Læsetid: 6 min.

Den store fortællerske er død

8. august 1998

Anne Sophie Seidelin blev 85 år - et modbillede til alle tendenser i tiden

Nekrolog
PAUSE. Der står hun og véd hun selv, hvad det nu er, hun skal sige? Oppe på talerstolen er hun midt i fortællingen af Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter. Den har stået
på et par dage med en time eller lidt mere hver gang. Cigaretten får det sidste hiv, nu skodder hun den i askebægeret og leder allerede i sin blå kedeldragt efter lighteren til en ny.
Her, midt i beretningen om Kristins og Erlends erotisering af den kristne kærlighed og kristnede erotik, der sprænger alle rimelige hensyn til husbehov, standser Anne Sophie Seidelin op. Eller standses hun op? Af noget hun skal sige, men endnu ikke véd, hvad er? Nok har hun fortalt Undsets middelalderroman fra vort eget århundredes begyndelse mange gange før, men det er nu, hun, der selv er en anden end forrige gang, fortæller den på dette sted, for disse mennesker. Det er ikke en gentagelse. Det er noget andet: Det er fortælling.
Derfor pausen.
Meget andet stort har Anne Sophie Seidelin bedrevet - ikke mindst den banebrydende nyoversættelse af Det nye Testamente sammen med sin mand Paul Seidelin fra 1974, til i dag udkommet i en kvart million eksemplarer - men hvad der siden 1940'erne har gjort hende til en urbegivenhed for mange gange titusinder af danskere er hendes fortællinger.

Skygger af livet
Fastfrysningerne på lyd- og billedbånd til radio og tv er gode skygger at have tilbage - men skygger af livet, der var og er, i dette nu på dette sted.
"Aldrig har jeg været til så stille et så stærkt drama," sagde en kameramand efter en optagelse af hende i et forsamlingshus.
Eller ved en anden lejlighed, da kameramanden kom til at grine voldsomt af en af hendes bemærkninger, så billederne blev uhjælpeligt rystede og måtte kasseres for tid og evighed.
For det, der blev sagt, da pausen var omme, kunne godt være alt andet end det kristeligt dybe eller det poetisk-erotisk høje. Men: "Ja, jeg ryger. Det begyndte man på i min ungdom. Længere er jeg ikke kommet."
Hvorefter hun fortsatte fortællingen. Men nu som en ny begyndelse.
Måske var det netop, hvad Anne Sophie Seidelin forstod ved det kristne.
Om det så er i overensstemmelse med dogmatikken, kom hun aldrig til fuld klarhed over. Det plagede hende heller ikke. Når hun ved sin begravelse på onsdag fra kirken i Ærøskøbing har ønsket sunget blandt andet Grundtvigs Om Himmerigs rige vi tales ved, er det ikke mindst, fordi den indeholder verset: Dér er og ikke kedsommelighed!

Brød på bordet
I den Blå Bog står hun på eget forlangende opført med stillingsbetegnelsen: Frue.
Det var hun. Fruen, der tog ud og fortalte, fordi præstegården i Knebel på Mols i 1944 fattedes penge, og hun selv havde tabt og knust kaffestellet.
"Der skal brød på bordet. Derfor fortæller man, når nogle gerne vil høre," var hendes begrundelse for det enestående hun gjorde.
Urfruen eller måske rettere urkonen var i de sidste tre årtier altid i kedeldragt. Blå til hverdagsbrug, også på talerstolen. Til fest og højtid, også i kirken, var den hvid. "Så kan folk se, at jeg skam kan skelne mellem hverdag og det, der er mere."
Datter af stiftsprovst H. N. Dreiøe og hans frue, præstedatteren Karen Margrethe Colding. Selv blev hun i 1940 gift med præst og dr. theol. Paul Seidelin, også søn af en sognepræst.
Men Anne Sophie Seidelin ville ikke selv studere teologi. I hvert fald til mig har hun sagt, at det blandt andet havde den årsag, at når kvinder af de gode teologer var forment adgang til præsteembedet (adgangen blev først givet et tusinde ni hundrede og otteogfyrre år efter Kristus), så kunne de gode teologer for hendes vedkommende have deres teologiske studier for sig selv.
Hvilket ikke afskar hende fra at lære oldgræsk, hebraisk, aramæisk og arabisk med henblik på det årelange oversættelsesarbejde af Det nye Testamente, som hun på ofte dramatisk vis indlod sig på med sin i ordets bedste forstand højlærde mand. På universitetet valgte hun at studere musik og tysk, med guldmedalje i Biedermeier i den tyske litteratur. Alligevel valgte hun før studiernes færdiggørelse at blive - frue.
Hvilket igen ikke skal forstås med udgangspunkt i tidens nuværende tendenser: Sammen med Bodil Koch omkring især Dansk Folkevirke og i øvrigt kvinder som Kirsten Auken og Mette Groes var Anne Sophie Seidelin allerede fra 1940'erne og 1950'ernes begyndelse med sin fortæller- og foredragsvirksomhed en pionér for ny kvindebevidsthed.

