Læsetid: 2 min.

Tidligere PET-agent meldt til politiet i sprængstof-sag

11. august 1998

Den tidligere PET-agent Anders Nørgaard er blevet politianmeldt for ærekrænkelse og bagvaskelse - skal afhøres med en sigtets rettigheder

En sigtelse for ærekrænkelse og bagvaskelse bliver måske konsekvensen for Anders Nørgaard, den 43-årige kok fra Amager, som i foråret i tre tv-udsendelser på TV 2 indviede offentligheden i sin fortid som agent for Politiets Efterretningstjeneste. I en kortfattet skrivelse har Kriminalpolitiet i København netop tilsagt Anders Nørgaard at møde til afhøring på Politigården tirsdag i næste uge klokken 9.00.
Endnu er den tidligere PET-agent dog kun politianmeldt - af en ansat i Rigspolitiets Rejsehold, som Anders Nørgaard var i kontakt med, da han i begyndelsen af 80'erne arbejdede for efterretningstjenesten.
Men chefen for Københavns Politis drabsafdeling, Kurt Jensen, oplyser til Information, at det er besluttet, at Anders Nørgaard skal afhøres med en sigtets retsstilling, det vil blandt andet sige med ret til bistand fra en advokat.

Tilbød sprængstof
I begyndelsen af 80'erne færdedes Anders Nørgaard i anarkistiske kredse i Århus, blandt andet Regnbuen, som politiet mistænkte for at stå bag en række politisk motiverede brandattentater i Århus. Attentater, som både PET og Rigspolitiets Rejsehold efterforskede, men som aldrig blev opklaret.
Men ifølge Anders Nørgaard bestod hans arbejde ikke kun i at rapportere til PET. På opfordring af en daværende kriminalassistent i Rejseholdet, Arne Siezing, skulle han desuden tilbyde Regnbue-aktivisterne sprængstof, har den tidligere agent forklaret til Ekstra Bladet:
"Arne foreslog, at jeg over for folkene i Regnbuen lod skinne igennem, at jeg havde mulighed for at skaffe dem sprængstof. Det gjorde jeg så. Men de afslog," skrev bladet den 15. maj i år.
Den artikel brød Arne Siezing, der stadig arbejder i Rejseholdet, nu med titel af vicekriminalkommissær, sig ikke om.
Den 25. maj anmeldte han derfor Anders Nørgaard for bagvaskelse og ærekrænkelse.
Men Arne Siezing er ikke den eneste, der er forarget. Hvis Anders Nørgaard taler sandt, er der nemlig tale om agent provocateur-virksomhed, altså at politiet aktivt har forsøgt at fremkalde handlinger fra de formodede attentatfolk.
Den 18. maj bad Folketingets retsudvalg derfor justitsminister Frank Jensen be- eller afkræfte historien, som - hvis den er sand - er særdeles alvorlig for politiet.
Retsudvalget bad desuden justitsministeren "undersøge sagen nærmere, eventuelt gennem henvendelse til de dengang involverede parter".
Skønt stillet for snart tre måneder siden, er spørgsmålene - syv i alt - blandt den omfattende mængde retsudvalgsspørgsmål om PET's aktiviteter, som Frank Jensen endnu ikke har besvaret.
Vicekriminalkommissær Arne Siezing ønsker ikke at udtale sig til Information om sagen, men til Ekstra Bladet sagde han i samme artikel, som nu har ført til anmeldelsen af Anders Nørgaard:
"Jeg vil kun sige, det hele er rent sludder."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu