Det nye Steinbeck Center i Salinas, Californien, ligner et forsøg på en forsonende gestus over for den forfatter, som byen tidligere har taget afstand fra
MEMORIAL
Da John Steinbeck i 1960, efter omkring femten år på Østkysten, vendte tilbage til fødebyen Salinas, ventede der ham en modtagelse, som omtrent svarer til den, der opleves af hovedpersonen i Thomas Wolfes alderdomsværk You Can't Go Home Again. Med udgivelsen af bøger som Dagdriverbanden (1935), Et mægtigt gilde (1945) og En dejlig torsdag (1954) havde Steinbeck placeret de sydcaliforniske byer Salinas og Monterey på det litterære verdenskort, men samtidig havde han fået en del af områdets befolkning på nakken.
Den hvide middelklasse - Steinbecks egen baggrund - var ikke begejstret for at se sin verden beskrevet som "et digt, en stank, en larmende støj", ligesom bøgernes persongalleri af drukkenbolte, døgenigte, plattenslagere og prostituerede ikke passede ind i den tidligere californiske hovedstads selvopfattelse. Samtidig mente aktivister blandt den mexicansk-amerikanske befolkning, at Steinbeck med sine 'noble savages' tegnede et stereotypt og nedladende billede af den latinske karakter, specielt de såkaldte paisanos (løsarbejdere).
Livet igennem nærede
Steinbeck en uigengældt kærlighed til området omkring Salinas og Monterey. Størstedelen af hans bøger udspiller sig på egnen - ikke mindst Øst for Paradis (1952) - men i midten af 40'rne motiverede en blanding af personlige og professionelle problemer Steinbeck til at flytte til New York. Inden da havde han flere gange flirtet med Østkysten, bl.a. i 1925 hvor den unge og endnu upublicerede forfatter var blevet tiltrukket af dynamikken omkring den nye bohème i Greenwich Village.
Frem til sin død i 1968 vedblev Steinbeck med at længes efter de californiske landskaber, og i sin sidste roman, Vort mismods vinter (1961), undrer han sig over, at han stadig skal plages med drømme om barndomshjemmet på Central Avenue i Salinas. Men - som sagt - man kan ikke vende hjem igen, og i den bog, der kom ud af den 58-årige Steinbecks rejse gennem USA i 1960, På rejse med Charley, skriver han om gensynet med Salinas: "Da jeg rejste bort var jeg død og blev dermed en fast og uforanderlig skikkelse. Min tilbagevenden vakte kun forvirring og usikkerhed."
Iscenesættelse
Om få måneder har John Steinbeck været død i tredive år. Cannery Row - havnefronten med dåsesardinfabrikker ved Monterey - er for længst omdannet til en turistattraktion med restauranter, hoteller og souvenirbutikker. Og det viktorianske barndomshjem i Salinas er istandsat og indrettet som en eksklusiv frokostrestaurant.
Til dette scenarie føjer sig nu The National Steinbeck Center Museum & Archive, et ambitiøst foretagende placeret i Salinas gamle bymidte. Centret åbnede i slutningen af juni efter omkring tyve års forberedelser, og det ligner et forsøg på én gang for alle at udglatte modsætningerne mellem de lokales ambivalente følelser over for Steinbeck og det faktum, at forfatteren er den direkte årsag til størstedelen af både Salinas og Montereys turistindtægter.
Iscenesættelsen af Steinbecks liv i det nye museum er ikke just præget af den kontemplative ro, der er en af forudsætningerne for litterært arbejde. Vægten er lagt på dramatiserende effekter, der forbinder værkerne med begivenheder i forfatterens liv, og med amerikanernes sans for show og formidling trækkes publikum igennem det ene tableau efter det andet, hvor temaer, episoder og livsstadier lægges frem med en tydelighed, som ville være enhver temapark værdig.
Der lægges ud i soveværelset, hvor forfatteren blev født, og herfra sluses man videre ind i et veritabelt hurlumhejhus af billeder, filmklip, tavler, lyde, dufte og sanseindtryk. Et konsulentfirma har sørget for, at publikum kan lugte saltvand, sardiner og salvie, lytte til mågeskrig og bølgeskvulp og røre ved havdyr og planter.
Tager man et telefonrør, kan man lytte til en ophedet diskussion mellem en arbejdsgiver og en gruppe strejkende frugtplukkere, der vil have mere i løn (fra Det ukuelige sind). På en elektronisk Steinbeck-krydsord på væggen kan man teste sin paratviden. Og som kronen på værket kan man træde ind i en rekonstruktion af det lille sekskantede lysthus, Joyous Garde, som Steinbeck fik bygget ved sit sommerhus ved Sag Harbour på Long Island, og hvor han skrev sine sidste bøger; her kan man løfte et hjørne af skriveunderlaget på bordet og 'finde' det sidste efterladte brev, som hustruen Elaine fandt på netop dét sted efter Steinbecks død.
Der står ikke noget af betydning i brevet, men det er næsten ligesom at være der selv!
Ingen detaljer synes at være for ubetydelige for tilrettelæggerne, blot de kan iscenesættes på en underholdende måde, og udstillingens afsnit svinger mellem det poppede og det informative. Man kan spørge sig selv, hvor indsigtsgivende det er at stå over for det udstyr, som Steinbeck arbejdede med, da han en ganske kort periode i sin ungdom var kemiassistent på Stanford University, ligesom rekonstruktioner af landarbejdernes sovepladser fra Mus og mænd eller scenerier fra Cannery Row forekommer noget tivoliagtige.
Går man inden for i familien Malloys gamle kedel, der er ombygget til et hjem, kan man trække gardinerne for og ved selvsyn konstatere, hvor fjollet det var af fru Malloy at hænge de gardiner op, når der ikke var noget vindue!
Derimod er sektioner om Steinbecks havbiologiske ekskursion til Sea of Cortez ud for Mexico, sammen med vennen Ed Ricketts, og om hans rejser som krigskorrespondent under anden verdenskrig og senere til Vietnam, overskuelige og veltilrettelagte. Også en lydoptagelse af Steinbecks takketale i forbindelse med modtagelsen af Nobelprisen forekommer relevant. Og så er det naturligvis et scoop, at museet råder over den originale, ombyggede autocamper, Rocinante (efter Don Quixotes hest), som
Steinbeck i 1960 turnerede USA i som forberedelse til den sidste store litterære succes, På rejse med Charley.
Hårdhudet romantiker
Steinbeck var en hårdhudet romantiker, der hyldede de oprindelige amerikanske dyder, og som sværmede for maskulinitet, jævne eksistenser og naturens rå kraft. Han ville formodentlig vende sig i sin grav, hvis han kunne se, hvad Salinas og Monterey har forvandlet ham og hans univers til.
På den anden side kæmpede han livet igennem med de amerikanske kritikeres afvisning af stort set alt, hvad han skrev efter Vredens druer (1939), en attitude, der indebar, at han aldrig for alvor blev inviteret indenfor på det litterære parnas.
Det afgørende nederlag kom, da en række toneangivende aviser og tidsskrifter i forbindelse med tildelingen af Nobelprisen i 1962 kritiserede valget og pegede på, at Steinbecks litterære betydning lå årtier tilbage. T.S.
Eliot har kaldt Nobelprisen "en billet til éns egen begravelse," og for Steinbecks vedkommende var denne karakteristik ikke helt ved siden af. Skuffelsen over mediernes reaktion var så stor, at han ikke skrev flere fiktionsbøger.
I de sidste år af sit liv kom Steinbeck til at virke stadig mere som en 'man out of time'. Han havde haft vanskeligt ved at finde nyt litterært brændstof efter at have forladt Californien, og generelt virkede det, som om han mistede sit kunstneriske fodfæste, efter at 30'rnes depression var ovre. I 50'erne lå han langt fra tidens nye litteratur - f.eks. beat - og hans momentvise succeser virkede mest af alt som gentagelser af ungdommens bedrifter. Også 60'erne kom han skævt ind på, dels med en pinligt blåøjet reportage fra Sovjet (officielt udsendt af præsident Kennedy), dels med et uheldigt - og i vid udstrækning misfortolket - engagement i Vietnamkrigen, der mest af alt var farvet af Steinbecks loyalitet over for vennen Lyndon B. Johnson.
Det nye Steinbeck Center går - forventeligt - let hen over Steinbecks kunstneriske frustrationer og politiske fejltagelser, ligesom hans turbulente ægteskaber, indre dæmoner, alkoholisme og dårlige helbred stort set ikke belyses. Tilbage står billedet af en besynderlig skikkelse i dette århundredes amerikanske litteratur, elsket og læst af millioner og kun med nød og næppe med i den litterære kanon. En mand, der opnåede umådelig popularitet på at skrive om de små eksistenser fra Midtvesten og især Californien, men som livet igennem var besat af en drøm om at gendigte Sir Thomas Malorys legende om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. (Optegnelserne til det aborterede projekt udkom posthumt i 1976.)
Det bedste, man - på Steinbecks vegne - kan håbe på i forbindelse med det nye center, er, at tiltaget vil stimulere en fornyet interesse for hans bøger. For trods de mange fejlskud er forfatterskabet så afgjort opmærksomhed værd. Cannery Row-bøgerne er stadig underholdende - og blændende som allegorier betragtet - ligesom Vredens druer stadig er en uvurderlig kilde til indsigt i en amerikansk tragedie. Og ved siden af disse stråler essayistiske perler som The Log from the Sea of Cortez og På rejse med Charley.
I et brev til forlæggeren Pat Covici har Steinbeck sagt: "Jeg skriver så godt som altid, ligesom jeg så godt som altid trækker vejret." Sådan er hans fortællekunst, når den er størst. Selvfølgelig og organisk som selve livets puls.
*The National Steinbeck Center Museum and Archive, Salinas, Californien
