Læsetid: 5 min.

Tornerose er ikke død

1. august 1998

Et slot på Mors omdannet til monument over dekorativt forfald. Det er et teater
med kulisser og rekvisitter. Spillerne har forladt scenen. Man må selv fylde den ud med egne historier

Småslotte, herregårde, står og forfalder. Et halvt hundrede hovedbygninger til danske herregårde ligger øde hen - ifølge en opgørelse i Politiken forleden: Vinduerne er tomme, fugten driver ned ad væggene, murene smuldrer.
Højriis Slot, der ligger nogle få kilometer syd for Nykøbing Mors, står formentlig på listen. Bortset fra, at det ikke er helt øde: Der er mennesker i det - turister.
Hvad gør man, hvis man står med et forfaldent småslot, som ikke kan bruges til noget? Man kan ikke bo i det. Det er for ringe til at man kan investere i ombygning til nye formål. Kælderen, fundamentet, er sivende fugtigt.
Spørgsmålet er naturligvis noget værre koketteri, men nogen har følt det påtrængende nok til at de har tænkt det igennem og givet et begavet svar.
Man tager det som det er, vender forfaldet og opløsningen om, vender problemet på hovedet - omdanner det ubrugelige slot til et monument over forfald og opløsning. Så enkelt er det.
Mors er ikke traditionelt overrendt med turrister - eller overrendt i det hele taget. Men "Det sovende slot" er én af de mest overrumplende attraktioner, man kan risikere at løbe ind i på jagten efter nye og anderledes og "kunstige" turistmål.
Eventyret begynder allerede ved indkørslen til slottet, et knap én kilometer langt dyk ind gennem gammel dansk blandet løvskov med lindealle med bregneklynger og store myretuer i skovbunden.

Rustent håndtag
I tilslutning til slottet er der skiftende udstillinger i en tidligere staldlænge. Årets udstilling: fotos af Sissle Honoré.
"Livets gang sætter spor," skriver hun i en tekst på udstillingen: "Et slidt, rustent håndtag, en falmet stikkontakt, spindelvæv i krogene og revner i pudsen..."
Og det er, hvad hendes billeder handler om. Close-ups på maling der skaller, gamle farver der ligger bag og trænger igennem, råd, ukrudt i nedløbsrør. Det dekorative forfald.
Og det er, hvad slottet Højriis handler om.
Man går over en vindebro (der ikke ser ud til at kunne vinde ret meget), der ligger hen over en voldgrav, der er så tilgroet at den næsten forsvinder. Skræppeblade så store som i Den grimme Ælling.
Slotsgården kan ikke beskyldes for at være velholdt. Ukrudt, buske. En længe er styrtet sammen.
To længer og et tårn står tilbage.

Helt i grønt
Ind og kigge: Første rum er helt i grønt. Der er et par malede portrætter af en herre og en dame, der er indbegrebet af adelige. Et våbenskjold med løve og sværd. Og en vægdekoration med måske 100 legetøjsheste på vej opad i en dæmpet belysning. En lydmontage med hestetramp, råb, klirren, drama.
Har man ikke været klar over det før, begynder det at dæmre her: Dette er ikke en traditionel rundtur i et historisk slot - det her er drøm og fiktion.

Kongen af Mors
Ikke fordi der ikke er historie. Slottet skal oprindelig være opført af en tidlig konge af Mors.
Det nævnes første gang i 1397. Det har været ombygget og tilbygget. Sidste gang i 1865, hvor fløjbygningerne fik takkede gavle. Men åbenbart har det været både for dyrt og for besværligt at holde ved lige.
De nuværende ejere hedder Vibeke Schwerin og Ib Smith, og hun er datter og barnebarn af tidligere ejere - som har boet i mere moderne huse på slottets grund. Højriis er fortsat aktivt producerende - op mod 500 hektar land- og skovbrug.
Andet store rum er helt i blåt. Selv om man kryber om bag de tykke gardiner bliver verden ved med at være blå - vinduerne har blåt glas og den moderne verden udenfor bliver en del af eventyret.
Dette rum er optaget af en stor snedekoration og en model af den fløj man befinder sig i og indkig i den sal, man lige nu står i. En anden form for spejl.

Slanger i sprit
Man fortsætter ind i et rum, som har en mere brunlilla tone, og som rummer en stor opstilling med akvarielignende glaskasser, som tilsammen ligner iskrystaller. Nogle af kasserne er tomme. Andre indeholder naturstumper: søstjerne, udstoppet ilder, slanger i sprit.
Og det fortsætter og fortsætter. Måske er der ikke så meget, men der er så meget oplevelse i det hele, at man er nødt til at gå meget langsomt og være helt sikker også på sine egne reaktioner.
Man hører en snorkelyd, kigger ind i en sprække i en dør. Dér ligger en ridder, en herremand. Død? Begravet? Eller sover han bare en brandert ud?
Kælderen er mørk, kold, fugtig. Et af rummene er netop blevet forladt af en videnskabsmand, som har haft noget for med blåt vand i reagensglas og kolber.

Torturkælder
Et stort, mystisk kar ligner en anden form for videnskab. Tortur?
Hist og her forstærkes dryppelydene elektronisk.
Man ser en metalkugle for enden af en lænke og lænken fører hen til en fodlås, men man kan ikke se fortsættelsen: Man kan ikke se, hvis ben, det er.
Der er nyfejet over det meste af kælderen. Så meget stærkere virker det, at der i et af rummene ligger skeletrester langs væggene.
En trappe er blokeret med gule citroner. Hvem har tabt dem? Hvornår?
Pludselig står man midt i et påklædningsværelse. Prinsessetøj. Et par uniformsjakker. På gulvet ligger en smadret ridder - en rustning er faldet fra hinanden. Også i dette rum er der sket noget. Det er som om det lige er blevet forladt.
Man kigger ind gennem en halvåben dør og ser et festbord - opdækning med kerter og kandelabre og pynt og hjortegevirer på stoleryggene. Ingen mennesker - kun lyden af dem.

Sovende Tornerose
Og bliver man ved længe nok, kan man være heldig og finde den sovende Tornerose. Hun bevogtes af to store, sorte ravne, så man skal nok ikke kysse hende. Det kunne jo også være man blev til en frø.
Det er et rigtigt slot, så der er en rigtig park uden for voldgraven. Hængebøg. Ridebane. Blomsterbuske. Syren. Træstubbe. Karpedam. Rhododendron.
Det hele er besjælet af den samme fornemmelse af forfald, men det er en fornemmelse, man selv skal komme med. Det hele er noget, man selv skal komme med. Nok er det et gammelt slot med en historie, men der er ikke nogen belæring og ingen museumsinspektører. Slottet er ikke engang fredet. Det er et teater med kulisser og rekvisitter. Spillerne har forladt scenen. Man må selv fylde den ud med egne historier.
Over hele parken kan man høre en svag dunken. Tornerose er ikke død, hendes hjerte slår ganske svagt.

Dette er den syvende artikel i en serie om de kunstige paradiser, som er opstået af masseturismens behov for nye seværdigheder. Tidligere artikler blev bragt 23. juni, 1., 10., 18., 23. og 30. juli. Serien er hermed slut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu