Læsetid: 11 min.

En terrorists økologiske drøm

22. august 1998

24-årige Adel Olliak har fundet Gud i kampen mod Israels besættelse af Sydlibanon - hans livsdrøm er et liv i frihed og harmoni med naturen

Hvad vil du gøre, hvis din søn ikke bliver religiøs?"
"Slå ham ihjel..."
Adel Olliak griner og giver sin to-årige søn Ali et smækkys. Spørgsmålet er lige så provokatorisk, som svaret afslører Adels humoristiske forhold til journalistens fordomme.
Adel er medlem af den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der i Vesten er synonym for religiøs fanatisme, iransk sponsoreret antivestlig terror og kidnapning af civile. Adel ved godt, hvilket rygte hans bevægelse bærer rundt på, og derfor er han ikke sen til at invitere den vestlige presse hjem til aftensmad og overnatning, og Informations udsendte er lige så hurtig til at indvilge i en frivillig kidnapning. Adel ser tilforladelig ud, og Hizbollah har ikke kidnappet vestlige statsborgere de seneste seks år.
Adel bor i den sydlibanesiske by Nabatieh på grænsen til den israelsk-besatte såkaldte sikkerhedszone. Uanset hvor man befinder sig i byen, behøver man blot at løfte blikket for at få øje på de israelske positioner, der ligger som små lurende forhøjninger på de nøgne bakketoppe over byen.
Men nu er klokken ni om aftenen, og mørket har slugt israelerne. Adel skræller kartofler i sin stue i en rummelig lejlighed i udkanten af byen, mens Ali, en lille krøltop med narrestreger i de store brune øjne, kravler rundt omkring ham på bordet og forsøger at skubbe sin far væk fra stolen. Når det lykkes, sætter han sig til rette som en konge og sender triumferende blikke rundt til publikum i stuen. Adels mobiltelefon når at ringe syv gange under kartoffelskrælleriet, en af Adels huslige pligter, der også omfatter fejning af gulvet og badning af Ali.
"Vi har en simpel opdeling af husarbejdet: jeg gør det, jeg er bedst til, min kone det hun er bedst til," forklarer han.
Til ære for Informations udsendte og en britisk kollega og 'medfange' i den libanesiske gæstfrihed er Braveheart sat i videomaskinen, for historien om den dårligt udrustede skotske modstandsbevægelse, der kæmper mod den stærke engelske hær "ligger tæt op af mine egne oplevelser" som Adel forklarer.
"Historien skrives af dem, der hænger helte," lyder det fra videoen, og selv om vi kun har kendt Adel nogle få timer, forstår vi, at ordene præcist rammer hans egen overbevisning. Israel, aggressoren, dikterer ordlyden i historieskrivningen og således Vestens syn på Hizbollah.
Adel er direktør for et lille hospital med 30 senge i Nabatieh. Han blev udnævnt som 21-årig efter sin eksamen i offentlig sundhedsadministration fra American University of Beirut. Han er Libanons yngste hospitalsdirektør, måske den yngste i hele Mellemøsten. Hospitalet drives af Hizbollah, men behandler patienter uanset deres religiøse tilhørsforhold. Hospitalet er en af de mange sociale og velgørende aktiviteter, der har skaffet Hizbollah solid folkelig opbakning blandt libaneserne og især blandt shia-muslimerne, der udgør omkring 35 pct. af befolkningen. For nok er modstanden mod den israelske besættelse Hizbollahs første og fornemste opgave, men efter års væbnet kamp er Hizbollah vokset til en organisation, et politisk parti og et højt respekteret supplement til den utilstrækkelige libanesiske velfærdsstat. Med andre ord et udtryk for det, Adel opfatter som den sande islam: uselvisk hjælp ydet til fattige, trængende, syge, forældreløse og gamle.
"Vi kan ikke erstatte staten, men vores religion byder os at betjene folk og hjælpe dem så godt som muligt," siger han.
Under en rundvisning på det sparsommligt indrettede, men sirlige og rene Al Janoub-hospital, fortæller Adel, at hospitalets mål er at give den bedste og billigste service til alle uanset religion.
Vi får lov at kigge ind i en af sygestuerne, hvor en 96-årig patient ved navn Hossein bliver behandlet for problemer med fordøjelsen. Han husker Libanon fra før den israelske invasion:
"Det var som paradis. Vi havde alt, folkeliv, landbrug, fest og farver."
Manden i sengen overfor har slanger i næsen og ondt i hjertet. Han får tårer i øjnene, da han siger: "Gid Gud må stå frihedskæmperne bi."

