Læsetid: 3 min.

En tekstnær tenor

15. august 1998

Det spirer i liedsangens tenorbed. Et af de nye, friske skud er en høj, ranglet bønnestage ved navn Ian Bostridge

NYE CD'ER
Det er svært at sige ret meget skidt om den engelske liedtenor Ian Bostridge. Sådan som han synger Schubert på sin nyeste cd, må de fleste overgive sig. Om ikke betingelsesløst så i hvert fald med meget små indvendinger.
Den høje, tynde mand har en ægte tenorstemme. Ikke noget med barytonale tendenser. Tekstbehandlingen er usædvanligt nuanceret. Selv har Bostridge nævnt Dietrich Fischer-Dieskau som et forbillede. Måske har det tekstnære også noget med Bostridges fortid som historie- og filosofistuderende ved Oxford at gøre. De akademiske papirer - inklusive afsluttende afhandling - fik han i orden, inden han for alvor slog over i sangerfaget. Han er tydeligvis en mand, der bruger hjernen, inden han åbner munden.
Schubert-pladen samler små og store, oversete og fortærskede sange mellem hinanden. Die Forelle er den muntre indledning. Men hør hvilken huldsalig ro, Bostridge udbreder i den anden Wandrers Nachtlied til Goethe-tekst (nummer et er også med på cd'en). For ikke at tale om Nacht und Träume til otte små, banale tekstlinjer af Matthäus von Collin. Tekstlinjer, der ved Schuberts og Bostridges mellemkomst bliver til en forførende lovprisning af nattens blødhed.
Heidenröslein, An die Musik og Du bist die Ruh former Bostridge også som perler. Shakespeare-bearbejdelsen An Silvia formår han med sit langsomme tempo ikke at få til at hæve sig helt derop i den sublime kunsts ubekymrede sfære på samme ultimative måde, som Fritz Wunderlich.
Men ellers er der som sagt ikke meget skidt at sige om Bostridges Schubert. Også vor hjemlige Bo Skovhus får konkurrence på sit foretrukne Schubert-ekstranummer med en charmerende Musensohn, hvor Bostridge trods et friskt tempo har overskud til at vende og dreje ordene, så de skinner og blinker i lyset fra hans fine tenor. Ikke maskulint som hos barytonen Skovhus, men flot og raffineret. Pladens afsluttende Erlkönig er et festfyrværkeri af tekstudlægning, hvor den dramatisk nøjeregnende Bostridge virkningsfuldt redegør for digtets roller, idet han behændigt veksler mellem ansvarsfuld far, lokkende elverkonge og modtagelig barnesjæl, skæbnesvangert åben for, at der er mere mellem himmel og jord...

Bitter Heine
Det hører med til den lovprisende historie, at Ian Bostridge på Schubert-cd'en ledsages af en glimrende pianist ved navn Julius Drake. Han er åbenbart tenorens faste samarbejdspartner. I hvert fald er det også bemeldte Drake, der akkompagnerer Bostridge på hans næstnyeste cd - ligeledes fra i år - med Schumanns Dichterliebe.
Med hvad der allerede er sagt om Bostridges tekstfølsomme stil, kan man selv regne ud, hvorvidt denne mand mon er et fund til at fortolke de overspændte Schumann-udsættelser af Heines tragiske tekst-cyklus eller ej. Det rigtige svar er selvfølgelig: Ja, det er han!
Også hos Schumann får hvert enkelt ord personlig behandling. Det er naturligvis smag og behag, om man kan lide det sådan, i Schubert kan det efter min smag blive for meget af det gode. I Schumann er det perfekt.
Det er en ny reference-indspilning af Dichterliebe, Ian Bostridge har begået, intet mindre - ingen sange nævnt, ingen glemt. Foruden Dichterliebe byder pladen på Liederkreis op. 24, og også her læner man sig tilbage og nyder en perlerække af sanglige oplevelser hinsides rimelig kritik. Koblingen af de to bitre Schumann/Heine-cykler kunne ikke være bedre.
Giganten EMI, der har fået fingrene i Bostridge, har udgivet de omtalte plader. Men Bostridge var opfundet, før EMI kom til. Man kan gå på opdagelse blandt indspilninger af så forskellige sager som Mozarts requiem (med den flamske kordirigent Philippe Herreweghe), Rossinis for mig ellers ukendte Missa di Milano (med Neville Marriner) og musik af landsmanden Benjamin Britten. Det sidste på det glimrende plademærke Hyperion. Bostridge har også sunget Britten på EMI, nemlig komponistens serenade for tenor, horn og strygere indspillet under ny musik-dirigenten Ingo Metzmacher. Det gør ikke tenoren mindre spændende, at han synger andet end tyske romantiske lieder, og det skal blive interessant at høre hans næste projekt: En liedcyklus skrevet specielt til Bostridge af Hans Werner Henze.

*Schubert Lieder. Ian Bo-stridge (tenor) og Julius Drake (klaver). EMI Classics 5 56347 2

*Schumann: Liederkreis op 24, Dichterliebe, Ian Bostridge (tenor) og Julius Drake (klaver). EMI Classics 5 56575 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her