Læsetid: 9 min.

Sportens globale nomader

14. august 1998

I de seneste år er sporten blevet mere og mere specialiseret og kommerciel. Udøverne i det globale sportsshow har ikke længere noget tilhørsforhold til en nation, men derimod til en sponsor

Den kenyansk-fødte og nu danske verdensrekordholder på 800 meter Wilson Kipketer har indtil videre haft en meget stille sæson. En malaria før jul har sat ham tilbage i træningen og dermed i "timingen" til de store europæiske stævner. Men her i august er den elegante løber igen begyndt at røre på sig, og så sent som i onsdags deltog han i et stævne i Zürich.
Kipketer er født i det kenyanske højland, bragt til Danmark af en ambitiøs dansk atletikleder, trænes af en polak, ofte i de europæiske højlande som Schweiz, og har en anden polak som manager.
Wilson Kipketer er en af de mange globalnomader, der selv har valgt eksilet for at bruge kroppen og dermed sporten som levevej. En levevej der er styret af det globale sportsmarked.
Globaliseringen af sporten er forløbet i to faser i det 20. århundrede. I den første fase eksporterede den vestlige verden sporten til udviklingslandene. Det skete i kølvandet på koloniseringen af landene i specielt Afrika og Asien. I den anden fase kom overgangen fra amatørisme til professionalisme i sportens verden, som i første omgang foregik i den vestlige verden, senere i udviklingslandene.

Den hvide mands sport
Ved indgangen til det 21. århundrede er globaliseringen af sporten ved at tage en ny drejning. Vi er på vej ind i en tredje fase, hvor de nationale tilhørsforhold ophæves til fordel for fede sponsorkontrakter. Denne udvikling var meget tydelig under VM-fodbold i Frankrig, hvor finalen ikke kun stod mellem Frankrig og Brasilien, men i lige så høj grad mellem Adidas og Nike.
I Kenya - hvorfra der er kommet en ufattelig stor mængde eliteløbere de sidste 35 år - begyndte de britiske kolonisatorer fra den officielle overtagelse i 1895 hurtigt at indføre sportsgrene hjemmefra. Det skete via de hvide farmere, som i behørig mistro til de indfødte afrikanske idrætsformer medbragte deres egne sportsformer. I det "hvide højland", som den gode fede jord i højdedragene på Great Rift Valley hed dengang, dyrkede man polo, golf og squash - de var på dette tidspunkt typiske ikke-seriøse sportsgrene. De mere "klassiske" sportsgrene, så som atletikken, blev indført gennem missionsskolerne, de offentlige skoler og ikke mindst gennem militæret.
I bogen Kenyan Running: movement culture, geography and global change fra 1996 skriver forfatterne John Bale og Joe Sang, at den institutionaliserede sport i Kenya fungerede som 1) indførelse af social kontrol; 2) som alternativ til stammedansen med dens meget seksuelle udtryk; og 3) en formgivning af den ideelle og sunde arbejdskraft.
I første halvdel af dette århundrede blev sporten i Kenya mere og mere organiseret indenfor den missionske virksomhed, militæret og skolerne. I løbet af 1930'erne og 40'erne blev sportens udtryksformer sat i system via mesterskaber, og dermed måling i sekunder, centimeter og kilo. I lighed med jernbanerne, der "kultiverede det primitive afrikanske landsskab", blev skolerne, militærbaserne og politiets arealer "kultiveret" og udlagt til geografiske sportsarealer med firkanter og geometrisk formede løbebaner. Efter sportens introduktion i Kenya ændrede kropskulturen gradvist form - fra oplevelser med hele kroppen, som i for eksempel dansen, til specialisering i kropsudfoldelse som præstation.
Akkulturering bruger de to engelske socialantropologer som begreb for den proces, der foregår, når to kulturer mødes. Alt efter om der er nogenlunde overensstemmelse mellem de to kulturers værdier og normer kan denne kulturoverføring foregå mere eller mindre konfliktfyldt, eller om man vil: succesfyldt. Det afhænger af den påvirkning eller undertrykkelse, som den dominerende kultur har i forhold til den mindre dominerende kultur.
Kulturoverførings-processen kan bruges til illustration af, hvad der er sket med de kenyanske løbere i globaliseringen fra de tidlige kolonidage til i dag. De bedste kenyanske eliteløbere, herunder Wilson Kipketer, kommer fra kalenjin-folket, og pointen er, at specielt denne gruppes normer (respekt, hårdt arbejde og patriarkalsk opdragelsesmønster) fremmer den proces, der har ført frem til nutidens globalisering af løbekulturen, hvor løb for sjov er blevet erstattet af løb for præstation og penge.
Den beskrevne historie om briternes indflydelse på den kenyanske kropskultur kan i store træk overføres til de fleste andre lande, der var underlagt en kolonimagt. Det gælder specielt de andre tidligere britiske kolonier som Tanzania, Zambia og Zimbabwe.