Erindringen vil leve
Erindringen om hende vil leve og virke længe endnu. I hvert fald til den sidste, der har hørt hende fortælle, selv dør. Men den varer nok endnu længere. Ikke blot i kraft af lyd- og billedbåndene og nyoversættelsen, men også af hendes genfortællinger på tryk af både Det gamle og det nye Testamente, af hendes bønner til hver eneste kirkedag året rundt efter begge skriftrækker (i samarbejde med den liturgiske kommission) og hendes to erindringsbøger Barndommen - de lange år og De unge år.
I den første fortæller hun, hvordan hun mistede troen ved læsningen af Georg Brandes' bog Sagnet om Jesus og erkendelsen af, at det hele jo bare var et vandresagn. Det er så banalt, at man skulle tro, det var løgn. Banal er derimod ikke hendes forklaring på, hvordan hun fik troen tilbage.
Som alt andet, der betyder noget, er den ikke mulig at gentage. Den skal fortælles af hende selv. Men den har noget at gøre med at være nærsynet i mange år uden at blive opdaget og så, da brillerne endelig kommer på næsen på éen og samme gang opleve et frygteligt tab og en stor fylde: Uden briller var verden magisk for Anne Sophie Seidelin. Alt, selv en pakke smøger, bliver betydende. Med briller blev "det hele overskueligt, småt og skarpt. Der er ingen hemmeligheder mere."
Og dog. Netop med brillerne på kunne hun fra vinduet ud til Amagerbrogade i København pludselig se sin mor på gaden - i moderens egen verden:
"Hvis jeg ikke havde fået briller, hvordan skulle jeg så nogensinde have set det elskede på afstand, tydeligt, gående sin egen vej i sine egne tanker, i sit eget uforklarlige ærinde, adskilt fra mig selv, sig selv, alene."

Uforsonlige visdomme
På dette dobbeltsyn blev hendes store fortællinger til, som hun i sine seneste år især foldede ud på de snart sagnomspundne Grundtvig-kurser på Vestjyllands Højskole:
Idioten og Raskolnikov af Dostojevskij, De ufødtes Stjerne og Det forliste Himmerige af Franz Werfel, Gæring og Afklaring og Angst og Mod af Jakob Knudsen, Kejseren af Portugalien af Selma Lagerlöf, Hamlet af Shakespeare, En Idealist af Kaj Munk, Jobs bog og Josef-historiene i Det gamle Testamente. Undsets Kristin Lavransdatter er nævnt. For fem år siden sluttede den store fortællerske på Vestjyllands Højskole med at fortælle om det første - Skabelsen.
Men før hun nu til sidst får ordet selv om begyndelsen - skal nævnes, at hun også kunne fortælle eventyr og sagn og remser og Min egen mølle på Ærø. I sin folkesocialistiske kamp for en respektfuld omgang med den natur, vi ikke i vores nærsynethed skal omklamre og kvæle. Hvormed hun gav stødet til dannelsen af Andelsselskabet Eva som modstykke til Finansministeriets Adam-model.
For, med hendes egne ord:
"To ting véd mennesket med sig selv om den verden, Gud har skabt. Vi véd, at verden er dejlig og livet velsignet, ikke andet end velsignet, såre godt. Og vi véd tillige og ganske utrøstet ved vores første viden, at livet er forbandet, og verden er en ødemark og i den har Gud forladt os ene med os selv. Her er ikke til at være."
I dette dobbetsyn, med denne uophørlige dialog mellem de to uforsonlige visdomme, opstod det modbillede til alle tendenser i tiden, der hed Anne Sophie Seidelin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu