Læsetid: 3 min.

Systemet opgiver tunge misbrugere

13. august 1998

Forskningsprojekt afdækker, at behandlingssystemet sætter 'det dårlige selskab' uden
for døren

Det danske behandlingssystem har fuldstændig opgivet de såkaldt tunge eller udstødte alkohol-, stof- og blandingsmisbrugere. I stedet
prioriterer man efter socialklasse og hjælper hellere "de pæne, der drikker", for det er der fremtid og succesoplevelser i.
Det fremgår af et nyt forskningsprojekt omkring marginaliserede misbrugere i København. Konklusionen drages af lektor i sociologi ved Københavns Universitet, Margaretha Järvinen, der, med støtte fra Sundhedsstyrelsen, netop har udgivet forskningsresultaterne i bogen Det Dårlige Selskab.
"Prioriteringen er endog så udbredt, at den er blevet blåstemplet i forbindelse med den nye lov om social service, der trådte i kraft den 1. juli. Her fremgår det, at der er klare inddelinger i personer, som det kan betale sig at behandle, og personer, som det anses for umuligt at hjælpe. I vejledningen til loven benævnes de her folk som 'voksne med fuldbyrdet langvarig deroute'", siger Margaretha Järvinen til Information.

Kun graven tilbage
"Det er det samme som at sige, at der kun er graven tilbage. For dig kammerat, er der intet håb, du kan bare fortsætte din misere. Men hvem har fundet på den betegnelse? Er det bare noget ministeriet sender ud eller har der været en forudgående diskussion", spørger Järvinen.
Både misbrugere og behandlere er blevet inter-
viewet til bogen. En af behandlerne formulerer prioriteringstankegangen således: "... hvem har lyst til at gå i et ambulatorium, hvor man har det indtryk, at her kommer alfonser og prostituerede ... Hvis man kommer et sted, hvor det er de pæne, der kommer, så bliver man jo løftet selv, for hvem vil ikke være pæn...". Eller som en socialrådgiver siger: "... det er vigtigt for ambulatoriets image, at her ikke bare kommer udstødte misbrugere".
Og det er præcis hvad de fleste af bogens 54 misbrugere, primært af alkohol, er. De har, hvad Järvinen kalder "brændte broer" bag sig: De er udstødt fra arbejdsmarkedet, de er eller har været boligløse, og mens flertallet er enlige, har størstedelen af de interviewede, der har børn, mistet kontakten til dem.
Margaretha Järvinen beskriver disse misbrugere som ofre for et kasteboldssystem:
"Heller ikke institutionerne for hjemløse anser det som deres opgave at tage sig af disse misbrugere, og jeg ønskede derfor at undersøge i hvor høj grad behandlingssystemet tog sig af dem. Konklusionen var deprimerende: Heller ikke dér er der plads til dem. På den måde lander de mellem to stole og bliver en evigt uønsket kastebold".
Konkret betyder det, at misbrugerne, som Järvinen foretrækker at kalde 'det dårlige selskab' (som ingen vil lege med) frem for 'tunge misbrugere', er henvist til en periodisk antabus-pille på ambulatoriet, en seng på forsorgshjemmet og en generel placering allernederst i hierarkiet, der sjældent møder anstændig menneskelig behandling.

Udbrændthed
En af årsagerne til den socialklasse-betingede opdeling i behandlingsegnede og ikke behandlingsegnede er et stigende krav om succes og resultater både fra de overordnede politiske planlæggeres og fra de konkrete behandleres side. Og 'det dårlige selskab' er ikke leveringsdygtigt i hurtige succesoplevelser: Kontakten med og håndteringen af dem opleves som så lidt udbytterig, at der opstår en generel pessimisme og udbrændthed i systemet, mener Järvinen.
"70'erne var behandlingsarbejdets guldalder. Vi skal udbygge velfærdsstaten, sagde man, vi kan hjælpe, der er bare et restproblem, som vi med gode indsatser kan løse. Men i 80'erne og 90'erne er en håbløshed kommet til. Der er et generelt krav om evaluering og afrapportering, og det tvinger personalet ind i negative prioriteringer", konstaterer Järvinen og tilføjer:
"Det er uendelig vanskeligt at påvise konkrete resultater med 'det dårlige selskab'; der er tale om en diffus forbedringsproces, som ikke passer ind i den mål- og middelterminologi, som præger tiden. Der skal en betydelig mildere ideologi til, og en langvarig kombineret omsorgs- og behandlingsindsats. Når man lytter efter det, interviewpersonerne siger, vil de gerne ud af det. Og samfundsøkonomisk er det en bedre løsning end evig førtidspension, psykiatrisk behandling og forsorgshjem", siger Margaretha Järvinen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her