Læsetid: 6 min.

Tour de France er død Tour de France lever

3. august 1998

At Tour de France blev kørt til ende, giver rytterne tid til at finde en løsning på det problem, som de ikke har skabt, men som de er ofre for

PARIS - Det regnede, mens rytterne kørte mod Paris, men det var også det eneste unormale, der kunne iagttages ved den traditionelle afslutning af Tour de France. Men mindsandten om ikke solen brød frem gennem de tunge regnskyer, samtidig med at rytterne kørte ind på Champs-Élysées. Ikke solen, der brød frem over Austerlitz og vendte slaget til sejr for Napoleon, men måske nådens sol i sidste øjeblik over de plagede, skyldige som uskyldige, i dette, det mest usædvanlige af alle årgange af Tour de France.
Marco Pantani var genert på podiet, og både han, Jan Ullrich og Bobby Julich måtte på skift flytte rundt på de kæmpestore bilnøgler, der var sejrens trofæer fra sponsoren FIAT, for at kunne få plads til hinanden på skamlens øverste trin, men det er den slags brud på protokollen, der skal være der, for at det hele bliver menneskeligt. Løbets direktør Jean-Marie Leblanc var oppe at takke alle tre, og lettelsen var ikke til at spore i hans krummede ryg over, at hans løb var kørt til ende, men uden for protokollen har han takket Bjarne Riis for, at denne reddede løbet, da det var ved at køre i grøften.

Slut med frimureri
Politiet fortsætter sit arbejde, når rytterne er kørt hjem, og den sidste afhøring, afsløring, tilståelse eller sigtelse er ikke foretaget endnu. Den efterforskning, der har været foretaget under løbet, har afsløret, at der er meget langt fra det professionelle cykelmiljøs opfattelse af, hvad der er nødvendigt for at konkurrere, og så til hvad der er tilladt af loven og antageligt for os andre.
Sagerne har bragt ende på et hemmelighedskræmmeri og et frimureri, som har vist sig ubærligt for rytterne selv, og når alle ophævelser over det franske politis hårdhændede metoder har lagt sig, vil den udbredte fornemmelse blandt rytterne være lettelse. At Tour de France blev kørt til ende, giver dem tid til at finde en løsning på det problem, som de ikke har skabt, men som de er ofre for. Nemlig det, at de med til rådighed stående farmaceutiske midler har skullet honorere deres arbejdsgiveres krav om resultater og deres egne sportslige og økonomiske ambitioner. I modsætning til så mange andre idrætsgrene er cykelsporten sent kommet til penge, og efter goldrushens ubekymrethed, skal regningen nu betales med fængselsstraffe til dem, der har formidlet det forbudte, med udelukkelse fra deres erhverv til dem, der har brugt det, og med moralske tømmermænd til alle.
Fra denne ruin kan cykelsporten rejse sig, og det var, hvad Bjarne Riis mente og ville, da han i fredags i et interview transmitteret af alle tilstedeværende kanaler stillede sig selv, og dermed de ryttere, han er blevet talsmand for, til rådighed for et arbejde, der skal skabe regler og rense ud. Rytterne sammen med den i denne sammenhæng meget passive organisation UCI, "der har andre opgaver end at arrangere verdensmesterskaber i cykelløb," som Riis sagde med mere end blodig ironi.
Og hvad, der skal rejses og reddes, var dette Tour de France og Marco Pantanis sejr det bedst tænkelige eksempel på.

Mere en forventet
Pantani gjorde mere end det, der forventedes af ham på lørdagens 52 km lange enkeltstart i regnvejr og på glatte veje. Han kunne tillade sig at sætte 5.41 minut til i forhold til Jan Ullrich, men kørte kun 2.35 langsommere end tyskeren, der vandt etapen, og var kun 1.01 minut efter Bobby Julich, der blev nummer to.
Han blev således nummer tre i den disciplin, han hader så inderligt, og det er der mange grunde til.
Alle er trætte på enkeltstarten efter tre ugers slid og dagen før afslutningen, og forskellene mellem tempospecialister og bjergryttere er mindsket, som man også kunne se det af den franske grimpeur Christophe Rineros præstation. Han forsvarede sin plads som nummer fire i klassementet, og som bedste franske rytter, ved at blive nummer syv på enkeltstarten og holde den normalt mere tempostærke hollænder Michael Boogerd bag sig. Hvilket også fortæller, at motivationen er afgørende på den sidste tidskørsel, hvor kun få har bedre placeringer at køre for.

Bitter ironi
Har man fulgt Pantanis omtumlede karriere, sidder man altid med angsten for, at et uheld skal ramme ham, netop som en triumf synes inden for hans rækkevidde, men i lørdags var selv vejret med ham.
Intet uheld ramte Pantani andet end det allerstørste: At han skulle vinde Tour de France netop det år, hvor selve løbet kom ud af opmærksomhedens fokus, og hvor sejre og bedrifter bliver betragtet med almindelig mistænksomhed. Og det bittert ironiske er, at intet kunne være bedre for Tour de France og for cykelsporten end netop en sejr til Pantani.

Nye og gamle legender
Tour de France og cyklingen har altid skabt legender, og interessen næres af, at der stadigt bliver fortalt nye. Men med Bjarne Riis' sejr i 1996 som en ikke blot chauvinistisk undtagelse har Tour de France i et ti-år været underlagt regularitetens og forudsigelighedens herredømme, og det kan nok aftvinge respekt, men ikke mange legender udspringer deraf.
Siden Marco Pantani i 1994 gjorde sig til en af sin generations store med to bjergetapesejre på to dage i Giro d'Italia, har forventningerne til ham været, at han skulle forny landevejscyklingen ved igen at gøre den gammeldags. Det er til de store bedrifter i bjergene at legenderne først og fremmest knyttes. De små, store grimpeurs er legendariske, men det naturgivne talent for at køre hurtigt opad og nedad skaber alene ikke historie. Men det gør deres dueller med anderledes begavede ryttertyper, med deres modsætninger. Den modsætningernes duel, som Pantani og Ullrich udkæmpede over Galibier, og dagen efter over Madeleine.
Lægger man hænderne over øjnene for alt det, der har skæmmet denne Tour, men titter på løbet ud mellem fingrene, så var disse to dage nok til at forny de legendehungrendes passion og tro på, at nye nok skal blive fortalt.
Pantanis sejr er skabt af hans bevidsthed om sin egen rolle. Ingen anden rytter i feltet taler så ofte om "sine karakteristika", og om at Tour de France ikke tilstrækkeligt tilgodeser dem, men belønner regulariten og dermed fremmer forudsigeligheden. Og kedsomheden.

Ingen indbildskhed
Pantani identificerer sig ned i de mindste detaljer med fortidens grimpeurs. Han tog sin bil og opsøgte Charly Gaul i Luxembourg, da han af en fælles bekendt fik at vide, at Tour de France-vinderen fra 1958, 'Bjergenes engel', stadig var i live og fik hans adresse. At Pantani sætter hænderne nederst på styret, når han rykker kraftigt opad, er hans naturlige stil og ikke en kalkering af Gauls, men han blev glad og stolt, da en gammel italiensk cykelhistoriker gjorde opmærksom på denne overensstemmelse i stil.
Men det vigtigste træk ved denne rollebevidsthed er, at den giver forpligtelser. Denne pligt til at udfordre sin modsætning har Pantani fulgt fra det øjeblik, han besluttede sig for overhovedet at stille op i denne Tour, til han angreb på Galibier. Det var historien og hans rolle i den, der angreb gennem ham, og det lyder selvfølgelig som en af cykelfraseologiens flovser, men sådan er det, og sådan vil Pantani forklare det selv. Så sent som til en fransk søndagsavis i går: "Det skal ikke fortolkes som indbildskhed, men hvis ikke jeg havde gjort det, ville ingen have afdækket Ullrichs svaghed på etapen til Les Deux Alpes. Man ville således have haft den samme rækkefølge ved mål som året før, og man ville have sagt, at han var den stærkeste."
Det enestående ved dette års Tour de France, eller det kunne det have været, er, at grimpeurens rolle er spillet igennem til sejr. I en tid, hvor man næsten har vænnet sig til, at de lette mænds bedrifter kun er som dekorativ sne på bjergtoppene og ikke forrykker noget i det endelige resultat, der afgøres med metronomisk regelmæssighed på de flade enkeltstarter.
Dette kunne have været det store, og jeg vil vælge at sige, at det trods alt også er det. "Tour de France er død. Tour de France lever," som det stod skrevet langs de franske veje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her