Skred i professionalisme
Efter Anden Verdenskrig begyndte den professionelle sport gradvist at blive mere udbredt i den vestlige verden med USA som den førende nation. Professionalismen førte blandt andet til et skred i den gængse opfattelse af et holds sammensætning i f.eks. en fodboldklub. Fra selv at have udviklet talentmassen og senere at acceptere spillere fra andre klubber i hjemlandet, skulle en fodboldklub og dens tilhængere nu forholde sig til spillere fra udlandet. De blev solgt på tværs af landegrænserne på samme måde som andre handelsvarer. Den udvikling tog for alvor fart i 1960'erne. Processen var et skred i den lokale og regionale sportskultur og -udvikling hen mod en global kultur og udvikling.
På samme tidspunkt var de fleste kolonilande i Afrika og Asien ved at få deres selvstændighed. Sporten havde for alvor bidt sig fast i disse lande, og de nye politiske ledere var i høj grad interesseret i at bruge internationale sportsresultater som positiv reklame for en enhedskultur på tværs af etniske, religiøse og politiske skel. Det var startskuddet til de tidligere kolonilandes indtog i globaliseringsprocessens anden fase. De gik fra en passiv til en aktiv globaliseringsproces i sportens verden.
I Wilson Kipketers fødeland, Kenya, begyndte skolelærere allerede i 1960'erne meget målrettet at bruge sportens specielle struktur i det britisk inspirerede skolesystem. Fra grundskolen blev talenterne fundet og plejet, hvorefter de fortsatte til gymnasierne eller en offentlig institution som militæret, postvæsenet eller fængselsvæsenet. Her fik talenterne nærmest ultimative forhold med systematiseret træning, masser af træningstid og garanti for en kost med tilstrækkelig energimængde og -sammensætning. Denne form for systematiseret talentpleje er blevet endnu mere udpræget i dag. En skole som den berømte Sct. Patrick's High School, hvor den irske munk Colm O'Connell er træner, er et mønstereksempel på udviklingen af løbere til verdensklasseniveau. Ofte bliver store talenter direkte rekrutteret fra grundskolerne. Det gælder også Wilson Kipketer, der blev rekrutteret fra sin grundskole til Sct. Patrick's High School.
Det afgørende sportslige gennembrud for Kenya kom ved OL i Mexico i 1968. Anført af den legendariske Kipchoge Keino slog det østafrikanske land for alvor sit navn fast som en stormagt på mellem- og langdistancerne med ialt 11 medaljer, heraf tre guldmedaljer. Denne succes blev senere fulgt op ved andre internationale mesterskaber. Efter Mexico-legene begyndte universiteter i USA at sende bud efter kenyanske løbere, som fik muligheden for at få en uddannelse via et scholarstipendie, selvom det ofte drejede sig om løb først og derefter om studierne. De første kenyanske løbere tog til USA på et scholarstipendie i 1970, hvorefter der fulgte en hel stribe af prominente kenyanske løbere og andre atletikudøvere til langt op i 1980'erne. I dag er den del af globaliseringsprocessen af en ubetydelig størrelse. Men den frivillige udvandring af Kenyas talentmasse i løb gik ikke stille for sig i hjemlandet. I januar 1979 citerede avisen Nairobi Times daværende præsident for det Afrikanske Atletik Forbund, Lamine Diack, for følgende udtalelse: "Afgangen af afrikanske atleter til USA er en reel trussel mod udviklingen af atletikken i Afrika".

