QLUMMEN
Engang, for noget der forekommer mig at være meget længe siden, boede jeg i en sydindisk bjerglandsby sammen med nogle mennesker, som jeg i tråd med tidens antropologiske ånd kaldte for "mine stammefolk". Disse folk gik på jagt eller sled og slæbte i marken hele dagen, men om aftenen sad de foran deres lerklinede hytter og snakkede i timevis om løst og fast, eller også sagde de slet ingenting, og selv det delte de velvilligt med antropologen.
En aften bad en af dem mig pludselig om at synge en sang. Og sådan gik det til at jeg, med hvad jeg husker som en rimelig klokkeklar stemme, sendte "I skovens dybe stille ro" ud i den fløjlsbløde, stjerneklare sydindiske nat. Mine tilhørere fniste og hviskede sammen, og bagefter sagde de, at de havde hørt sangen før nede på den lokale missionsstation. Det var en kompliment. Og det var dengang der var rigtige "kulturmøder" til.
Når jeg nævner denne begivenhed, er det, fordi jeg i går blev inviteret til at deltage i en workshop i cyberspace. Det er det sidste nye. Vi skal ikke være sammen, ikke se, høre og lugte hinanden, ikke fnise, ikke synge en uplanlagt sang ind imellem det videnskabelige arbejde. Vi skal kommunikere. Hver især alene et eller andet sted på kloden foran sin egen computer. Mine kolleger siger, at det er fantastisk; jeg hader det allerede.
For jeg synes at kravet om at kommunikere i stigende omfang invaderer tavshedens plads. Refleksion og tankemæssig strejferi bliver mere og mere umuligt. I den moderne betydning af kommunikation er tavshed det samme som med "kommunikationsvanskeligheder". Det er en synd at kommunikere dårligt, og det er endnu mere dadelværdigt - hvis ikke ligefrem utilgiveligt - at tie stille.
I den forstand er moderniteten lig med støjens ankomst. Verden giver konstant genlyd af tekniske instrumenter, der akkompagnerer det individuelle og kollektive liv; en endeløs tale forbundet med et utal af talerør. Jeg tænker selvfølgelig ikke på den fornyende og lyksagelige daglige samtale med dem, der står en nær, men på mediernes, de elektroniske netværk og telefonernes tale, som gør os til et "transitsted", dømt til at modtage en endeløs besked.
Denne tale er en permanent forstyrrelse af livets stilhed, og dens støj tager de tidligere kommunikationers plads. Det er umuligt ikke at tale, umuligt at tie stille, hvis det ikke lige er for at lytte.
Som moderne ideologi synes "kommunikationen" således at være vores gensidige bekræftigelse af hinanden som sendere og modtagere. Den er en måde, hvorpå vi kan etablere tryghedsskabende grænser for hinanden, og samtidig give det indtryk at at være en tjeneste: "Du er der, du eksisterer fordi du hører mig, og jeg eksisterer, eftersom jeg taler til dig". Beskedens indhold er ofte underordnet. En ikke-tilstedeværende ytring uden konkret effekt på en tilhører uden ansigt.
I det omfang at denne regelmæssige summen overhovedet har et egentligt budskab, så er det at verden stadigvæk eksisterer - og fortsat vil gøre det. I den forstand giver medierne og netværket hver af os en følelse af, at de henvender sig personligt til os.
Deres evige litani minder os om, at jorden stadigvæk drejer rundt med sin kortege af tragedier og andre begivenheder, men at der bydest set ikke er grund til bekymring. Det virkelige drama ville være mediernes kollaps, et generaliseret computersammenbrud, kort sagt en verden, hvor der kun var samtalen med ens nære tilbage.
Men denne endeløse tale er dybest set uden replik. Selvfølgelig er den ikke nødvendigvis en monolog, men den synes ofte at være en snakkende form for autisme. Og dens paradoks er, at den opfatter tavsheden som sin værste fjende; den gør tavshed til "intethed" og forstår slet ikke, at det sommetider er selve talen, der er det egentlige tomrum.
De fleste af os kender den pinlige stemning, der opstår når der pludselig bliver stille i en gruppe eller mellem to personer. "En engel gik forbi," siger man for at understrege ubehaget og komme over det ved at grine, hvilket gør det muligt, at samtalen kan fortsætte.
Men ikke alle samfund tildeler det udtalte ord en så vigtig plads. Den fysiske tilstedeværelse er i visse tilfælde mere end tilstrækkelig og kræver ligefrem en mådeholdig brug af sprog.
Den forskellige praksis i omgangen med sproget - omfanget af tavshed i en konversation, korte eller lange pauser - giver faktisk ofte anledning til stærkt værdiladede vurderinger af dem, der bruger det anderledes. Det kan således i mindre grad være talens indhold, som tavshedens fordeling eller varighed, der udløser det gensidige ubehag.
For eksempel er det almindelig kendt at vestlige beskrivelser af koloniserende folkeslag indeholder betragtninger over deres passivitet, vrantenhed, tillukkethed, dovenskab, fjendtlighed, stupiditet og det, der er værre. Disse negative vurderinger har vist sig i et vist omfang at være forbundet med forskellige holdninger til selve det at tale. Mådehold, lange pauser og ytringer, der ikke nødvendigvis hægter sig på samtalepartnerens pauser, afvæbner den, der ikke er vant til denne diskussionsmåde.
Og hvem beklager sig ikke over at franskmænd hele tiden afbryder dem, de taler med? Denne adfærd synes at være et ritualiseret element i franske diskussioner, hvis grundlæggende princip er, ikke at afbryde den talende midt i et ord eller en sætning, men straks at tage over når tonefaldet dæmpes lidt. De der ikke er vant til denne rytme har svært ved at gøre deres sætninger færdige; de bliver frustrerede, og synes at samtalepartneren er overfladisk, fordi han stiller spørgsmål uden at vente på svar.
Dette minder mig om en af de mest raffinerede tavsheder jeg nogensinde har været vidne til. En kendt videnskabsmand holdt et langt og interessant foredrag for fulde sejl. Da han var færdig fik tilhørerne mulighed for at stille spørgsmål, og dér på første række sad en meget ivrig mand, i fuld form med alle kløerne fremme. Han gav sig til at angribe videnskabsmanden i vendinger af så radikal usympatisk karakter, at de fleste af os øjeblikkeligt ville have forladt salen.
Det gjorde videnskabsmanden imidlertid ikke. Han gjorde slet ikke noget. Intet ord kom over hans læber. Stilheden væltede ind over salen med langt større kraft end selve angrebet. Mine tær slog saltomortaler nede i skoene, og min sidemand svedte. Pludselig lød det meget langsomt og meget velovervejet oppe fra podiet "ja". Videnskabsmanden sagde bare "ja" - underforstået: "det siger du" - og angrebet vendte som en boomerang tilbage til sin ejermand.
Som bekendt er også psykoanalytikere mestre i tavshed. I psykoanalysen svarer tavsheden altid til en ytring, en tilstedeværelse, at ståen til rådighed over for betydningen. Psykoanalytikerens tavshed er således ikke en stumhed eller tomhed; et tale- eller betydningsintet. Det drejer sig ikke om at lave så lidt støj som muligt, eller om at være fraværende, men om at tie stille, dvs. udtrykke en aktiv, "spændt" stilhed, der gør patienten årvågen. Det er en "flydende" opmærksomhed, som viger uden om en alt for rigid fastholdelse af det udtalte, for ikke at udøve en alt for personlig indflydelse på forløbet.
Analytikeren kunne faktisk godt tale, men han vælger at lade være for bedre at kunne lytte og for at skabe mere resonans, når han omsider tager ordet. Og meningen med at etablere denne åbnende tilstedeværelse over for den anden er selvfølgelig, at favorisere muligheden for at indfange det ubevidste.
Vi kan altså her i denne sommerferie-Qlumme konkludere at tavshed og tale ikke er modsætninger, de er begge aktive og betydningsfulde, og talen eksisterer ikke uden denne gensidige forbindelse. Tavsheden er ikke en "rest", et "intet", der absolut skal fyldes. Når en samtale med et andet menneske er forbi, og man går hvert til sit, er den efterfølgende stilhed imprægneret med det indre drømmeri, med ekkoet fra det, man har udvekslet. Tavsheden er talens fuldbyrdelse.
Det er derfor jeg ikke vil "kommunikere" i en workshop i cyberspace. Og så behøver jeg vist ikke sige mere...