Det tager nogle timer, før Adel indrømmer, at han med jævne mellemrum trækker i soldatertøjet og drager op i bjergene for fysisk at bekæmpe de israelske soldater, der har været i Libanon i 20 år trods international fordømmelse og en FN-resolution fra 1978, der kræver Israels betingelsesløse tilbagetrækning.
"Jeg tager op og taler med vores frihedskæmpere og støtter dem, men jeg kæmper ikke," siger han om eftermiddagen, da vi sidder i direktørkontoret på hospitalet i centrum af Nabatieh. Først om aftenen, da vi nyder det sprøde, friturestegte resultat af hans forarbejde med kartoffelskrælleren, kommer resten af historien.
"Jeg kæmper sammen med soldaterne. Jeg bruger våben. Det er min pligt," indrømmer han og bryder dermed Hizbollahs officielle tavshedspolitik om militære anliggender. Måske fordi vores status som gæster i hans hjem får ham til at glemme, at vi er journalister. Måske fordi tavshedspolitikken ikke omfatter den blotte indrømmelse af personlig deltagelse i militære aktiviteter. Hvorom alting er lykkes det ikke at få detaljer om Hizbollahs militære strategi ud af Adel. Dertil er han for klog. Drikke ham fuld? Umuligt. Dertil er han for religiøs.
"Livet for vores soldater er forfærdeligt. Maden, tøjet, søvnen, insekterne, alt er forfærdeligt. Det er ikke det liv, vi ønsker," siger han.

Adels 23-årige hustru Hala Sayegh sidder ved bordets langside med nydeligt tilrettet tørklæde og lange tunge gevandter, der skjuler alt andet end hendes hænder og ansigt.
"Jeg er glad for, at Adel deltager i kampen. For det første fordi han altid er mere bevidst om de sande værdier i livet, når han kommer tilbage, men også fordi det er godt for mig, at han er væk ind imellem. Jeg kommer til at savne ham og er meget glad, når han kommer tilbage," siger Hala, en selvbevidst kvinde, hvis skønhed ikke lader sig skjule af klæder.
Hun er datter af en kristen mor og en far, der tilhører den hemmelighedsfulde drusiske gren af islam. Religion har aldrig spillet en vigtig rolle i familiens liv, så det var et chok for forældrene, da Hala valgte den shia-muslimske tro, mens hun læste psykologi på det amerikanske universitet i Beirut.
"Jeg lærte shia-islam at kende gennem venner, og deres tro gav mig svar på nogle ubesvarede spørgsmål. Siden mødte jeg Adel, og vi er enige om alle de grundlæggende spørgsmål i livet. I starten var mine forældre meget imod min beslutning, f.eks. at jeg går med tørklæde. Men de er ved at vænne sig til det, og forleden sagde min mor, at hun havde set et smukt tørklæde, som hun vil købe til mig," siger Hala, der arbejder som engelsklærer på en skole i nærheden. Brisen fra ventilatoren, der står ved siden af spisebordet, rammer mit eget utildækkede hår som et længe savnet kærtegn i den hede sommeraften, og Hala indrømmer, at hun sveder under de mange meter stof.
"Det ville nok være lettere for mig, hvis jeg havde været vant til at klæde mig sådan fra lille," siger hun, men mere brok bliver det ikke til, skønt jeg hele tiden frygter, at hun skal falde om med hedeslag.
Hala og Adel har svært ved at forstå, hvordan verden kan opfatte Hizbollah som en terrorist-organisation.
"Hizbollah bekæmper en stat, der illegitimt har invaderet vores land. Hvordan kan det være terrorisme," spørger Adel, der med sin kortærmede ternede skjorte, cowboybukser, sejlersko, velbarberede skæg og rolige væremåde unægteligt ligner alt andet end en terrorist. Som så mange andre libanesere mener Adel, at Israels opbakning fra USA og jøders centrale placering kloden rundt - ikke mindst i de vestlige medier - er årsagen til Hizbollahs dårlige ry. Han erkender dog, at fortidens gidseltagninger og flykapringer også har gjort sit, selv om han afviser, at Hizbollah var direkte involveret i disse operationer.
"Enhver der kaldte sig religiøs dengang, blev sat i forbindelse med Hizbollah. Men der er ingen beviser for, at det var Hizbollah, der gjorde de ting," siger han afvisende.
"I sidste ende er der tale om et kommunikationsproblem og nogle fordomme, der holdes ved lige af stater. Politikere skaber barrierer mellem folk for at styrke deres egne interesser," siger han og understreger, at Hizbollah intet har imod amerikanere, hans antipati er rettet mod amerikanske politikere.
"Jeg har mange amerikanske venner, som jeg holder meget af, og der er ting i den amerikanske kultur, som jeg selv har overtaget. Man kan stole på dem, for eksempel."

Hvad, Adel ved med sikkerhed, er, at han som libaneser ikke kan besøge landsbyen, hvor han er født, fordi den ligger inden for det israelsk-besatte område få kilometer fra Nabatieh.
Om eftermiddagen kører han os en tur rundt i området omkring Nabatieh så tæt på de israelske positioner som muligt. De ligger der, 300 meter fra os i luftlinje og ligner tomme truende øjne på et uhyre, man nødig vil vække. Selv som besøgende fornemmer man den uhygge, de vækker i den lokale befolkning.
"Det er første gang i 10 år, jeg er så tæt på min landsby," siger Adel, da vi har passeret et libanesisk checkpoint og bevæger os direkte i retning af det berømte 1000 år gamle Beaufort Slot, en gang en libanesisk stolthed, i dag en israelsk militærpost.
"Hvis de får fat i mig, sætter de mig i fængsel," siger han. Siden Hizbollah og israelerne i 1996 indgik en skriftlig aftale om ikke at gå efter civile mål, er situationen forbedret væsentligt for befolkningen, og langs den smalle vej skyder nybyggerier op som bevis på fremtidstroen. Kampene foregår i dag mellem israelsk militær og Hizbollah-soldater, der fra deres positioner i bjergene sniger sig ind på de israelske positioner eller rammer israelske soldater med morterild og vej-bomber under transport i området. På grund af store tab af israelske soldater i Libanon i de seneste år har Israel tilbudt at trække sig ud på visse betingelser, men Libanon og Syrien, der har det sidste ord, afviser at opfylde nogen som helst betingelser.
"Israelerne må trække sig ud uden betingelser. Hvad har de overhovedet at gøre her," spørger Adel og forklarer, hvad der efter hans mening ligger bag Hizbollahs succes.
"Israelske soldater græder og skriger som børn, når de bliver angrebet. De er så bange for døden. Det er vi ikke. En levende Hizbollah-soldat er en helt, en død soldat er en martyr, der får et liv efter døden. Så hvad har vi at frygte?"
Adels drøm er at vende tilbage til sin landsby Yohmor og bygge et hjem for sin familie. Da pommes fritterne er blevet slatne, og vi rykker ind i opholdsstuens sofaer, viser han os de tegninger, han har lavet over såvel hus som have.
"Dér skal være et bibliotek, hvor man kan tænke, og her skal min kones klaver stå," siger han og viser tegningen af underetagen. Hala har sat sig i skrædderstilling på gulvet, og Ali ligger ved siden af hende på det bare gulv. Langt om længe dejset om af udmattelse. På en terrasse neden for vinduet sidder fire mænd og spiller kort. Deres dæmpede snak når os som en stille mumlen, og intet andet bryder sommernattens tysthed.
"I haven vil vi dyrke grønsager uden sprøjtemidler, og vi skal også have ænder, høns, får og en hund. Herovre vil jeg lave kompostbunke og et system til genbrug af vores spildevand. Vi vil prøve kun at bruge biologisk nedbrydelige rengøringsmidler i husholdningen, for hensynet til naturen er en vigtig del af islam. I vores familie spiser vi meget lidt kød, for Koranen siger, at du ikke skal gøre din mave til en grav for dyr," siger Adel og fortsætter den virtuelle rundvisning i sit drømmehjem.
"Her skal der være en swimmingpool med en høj mur omkring, så min kone kan svømme i badedragt. Kun fuglene kan se hende her," smiler Adel. Hala siger ikke noget, men følger opmærksomt med i rundvisningen, som om hun er fuldstændig indforstået med sin mands ideer.
"Prøv at gætte, hvad jeg vil bygge her?" spørger Ali og peger på en lille rektangel i hjørnet af grunden.
"En grav, som jeg vil lægge mig i to timer om ugen, så jeg altid bliver mindet om, at de ikke-materielle ting er vigtigst i livet. For at huske på, at jeg skal være et godt menneske og forberede mig på mit liv efter døden," siger Adel.
"Dette hjem er mit livs drøm, og jeg vil altid være frustreret, hvis den ikke går i opfyldelse," siger han og læner sig tavst tilbage i sofaen.

