Læsetid: 4 min.

Tenor til det nye årtusinde

4. august 1998

Mens De Tre Tenorer er på vej ned ad opera-poppens glidebane, er nye stjerner målbevidst på vej op. Den netop nu mest opreklamerede skilter utvetydigt med tronarvingeambitionerne - og holder foreløbig sin svinesti ren

NYE CD'ER
José Cura vil være det nye årtusindes supertenor. Da han tidligere på året sprang ind for Pavarotti i en opsætning af
Aida i Palermo, understregede han ambitionen. I forvejen er Cura hårdt booket op på Europas og USA's store scener, men markeringen var vigtig, og takket være en Aida i Japan kort forinden som belejliget generalprøve blev den en succes. Mens den aldrende Pavarotti må fortrække til fodboldbanerne, gør Cura sig klar til at overtage pladsen som en af de store operahuses nye stjernetenorer, side om side med navne som Roberto Alagna, Ramon Vargas og Octavio Arevalo.
Curas debut-cd begynder med Pavarottis store nummer, Nessun dorma. Dirigent på cd'en er Domingo. Mere direkte og ambitiøst kan man ikke bekende kulør. José Cura vil indsættes som De Tre Tenorers tronarving, og det italienske repertoire, han skal synge for at nå målet, griber han an med en tæt stemme fuld af autoritet og musikalsk fraseringsfrihed, som det høres på debutcd'ens Puccini-opvisning, der arbejder sig baglæns gennem komponistens oeuvre, fra Puccinis sidste opera, Turandot, til hans første, Le villi.
Det høje h - tonen lige under det magiske høje c - i Nessun Dorma nås med udgangspunkt i et kropsligt, maskulint barytonleje, der gør Cura til en charmerende robust tenor. Sammenligner man hans version af Che gelida manina med José Carreras', netop genudgivet på opsamlingsalbummet The best of José Carreras, står Cura for en mere diffus klang i de stilfærdige indledningsfraser. Men selvom Cura hverken er spændt som en buestreng, sådan som Carreras er det, eller har Pavarottis afrundede klang, skal hans hulkende højtoner nok tage kegler hos det store pladepublikum, som fænomenet De Tre Tenorer har opdyrket. Og mens Carreras sælger nok en bid af sin musikalske hæderlighed på den omtalte svinestreg af en opsamlingsplade, der absolut ikke kan sige at rumme det bedste, han har præsteret, men hovedsageligt indeholder engelsksprogede sange fra en identitetsløs popskuffe, står Cura frem som et af de mest seriøse bud på en ny, saftig fortolker af det dramatiske italienske operarepertoire.

Sit hjemlands vemodige
Nu er så Curas solo-cd nummer to udkommet. Den indeholder ikke en tone opera. Og så kunne man jo frygte, at den også her er helt gal, ligesom hos forbillederne. Smuglytning til Domingos nyeste cd, Por Amor, der ventes i butikkerne i slutningen af måneden, lover bestemt ikke godt.
Men den er ikke så gal endda. Med indfølt sprogtone foredrager Cura sit hjemland Argentinas vemodige sange. Når han kan gøre det med hæderligheden i behold, skyldes det først og fremmest, at musikken i sig selv har noget at byde på. Cura dirigerer selv, foruden at han har arrangeret og komponeret en del af numrene. Stjernen dementerer dermed effektivt myten om, at alle sangere er selvoptagede
idioter, der dårligt nok kan prikke deres egen stemme ud med én finger på klaveret. Den 35-årige tenor har studeret både komposition og direktion, før det lykkedes ham at gøre stemmebåndenes særegne muligheder til karrierevej.
Curas egne kompositioner er og bliver dog de mindst tilfredsstillende, selvom de er godt skruet sammen. Hans smeltende instrumentalpræludium skal føre os ind i musikkens verden af argentinsk vemod, men Ernesto Bitettis autentiske solo-guitar indslag senere på cd'en opfylder denne mission bedre end Curas neoromantik.
De sange, der indskrænker sig til guitar- eller klaverledsagelse, er i det hele taget pladens dejligste. Til gengæld må man lade, at Preludio a los Sonetos de Amor y Muerte, som Curas intro hedder, sammen med hans to udsættelser af Pablo Nerudas Sonetos, der afrunder pladen, danner en gennemtænkt ramme. Der er lagt arbejde og omtanke i projektet.
Sangene er flygtige og sukkersøde, men de pretenderer heller ikke at være andet. Cura har skruet ned for det vokale blus, så man kan nyde deres stilfærdige, melankolske tonefald, hvor lidenskaben mestendels udgør en understrøm. Enkelte numre - men overraskende få - bærer tangoens passionerede præg: En sang af Alberto Ginastera og et rapsodisk bravura-klaverarrangement af en Piazzolla-komposition, som stikker noget af mod vokalnumrene, men forfrisker trods floskler og falbelader.
Anhelo lægger sig i slipstrømmen af let lyttede 'operaplader', men den gør det trods alt med en vis elegance. Cd'en skal føre budskabet om den nye stjernetenor ud til et bredt publikum, det er klart. Godt for pladeselskabet, godt for Curas pengepung - og måske i sidste ende også godt for operagenren, der vel sikrer sig opmærksomhed ved dens udøveres forkærlighed for at krydse ind over grænserne til 'lettere' genrer. Måske... Vil man være pessimist, lover det ikke godt for os, der helst vil høre operasangere synge opera. Cura er på vej ud på glidebanen, men med sin anden cd har han indtil videre holdt sin svinesti ren. Så må man bare håbe, det ikke bliver værre. De Tre Tenores rutschetur er ikke et eksempel, der kan anbefales til efterfølgelse.

*Puccini Arias. José Cura (tenor), Philharmonia Orchestra dirigeret af Plácido Domingo, Erato

*Anhelo. Argentinian Songs. José Cura (tenor, arrangør, komponist og dirigent), Ernesto Bitetti (guitar), Eduardo Delgado (klaver), Erato

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu