erstatningsfråds
Hvorfor frådser vi overhovedet? Hvad er det appellerende ved et for højt forbrug, en for stor indtagelse af mad, øl, whisky eller chokolade - eller begivenheder? Hvorfor er nok ikke nok?
En mand på 160 kilo forklarer:
"Når man er fed, skal man ikke tage ansvar for andet end sin fedme. Man behøver ikke gå i byen og møde folk, og man behøver ikke at løbe den risiko for at blive såret, som kontakt altid indebærer. Man kan slet og ret blive i mørket og gruble og bule ud. Der er ikke nogen, som er specielt interesseret i at lære en fed person at kende. Så fedtet er en rar beskyttelse, hvis man ser det under den synsvinkel. Det er bogstaveligt talt en dejlig tyk væg, der isolerer én imod kontakt."
Også alkoholbehandlerne i Roskilde understreger, at det interessante ved misbrug slet ikke stoffet. Alkohol er ofte et erstatningsproblem, eksempelvis for problemet med et dårligt ægteskab.
"Man udnævner alkohol til at være problemet, for det er et ydre problem. Så kan man håndtere det, diskutere det med alle mulige og bruge sin koncentration på det," siger Vibe Buch-Ohlsen.
"Det er det samme, hvis man sætter sig op på en cykel. Det er ikke cyklen, der er det interessante, men det sted, man vil hen. Man er heller ikke nødvendigvis på flugt fra et sted - snarere på jagt efter et andet sted," siger Peer Nielsen.
"Ludomani, eksempelvis kan være ligeså afhængighedsskabende som alkohol eller narkotika," siger Ole Thofte. "Og ludomanien udstiller sjældent klart, at det ikke drejer sig om det tilsyneladende formål, nemlig at vinde. Det interessante er ikke at vinde en stor gevinst og så være glad for det; det interessante er det følelsesmæssige sted, stoffet/spillet bringer én hen."

Kollektiv ludomani
Om et samfund er et frådsersamfund eller ej, er imidlertid ikke uden betydning for de enkelte frådsere. Det ambulante team fortæller således, at den lille hårde kerne, der tegner sig for det helt store alkoholforbrug, begynder at drikke mindre, hvis resten af samfundet begynder at drikke mindre!
Men måske rækker deres forklaring på misbrugsmekanismerne langt videre end som så. Det er slående, at en lang række samfundsfænomener kan anskues som udtryk for en kollektiv afhængighed, hvor tanken på konsekvenserne fortrænges på grund at den kortsigtede fordel. Brugen af ukrudtsgiften Round up og af såkaldt 'optimale' gødningsmængder i landbruget, for eksempel. Eller katamaranfærger, der tegner sig for et CO2-udslip i kilo per person, som ifølge beregninger fra Transportrådet kan være op til femten gange så stort, som hvis man tog med tog over Storebæltsbroen, når man skal fra København til Århus. Man kan nævne friske jordbær og orkidéer hele året, fløjet ind fra fjerne steder på kloden - og meget andet.
Er ikke også den stadig mere blomstrende begivenhedskultur udtryk for en art kollektiv ludomani? Når Tour de France efterhånden har udviklet sig til en national begivenhed, der fylder hele sommeren? Når også København må have den efter sigende middelmådige men prangende opsætning af Verdis Aïda? Når underholdning for underholdningens skyld breder sig eksplosivt over samtlige tv-stationers sendeflade? Det mener i hvert fald de tre psykologer.
Måske kan man allerbedst forstå Tour de France-skandalen, hvis man betragter rytterne som ofre for et frådsersamfunds stadige trang til stimulanser, der sløver tanken på fremtiden og konsekvenserne.
- Og under det hele ligger den kollektive angst for, at der alligevel ikke er nok...

*Denne artikel er den sjette i serien.
De foregående stod i Information den 27. juni samt den 4., den 11., den 17. og den 25. juli.
I næste uge: Vrede

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her