Ud på de små timer drejer samtalen over i en filosofisk diskussion om religion. Min kollega og jeg indrømmer over for Adel og Hala, at vores personlige anke mod islam er ideen om, at Koranen er en opskrift på livet, som mennesket skal følge ned i mindste detalje uden at stille spørgsmål.
Vi forklarer, at den vestlige kulturs styrke efter vores mening er kravet til det enkelte menneske om at tænke selv, tænke kritisk og træffe egne personlige valg, og min kollega citerer Nietzsche: Er Gud menneskets fejltagelse eller er mennesket Guds fejltagelse?
Adel bliver tydeligvis urolig over diskussionen og begynder rastløst at flytte rundt på ting på bordet, som om han forsøger at holde tvivl på afstand.
"Gud kan være mange ting, og det accepterer jeg. Det kan være naturen eller sandheden eller Allah, og jeg er villig til at diskutere emnet åbent med enhver. Men jeg tror ikke, at nogle mennesker kan være i tvivl om, at der eksisterer en magt, der er større end mennesket,"
Men hvorfor skal Hala sidde med alt det tøj på i 30 graders varme, bare fordi der er en fremmed mand i hendes hjem, insisterer vi.
"Fordi en kvindes krop vækker mandens begær mere end mandens vækker kvindens. Det er en regel, der skal beskytte de svage og dem, der ikke har kontrol over sig selv," siger han. Selv blev han religiøs som 15-årig. Hans far var kommunist, og hans mor plejede at forbande Hizbollah, der på den tid havde et endog meget blakket ry. I dag er familieidyllen vundet tilbage, og forældrene anerkender sønnens indsats for andre.
"Jeg vil aldrig glemme følelsen, da det gik op for mig, at Gud eksisterer. Det var som at blive løsladt fra et fængsel. Før søgte jeg lykken i begivenheder, en udflugt eller en rejse, men det var en overfladisk lykke," siger han og tilføjer, at hans tro er blevet styrket af den israelske besættelse.
"Før besættelsen var fem procent af muslimerne her i området religiøse, i dag er tallet 50 procent. Det er godt for os, men skidt for israelerne og USA. Jo mere de piner os, desto mere klynger vi os til islam."
Natten er faldet på, en nat helt uden bombardementer og skudvekslinger, konstaterer vi en anelse skuffede, da vi ligger og stirrer op i den roterende ventilator i loftet. Mødet med Adel og Hala har vendt op og ned på en række fordomme, og mens vi ligger og tænker på englænderen Terry Waite, der efter eget udsagn kom tættere på Gud i sin fire-årige totale isolation som fange i Libanon, konstaterer vi, at det er hans fangevogtere tilsyneladende også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu