Læsetid: 8 min.

Den sorte bølge i Amazonas

21. august 1998

Indianere i det østlige Ecuador tager gidsler for at hindre olieselskaberne i at fortsætte rovdriften på olieressourcerne i Amazonlandet, der har haft store omkostninger for miljøet og befolkningen

QUITO
En solrig, tropisk julidag kommer repræsentanter for De indianske folks organisation i Pastaza, OPIP, i den ecuadorianske del af Amazonlandet og beder mig om at blive medlem af et hold, der skal mægle i en konflikt mellem de indianske bosættelser og det amerikanske olieselskab Arco oriente Inc.
Jeg siger ja og henvender mig samme dag til OPIP's kontor i Puyo, hovedstaden i Pastazaprovinsen i Østecuador. Ved min ankomst bliver jeg sat ind i situationen og får den overraskende meddelelse, at man i den indianske bosættelse Villano, der er medlem af OPIP, har kidnappet tre ansatte fra Arco og holder dem som gidsler. Det er angiveligt et led i en strategi for at vække opmærksomhed i landet over for de problemer, olieboringerne medfører i området.
Konflikten har en lang forhistorie. Allerede i 1972 forvandlede Ecuador sig til et af de olieeksporterende lande, hvilket medførte en vigtig ændring med stor virkning for landets økonomi - indtægterne af råolien lå på mellem 47 og 53 procent af statsbudgettet. Ikke desto mindre var det kun en minimal andel af denne fortjeneste, der blev investeret i Amazonlandet, til trods for at det var her, man udvandt 90 procent af råolien. Der er ingen forbedringer sket i befolkningens levevilkår i Amazonlandet.
I de nordøstlige provinser - Napo og Sucumbios - har olieudvindingen medført uheldsvangre miljømæssige og sociale problemer, så som ødelæggelse og forgiftning af kæmpestore landområder, floder og uundværlige kilder til overlevelse for indianerne i området, samt sygdomme og fejlernæring. De er næsten blevet fuldstændigt lagt øde med en række konflikter til følge.
Men efter tre årtier med olieudvinding i Napo og Sucumbia er olielejerne i disse provinser begyndt at slippe op, og man har i stedet rettet opmærksomheden mod Pastazaprovinsen.
Pastazaprovinsen er et område på 29.000 km2 og her bor de indianske folk Quichua, Shuar, Achuar, Huaoran og Shiwiar, foruden den blandede befolkning. Det er en provins med store områder med uberørt natur og oprindelige skove, en vifte af biologisk diversitet med en rig fauna og rigelige brintforekomster; meget land er lagt ud som naturreservater og rummer store muligheder for udnyttelse på forskellig vis.
Junglerov
Allerede i midten af 80'erne gav staten forskellige olieselskaber retten til at udnytte de vidtstrakte områder i Pastaza. Regeringens plan er, at man med tiden vil overdrage 80 procent af provinsen til olieselskaberne, men flere områder er endnu ikke udlejet eller udliciteret på grund af det pres, de indianske organisationer og miljøfolk udøver over for myndighederne.
I 1989 påbegyndte Arco sine forskningsaktiviteter i et område, hvor Villano-bosættelsen og 14 andre indianske landsbyer ligger. Disse aktiviteter har haft alvorlige konsekvenser både for miljøet og indbyggerne. Der er sket en alvorlig ødelæggelse af løvet i junglen, og floderne er forurenet med affald. De brønde, man borer til udforskning kræver et lag af slam indvendigt, og dette indeholder kemiske stoffer, der skader omgivelserne.
Slammet opbevares i store kar, som hverken er forsvarligt bygget eller håndteres ordentligt, hvorved de forurenende stoffer siver ud og føres videre i jorden og ad floderne. Ved visse lejligheder har man også brændt råolie og affald i disse kar, med luftforurening til følge. De geofysiske beregninger indbefatter seismiske målinger, som foretages i forbindelse med eksplosioner, der berører stedets fauna.
Olieselskaberne har søgt at opnå den indianske befolknings tilladelse og samtykke ved at forære dem gaver såsom slik, ris, macheter, og en gang imellem bygger de en skole eller et sundhedscenter for den berørte befolkningsgruppe.
I 1994 underskrev Villano-bosættelsen en overenskomst med Arco, der garanterede at det ville støtte forskellige dele af uddannelses- og sundhedsvæsnet, samt forbedre den tekniske og transportmæssige situation for de 14 involverede bosættelser; man lovede også at oprette en fond til at iværksætte og opretholde disse aktiviteter. Indtil nu er kun enkelte af disse planer ført ud i livet, og fonden har ikke modtaget en rød øre.
De 14 indianerlandsbyer har krævet, at Arco bygger en motorvej der, hvor olieledningen skal gå, men det betragter Arco som en opgave for staten og ikke for selskabet. Der hersker usikkerhed på grund af den manglende opfyldelse af aftalen, og indianerne vil have genoptaget de indtil nu afbrudte forhandlinger.
Villanobosættelsen og Pastazas Indianske Front indkaldte derfor repræsentanter for Arco, Petroecuador, Ministeriet for minedrift og industri til et forhandlingsmøde den 26. juli. Også pressen og andre indianske organisationer fra hele Ecuador var inviteret.
Gidsler i junglen
Nogle dage inden mødet i Villano tager vi et lille fly til denne bosættelse, sammen med en del ledere fra de indianske organisationer og nogle pressefolk. Efter at have fløjet en halv times tid ind over den tætte jungle lander vi på en flyveplads omringet af soldater. Temmelig nervøse passerer vi en militærlejr ved landingspladsens udgang, så krydser vi Villanofloden i kano og på den anden side af bredden bliver vi budt velkommen af indianere bevæbnet med lanser af palmetræ, der bevogter deres område.
Floden og vagterne danner en levende grænse mellem Villano og militærlejren. Ingen af de to forsøger at trænge ind hos hinanden, begge parter respekterer denne grænse. Villano er beboet af Quichuaindianere, alle er i familie med hinanden og ernærer sig af jordens afgrøder så som yucca-planten, bananer og visse kornsorter, og derudover lever de af jagt, fiskeri og indsamling af skovens frugter og planter.
Ved ankomsten forklarer indianerne, hvorfor de har taget tre ansatte fra Arco som gidsler; de to af dem er beskæftiget med selskabets forbindelser udadtil og den tredje er den læge, Arco har stillet til rådighed for bosættelsen. Federico Inmunda, der er talsmand for Villano, siger:
"Kidnapningen var et pressionsmiddel for at få olieselskabernes repræsentanter til at tage vores ønsker alvorligt, for det er ellers altid dem, der bestemmer hvor og hvornår, der skal være møder. Vi ønsker nu at indlede en seriøs dialog mellem parterne, analysere aftalerne og foreslå en ny oliepolitik for provinsen og for landet i sin helhed, hvor man tager skyldigt hensyn til de beboere og de steder, der bliver berørt af boringerne."
På mødedagen er det kun de indianske repræsentanter, der møder frem. Ministeren og selskabernes talsmænd erklærer, at de kun vil deltage, hvis gidslerne bliver løsladt. Det sker imidlertid ikke. Jeg beslutter i stedet at forsøge at få nogle af gidslerne i tale.
På skolen i Villano, hvor gidslerne er tilbageholdt, overvåges de af indianske vagter med lanser og dekoreret i ansigtet med farve fra huito, en vild skovfrugt, som de bruger for at beskytte sig mod onde ånder.
Carlos Villareal, et af gidslerne, der havde være tilbageholdt i otte dage, forklarer mig:
"Det er ikke behageligt med denne usikkerhed og spænding, når man er gidsel. Man er afskåret fra omverdenen og får modstridende oplysninger."
"Disse begivenheder gør indtryk, og når det her er forbi har det bestemt gjort mig klogere og mere sårbar over for visse omstændigheder. For mig er dette ikke en konflikt med Arco, for modstanderen er staten, nemlig Petroecuador. Jeg tror ikke, der har været tilstrækkelig åbenhed. Man har ikke forsøgt at finde frem til en fornuftig løsning på konflikterne. Der har været fejl på alle sider, hos staten, Arco og indianerne. Der er politiske beslutninger, som må og skal træffes, men for tiden ønsker regeringen ikke at engagere sig. Den spiller bolden videre til den næste regering."
Olieboringer lammes
Myndighedernes manglende vilje til at tage forhandlingsprocessen alvorligt eller deltage i nogen dialog får indianerne til at kræve, at alle olieboringsaktiviteter i Pastazaprovinsen skal udskydes på ubestemt tid.
"I øjeblikket er det vores mål at informere alle bosættelser og pressen i ind-og udland om de beslutninger, vi har taget i Villano. Vi vil udarbejde planer for udviklingen af de indianske samfund og lamme enhver form for olieboringer, hvem der end står for dem, og forhindre selskabernes indtrængen på indiansk område," erklærer lederne af Pastazas Indianske Front, der for tiden er i færd med at koordinere de aktiviteter, der foregår i området.
Leonardo Viteri fra indianerorganisationen OPIP mener ikke det er muligt, at fortsætte med boringerne, når der i den grad mangler en statslig miljøpolitik.
"Alle regeringer har forsøgt at udnytte oliekilderne maksimalt og uden hensyn af nogen art, men rigdommene har ikke på nogen måde løst landets sociale og økonomiske problemer," siger han.
"I Pastazaprovinsen er man endnu på udforskningsstadiet og har ikke iværksat selve boringerne. Derfor har vi endnu tid til at indlede en debat om det økonomiske grundlag og om et reelt udbytte af boringerne for provinsens udvikling og vores bosættelser. Vi vil foreslå det bedst mulige udstyr for miljøet og deltage i hele processen: Forskning, iværksættelse og evaluering af olieboringsaktiviteterne. Der er brug for både en ny praksis og en ny politik for olieboringerne, og derfor er det nødvendigt at analysere tilgængelige udnyttelsesområder. Det er det vi aktionerer for: vi bliver ved indtil alle kommer i dialog og der opnås enighed," siger Viteri.
Brøndene til boringsforsøg og lejrene til mandskabet er lammet og overtaget af indianerne. Arco har evakueret deres funktionærer og arbejdere fra lejrene i Villano-området. Indianernes ledere får hele tiden telefonopkald med dødstrusler, og pressen i Ecuador interesserer sig kun for gidslerne uden at gå ind i en serøs bedømmelse af hverken landets oliemæssige situation eller indianernes forslag.
Flugten
En dag i slutningen af juli, da indianerne i Villano mødes i kommuneskolen for at tage beslutninger, er vagterne en smule uopmærksomme. Det benytter gidslerne sig af og flygter. De løber afsted for øjnene af mig, uden at jeg kan gøre noget. De krydser floden og når over til militærforlægningen. Soldaterne tager imod dem på den anden side og begynder at skyde op i luften for at advare indianerne om ikke at følge efter. Det lykkes for dem at forhindre det. Men de kan ikke stoppe kvinderne. De slipper over floden uden lanser og begynder at diskutere med soldaterne og får dem påny til at falde til ro.
Gidslerne flyves væk af et militærfly, men møderne fortsætter, nu uden gidsler som pression mod regeringen. Indianerne har dog ikke opgivet håbet. De fastholder deres krav om aktivt at deltage i planlægningen af en udviklingsstrategi for Amazonlandet, der har så hårdt brug for at gå nye veje.
*Oversat af Benedicte Wern

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her