Globalt sportsmarked
Først i 1980'erne blev atletikken professionaliseret, hvorefter det blev attraktivt for de kenyanske løbere at ansætte deres egne agenter, der primært kommer fra Europa. Mange kenyanske løbere bor en stor del af året i Europa tæt på deres agenter, hvilket giver nemmere adgang til de økonomisk lukrative Grand Prix-stævner som for eksempel stævnet i Zürich.
Ikke mange år efter sin ankomst til Danmark i 1990 får Wilson Kipketer en agent fra Malmø. Samtidig med bindingen til det globale, økonomiske atletikmarked får Kipketer problemer med sit nationale tilhørsforhold. Han vælger at stille op for Danmark ved Verdensmesterskaberne i Göteborg i 1995, selvom hans danske statsborgerskab ikke på det tidspunkt var effektueret. Denne beslutning får det Kenyanske Atletikforbund (KAAA) til at spille med musklerne. Ved OL i Atlanta i 1996 nægtede KAAA således at overgive retten til Danmark, for at Wilson Kipketer kunne stille op for et andet land.
Kenya er i dag på mange måder afhængigt af det globale sportsmarked. Det gælder ikke mindst økonomisk, fordi der tilflyder masser af dollars til Kenya både fra det Internationale Atletikforbund og fra den Internationale Olympiske Komité. Men specielt sko- og sportsudstyrsfirmaer som det tyske Adidas og ikke mindst det amerikanske Nike gør atletikken i Kenya afhængig af det globale marked. Nike er for eksempel enesponsor for det kenyanske landshold frem til OL i Sydney i år 2000. Men starttilladelserne til stævner i udlandet er stadig overladt til det enkelte nationale forbund.
Der er også opstået en tæt sammenkobling mellem de udenlandske agenter, der tager sig af den nationale rekruttering i Kenya, og de kenyanske funktionærer i KAAA. Agenterne er mellemhandlere mellem de kenyanske løbere og de udenlandske stævnearrangører, som står i kø for at få afrikanerne med til deres stævner. På den måde indgår de østafrikanske løbere i det globale atletikmarked, men i marginaliseret form fordi de kun er med i specialdisciplinerne indenfor mellem- og langdistancerne. For de rigtig gode kenyanske løbere er det ikke noget problem. Men de næstbedste løbere er henvist til agenternes og stævnearrangørernes skalten og valten.
Den aktive får sjældent noget at vide om de endelige kontrakter - der findes ikke ordnede forhold. Udenlandske mellemhandlere i Kenya sørger for kontakten til udlandet, der ofte går udenom KAAA. Ordnede forhold i form af juridisk bindende kontrakter, hvor løberen selv har en del af rettighederne, er ikke-eksisterende.

Globaliseringsfælden
Wilson Kipketer er som nomade endt i en globaliseringsfælde. Hastigheden, hvormed Kipketer er kommet fra en missionsskole i Kenya, til han blot fem år senere opnår at blive verdensmester for et helt andet land, har været enorm. Wilson tilhører ikke længere den kenyanske kultur, og han tilhører heller ikke den danske. Afhængig af markedet er han nu ikke længere en del af et fællesskab. Derimod kan han koncentrere sig om at hytte sit eget skind.
Selvom Wilson Kipketer i dag er dansk statsborger, opholder han sig ikke ret meget her i landet. Som eliteløber er Kipketer inde i atletikkens præstationsmæssige lov, hvor det gælder systematisk træning hele året. Her er Danmark ikke særligt velegnet. I de kolde vintermåneder drager globalnomaden Wilson Kipketer derfor på længerevarende træningsophold i Sydeuropa, og om sommeren dyrker han højdetræning i de schweiziske alper.
Løberen Wilson Kipketer har sammen med mange andre elitesportsfolk brudt den sidste, usynlige barriere som en del af et hold - nemlig landsholdsbarrieren. Globalnomadernes voksende antal i sportens verden har gjort det almindeligt, omend kontroversielt, at repræsentere et land, man ikke er født og opvokset i. Et velkendt eksempel er Østrigs håndboldlandshold for kvinder, hvor hovedparten af spillerne er importeret fra Østeuropa. Spillerne opnåede østrigsk statsborgerskab efter bare 2 år(!).
Med de store sportsfirmaers altdominerende indtog på den internationale sportsscene er der lagt op til det helt store nationale hamskifte. Mon ikke Det Franske Fodboldforbund med Adidas i ryggen kunne overtale store fodboldtalenter fra de tidligere franske kolonier i Afrika til at skifte passet ud? For slet ikke at tale om de mange kenyanske løbere, der i disse år oversvømmer atletikbanerne verden over. Det er slet ikke utænkeligt, at endnu flere af de østafrikanske vidunderatleter vil følge i Wilson Kipketers fodspor og blive fristet til at kalde sig tyskere, hollændere, belgiere eller italienere. Hvis bare pengene er store nok, betyder passets farve knap så meget.

*Niels Larsen er kultursociolog og Dirk Lund Christensen er cand.scient. i idræt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu