Læsetid: 5 min.

T-bone-steak med udkogte pintobønner

10. august 1998

Den mexicansk-amerikanske countrystjerne Freddy Fender lever med to kulturer i sig

TEX-MEX
"Spansk er mit hovedsprog. Jeg skriver og taler på spansk. Men det er gringo'erne, der har skabt mig, ikke mexicansk-amerikanerne.
Hvis ikke det var for gringoer'ne ville jeg ikke være her. De skønne vidunderlige gringoer."
En gringo er som bekendt et lettere nedsættende latinamerikansk udtryk for hvide nordamerikanere. Tilsyneladene ikke for Freddy Fender -mexicansk-amerikansk countrystjerne.
Fender er én af de meget få "hispanics" (amerikanere fra det spansktalende mindretal) fra hans generation, der overhovedet har overlevet inden for amerikansk underholdning. Inden for countrymusikken formentlig den eneste.
Alt hvad han siger og gør rummer da også udtryk for en personlig forundring.
"Hvorfor det blev countrymusik? Et tilfælde. Da jeg begyndte at optræde - som 12-13-årig - var det på spansk. På den anden side var den eneste engelsksprogede musik, jeg kendte til, datidens store countrynavne, Hank Williams f. eks., "Jambalaya". Først da jeg blev soldat, hørte jeg rhytm and blues. Elvis Presley tog alle med storm. Også mig. Han var "rockabilly", en blanding af country og sort musik. Min første pladeindspilning var en spansksproget udgave af "Don't Be Cruel". Nej, jeg synger den ikke nu. Jeg kan ikke huske ordene", fortæller Fender.
"Jeg sang rockabilly helt frem til 1974, hvor min daværende manager Huey Meaux foreslog at vi lavede en countryindspilning. Jeg var modstander af ideen. Jeg havde den samme klicheopfattelse af country som alle andre. Musik for tilbagestående bjergbønder. Men jeg fik to platinplader i rap, så det var klart, at det var dér talentet lå. Det ville være dumt ikke at holde ved. Countrymusikken gav mig muligheder for at lægge en T-bone-steak på tallerkenen ved siden af de udkogte pintobønner."

Stretch-limo
Freddy Fender lægger ikke et sekund skjul på sin glæde ved de materialle goder. Han ankommer til interviewet i en hvid stretch-limousine - Jyllands længste.
"Countrymusikken er blevet et enormt foretagende. Da jeg brød igennem var et salg på 50.000 plader sensationelt. I dag er det ikke usædvanligt med salgstal på én eller flere millioner. Det betyder også at det i mange tilfælde er blevet mere strømlinet underholdning. Man skal være under 35 og man skal se godt ud. Godt man ikke stillede den slags krav dengang. Det er under alle omstændigheder ikke mig. Jeg er en sanger med guitar. Jeg har ikke brug for korpiger, røg, lyseffekter. Men musikken ændrer sig, også countrymusikken. Jeg forstår ikke det hele, men jeg forstår at man er frygtelig gammel, hvis man er blevet 35 og ikke har overlevet."

Valdemar'erne
- Ville du have taget et engelsk navn, hvis du skulle begynde forfra i dag?
"Måske. Jeg hedder Baldemar, den spanske udgave af Valdemar - og må sige at det er en fryd at være i land der har haft op til flere Valdemar'er som konge. Og det er vel rigtigt, at jeg tog navnet Freddy Fender af racemæssige årsager. Måske ville jeg også gøre det i dag. Især hvis folk ville advare mig imod det. Jeg har en tendens til at gøre alt det, jeg ikke bør. Gå ikke over gaden! Så går jeg over. Da jeg var barn: Svøm ikke over floden! Hvem skulle absolut over? Jeg gør altid det, jeg bliver advaret imod. Det gælder fortsat. Jeg prøver at styre det. Må jeg sige, at jeg har været ren - alkohol og stoffer - i 13 år."
- Du siger, at gringoerne har skabt dig, men det er nærmest dit varemærke at synge sangene på både engelsk og spansk. Det må vel være fordi udgangspunktet er spansk?
"Omvendt. Jeg lavede mine første countrysange på engelsk. Men der er 22 millioner hispanics i USA. Vi sagde: Skal vi ikke prøve om, vi også kan sælge nogen plader til dem? Man serverer noget æg - skal vi prøve med lidt chili con carne på tallerkenen. Men heller ikke for meget. Så vil gringoerne ikke være med."
- Og visse sange udelukkende på spansk!
"Men først nu - for alvor. Sammen med bl.a. Flaco Jimenez og David Hidalgo fra Los Lobos har jeg lavet en CD, der hedder "Los Super Sevens", som udkommer til efteråret. Syv store hispanics. Og altsammen på spansk. Med undtagelse af en enkelt Woody Guthie-sang. Materiale fra 30'erne og 40'erne. Jeg synger bl.a. en sang, som var populær i 30'erne med datidens store hispanic-stjerne Lydia Mendoza. Min mor sang den altid. Jeg var nysgerrig efter at sætte mig ind i den slags musik, min mor hørte. Jeg er historiedyrker. Jeg holder af spansksproget lyrik. Jeg har i hundredvis af mexicanske sange fra 1800-tallet liggende. Hvis ikke jeg havde dem - hvad ville jeg så have?"

Banda, tejano
- Så der er en stigende interesse for den mexicansk-amerikanske baggrund?
"Jo, men sjovt nok også hos gringoerne. F. eks. i banda-musikken. Egentlig en mexicansk polka-form, som stammer fra Tyskland, men som er kommet til USA via de mange illegale indvandrere. Instrumenteringen er en smule anderledes. Det er det helt store nummer i Californien, hvor musikinteressen i det hele taget går på tværs af både kultur- og generationsgrænser. I Texas og i de nordlige og vestlige storbyer er der stor interesse for tejano-musik, tejano betyder fra Texas. Harmonika og orgel, men med en caribisk rytme. De burde klæde sig i palmeblade og bastskørter når de spiller og danser, men de tager cowboytøj på og leger, det er country. Det er mærkeligt. Jeg har et langt større publikum i Californien end i Texas. Jeg er tejano, men spiller ikke tejano."
- Hvad er du?
"Jeg er ikke en hispanic kunstner.. Jeg er unik, opfattes som en slags legende. Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der er som mig. Gud være lovet. Jeg ville have ondt af den anden. De mexicanske amerikanere opfatter mig ikke som repræsentant for dem og deres musik."
- Men du spiller med en tex-mex supergruppe, The Texas Tornados. Som vel har givet dig et nyt gennembrud her i 90'erne?
"Jo, men det er en meget vanskelig sag. Vi er nok en supergruppe. Vi er nok fire mennesker, som er en slags nuværende eller tidligere stjerner. Men vi er også fire gamle stivstikkere, som alle er vant til at være boss. Det går så nogenlunde, når vi indspiller plader i et studie, men vi kan kun tage ud på meget korte turneer. Vi kan ikke underordne os hinanden ret lang tid ad gangen."
- Hvor længe bliver du ved?
"At jeg er 61 betyder ikke noget. Jeg spiller 150 koncerter om året. Hvad så? Måske er det derfor jeg fortsat er gift med den samme kvinde, som jeg var ved at tage min død over i "Wasted Days and Wasted Nights" i 1957. Livet er sådan indrettet, at enten dør man eller også bliver man gammel. Mit liv er en dag ad gangen. I dag, lige nu, er mit hele og fulde liv. Hvad er det i dag? Fredag? Det vil sige, at det ikke er lørdag. Jeg aner ikke, om jeg vågner op igen i morgen. I dag er hele mit liv. 'I dag' er den eneste 'i dag'."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her