Læsetid: 4 min.

Den sunde dømmekraft

20. august 1998

Af NIELS BENTSEN (læge siden 1972. Arbejder bl.a. med medicin i et samfundsmæssigt og humanøkologisk perspektiv)

Vi må vogte os for ekspertvælde og ekspertinteresser

MEDICIN

Lægerne kvier sig ved at give slip på illusionen om konstante fremskridt med syvmilestøvler og illusionen om, at lægelige aktiviteter som regel har stor indflydelse på befolkningens sundhedstilstand. Vi befinder os midt i en videnseksplosion, et sandt vulkan-udbrud af publikationer og informationer, som kun eksperterne kan lede os trygt igennem. Derfor vil jeg gerne kommentere Ida Damgaard Andersens artikel i Information den 12. august, 'Danske læger halter bagud'.
Virkeligheden er nemlig betydelig mere kompleks. Der er efterhånden langt mellem de store landvindinger, og mange proklamerede fremskridt er rene overdrivelser. Megen viden kan ikke direkte anvendes i praksis, f.eks. af økonomiske grunde, megen viden ønsker man tilsyneladende ikke at anvende, f.eks. sammenhængen mellem sociale forhold og sundhed.
At der i mange år ikke er sket det helt store på området kan enhver overbevise sig om ved at se sig omkring. Folk har stadig dårlig ryg, gigt, psykiske lidelser, dårligt hjerte og lunger, man dør stadig af kræft - nærmest med stigende hyppighed gennem de sidste 50 år. Et enkelt blik på statistikken skulle være nok til at punktere myten om det evige fremskridt.

Grænseområde
Personligt er jeg glad for mit arbejde som læge, og jeg synes bestemt, at sundhedsvæsenet har meget godt at tilbyde. Men vi er på mange måder kommet ind i et grænseområde, hvor det kniber med de store gennembrud, og der bringes snart mere skidt end kanel til torvs. Mange af de nyere ting, som f.eks. mammografiscreening, demensklinikker, kolesterolbehandling, behandling med nyere midler mod depression osv. er langt fra så indlysende og ukontroversielle som man måske kunne tro.
Den videnskabelige dokumentation er ikke altid lige overbevisende, ligesom det ikke altid er klart om gevinsten står i et rimeligt forhold til ulemper og omkostninger. Måske kunne ressourcerne bruges bedre andre steder.
Endelig skal man huske, at videnskabelige undersøgelser af større patientgrupper er og bliver en slags laboratorieforsøg under specielle omstændigheder, som det kan være svært eller umuligt at overføre til den enkelte patient. Det er her, der er brug for lægens dømmekraft. Skulle man blot følge et sæt guide-
lines, udarbejdet af en passende ekspertgruppe, er der jo ikke mere brug for en læge - en computer og lidt assistance vil i så fald være tilstrækkeligt.
Denne kult af guidelines og såkaldt 'evidensbaseret medicin' er en farlig forenkling af en kompleks virkelighed. Hvis jeg f.eks. behandler en meningitispatient med antibiotika eller opererer en for-størret blærehalskirtel og ser, at behandlingen virker, føler jeg mig overbevist: Her er noget, der duer! Mere kompliceret bliver det med mange af de nyere tiltag, som f.eks. behandling af let blodtryksforhøjelse, nedsættelse af kolesterol, visse former for blodfortyndende behandling osv.: Her er man i gennemsnit nødt til at behandle f.eks. 50, 100, 300 patienter eller mere i et år for at én enkelt kan have gavn af behandlingen. Der er således ingen, der rigtig vil kunne opdage, om behandlingen overhovedet har virket - og det er ikke rigtig til at se i statistikkerne. Der er heller ingen interesse for at følge sagen op, når behandlingen én gang er søsat.
Når man sidder overfor den enkelte patient og forsøger at blive fortrolig med hans eller hendes livssituation og præ-ferencer, er det ofte ikke så enkelt at afgøre, om man skal anbefale en bestemt behandling eller ej. Vil vedkommende overhovedet få nogen glæde af behandlingen eller blot opleve bivirkninger og økonomiske udgifter? Er det helt andre ting, der skal til, for at hjælpe denne patient?
Hvis lægen varetager patientens tarv, er der derfor mange, der må have en sund skepsis over for meget af det nye. Drejer det sig virkelig om noget, der duer og som alle og enhver kan se og føle sig overbevist om, vil det selvfølgelig hurtigt blive indført. Disse behandlinger er jo ikke hemmelige eller kun til at få øje på med ekspertassistance - man er jo under et konstant, dagligt bombardement fra medicinalindustriens side, hvor man opfordres til at bruge den eller den behandling.
Derfor går det oftest alt for hurtigt med at indføre det nye - som jo i vores kultur er ensbetydende med det bedste.

Naturlig skepsis
Nu er eksperterne så bekymrede over, at mange læ-ger har en naturlig skepsis. Måske er de bekymrede over, at mange læger fornemmer beskaffenheden af 'Kejserens Nye Klæder' - at de ikke kan se de store fremskridt, som de selv mener at kunne se. Men det er jo ikke rart for standen, hvis fremskridts-myten bliver punkteret, så derfor overvejer man at 'hjælpe' disse mange, genstridige læger til at følge eksperternes guide-
lines ved hjælp af kontrol og andre metoder. Bemærk, at der ikke henvises til, at det går patienterne bedre, hvis man følger guidelines, for det vides ikke. Men det har været en succes, hvis blot man følger de angivne guidelines. Det er nærmest blevet et mål i sig selv - uanset om patienterne har glæde af det eller ej.
Eksperter har ekspertviden, men de har også ekspertinteresser - lægeprofessionens forbrødring med medicinalindustrien er her ingen hemmelighed. Mange nye behandlinger er ofte knyttet til store personlige, professionelle og økonomiske interesser.
Selvfølgelig skal vi lytte til eksperterne, men vi må vogte os for ekspertvælde - og bestræbe os på at lade den sunde dømmekraft råde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her