Læsetid: 6 min.

Tour de vie

1. august 1998

Min søn skal i skole. Han glæder sig. Jeg ved ikke rigtigt

QLUMMEN
Det gik først rigtigt op for mig den dag, da jeg så et nyt navn på den plads, hvor jeg nu i fem år har hængt min søns overtøj i børnehaven. Jeg stak forbi for at aflevere en farvel-og-tak-opmærksomhed til de pædagoger, som har taget sig så kærligt af ham i alle årene. En epoke er slut, sagde jeg til mig selv, halvvejs rusten i mælet.
Sagen er, at min ikke længere så lille søn skal begynde i skolen om få dage.
"Hvordan var der i børnehaven?" - spurgte jeg ham efter den sidste dag derhenne. "Skønt," sagde drengen inderligt. De havde spillet fodbold, han og et par andre drenge var "landsholdet", en mandlig pædagog påtog sig heroisk at være "Brasilien". Pædagogen tabte. Sådan gør man nemlig i børnehaven, som er barndommens moderlige element. Her handler det om at finde og støtte barnets stærke sider, bekræfte dem i det de kan - eller tror de kan - og gøre nederlagene til at bære.
Men nu skal min søn indordne sig under skolens faderlige princip. Her kan man ikke vinde hver gang, her findes der store drenge, hierarkier, mobning, uro, her afregnes der kontant efter evne til at følge med og indgå i den store sammenhæng. Netop "de store drenge" er det eneste, drengen frygter ved skolen, han aner virkelighedens grimme konspiration mod sin seksårige almagt.
Skolens store grå bygninger og skolefritidsordningen kender han fra sin søster, og han falder udmærket ind i rollen som "skolemoden": Han kan sidde stille (i behersket omfang), cykle på tohjulet, og han er glad for andre børn (jeg citerer her frit fra pædagogstandens uformelle afkrydsningsskema om koncentrationsevne, motorik og sociale evner). Han vil også gerne lære noget - dog helst i det tempo, der passer ham. Men en del af meningen med skolen er jo også at forvandle de små til en slags samfundsborgere, der kan begå sig blandt andre mennesker, forklarer jeg mig selv, splittet mellem min moderlige omsorg og mit kendskab til verden.

For som jeg ser verden lige nu, synes jeg, den mest af alt ligner en udvidet sportsarena. Når Dansk Sprognævn med mellemrum udgiver bogen Nye ord i dansk, viser det sig troligt, at sporten er hovedleverandør til sprogets nye vendinger. Selv alverdens nationaløkonomier "overhaler i inderbanen" eller har travlt med at erobre "førertrøjen" fra hinanden. Man ser det for sig. Også tv i prime time bugner af lege og spil, hvor velnæret middelklasse dyster på paratviden, og vinderen tager det hele.
Debatten om skolen de sidste par år har også sat skarpt fokus på færdigheder - jeg havde nær sagt vinderchancer. Det afspejler selvfølgelig forældrenes egen stærke interesse for, at netop deres barn skal høre til dem, der når frelst over bogbjerget og kan køre ind på livets Champs-Elysées med striber på kasketten og armene i vejret: "Se mor, uden hænder!" Skønt man under småsnakken efter forældremødet også tit hører de samme cirka 40-årige brokke sig i smug over deres helt unge medarbejderes skarpe albuer på arbejdspladsen. "De er altså meget egoistiske". Tja. Måske er de unge bare ikke dummere, end at de prøver at finde ud af, hvordan musikken spiller. Det lærer de bl.a. af deres forældre, der tilsyneladende tror, at livets mål er at vinde i Jeopardy.

Ikke at jeg har spor imod kundskaber, eller mod, at skolen udviser en vis følsomhed for forældreønsker - den gamle lærertypes "vi-ved-bedst-lille-frue"-holdning kan ingen ved sine fulde fem ønske tilbage. Men har lærerne virkelig ikke visioner at byde på som modspil til tidens sportificering af forventninger og succeskriterier?
Det virkelige liv er nemlig mere kompliceret end sport, hvor tab og vinding afgøres af krystalklare regler: Nogen scorer flest mål eller kommer først over en målstreg. Men ellers? Hvem har ikke haft den forbløffende oplevelse at møde klassens tumpe som fuldvoksen grossist i plastichavemøbler med Rolex og hele svineriet, eller hørt fortidens stammende dreng holde et flydende sprogpædagogisk foredrag i radioen? (Et overskueligt handicap kan være en glimrende inspirationskilde.) I sin bog Byen og Verden fortæller Peer Hultberg en forrygende historie om to drenge, der begge hedder Bjørn. Den ene, en indesluttet, lidt bøsset dreng, chikaneres systematisk gennem skoletiden af den anden og robustere Bjørn. Da de mange år senere mødes tilfældigt, inviterer den forhenværende plageånd Bjørn hjem, og han - nu internationalt berømt scenograf - beskuer med stigende rædsel typehusets akvarieagtige vinduer, Wiinbladtallerkenerne og palisandermøblerne, den alt for solbrændte kone i slattent joggingtøj, carportens to biler ... og indser, efter mange års kredsen om dette møde, "at livet i sig selv var hævn nok."
Succes er virkelig ikke let at forudsige - bl.a. fordi det faktisk ikke er det samme for alle mennesker.

Jeg tror, at de fleste lærere er vældig interesserede i deres fag og i børn, ellers havde de forhåbentlig fundet et andet job. Men det er som om, de har haft svært ved at finde en ny identitet og stolthed efter 1970'ernes og 80'ernes tilintetgørende emblem, den lilla ble. I stedet lander enhver diskussion om skolen i måling af det, der kan måles, elevernes læsefærdighed og lærernes "ø-tid" til det løse - den sidste diskussion, den om ø-tiden, fratog os endeligt den illusion, at lærerne på nogen måde sætter pris på børnenes selskab eller selv finder adspredelse på lejrskoler og udflugter. Noget, der nu stemmer ret dårligt med de engagerede lærere, jeg kender.
For to år siden offentliggjorde Ugebrevet Mandag Morgen en redegørelse, som bl.a. satte fingeren på det punkt, at daginstitutioner hører under Socialministeriet, men skolen under Undervisningsministeriet. Mandag Morgen mente, hvad der ikke kan undre dem, der betragter bladet som en form for yuppie-generationens svar på Vågn Op, at de to områder skal samordnes bedre, f.eks. skal "læring" ind i børnehaven. Det kan jeg egentlig se meget godt i, hvis bare det foregår på børnenes præmisser, som da min søns børnehave imødekom drengegruppens hede ønske og drog på biblioteket for at låne bøger om dinosaurernes liv.
Men i samme åndedræt vil jeg foreslå, at man også gør skolen mere åben og legende: Tema-uger, drama, hele skolen på den anden ende - ikke hver dag, men et par gange om året - har en anden effekt end en forskræmt lærer, der med blikket svejset til læseplanen må forklare de små, at "det får vi om i fjerde".
Jeg ved det, bl.a. fordi en ildsjæl blandt lærerne i min datters tredjeklasse i vinter fik den idé at opsætte Gøngehøvdingen som skuespil. Som den store dag nærmede sig, lagde også de andre lærere timer til og stod bi. Salen summede af forældres, bedsteforældres og søskendes forventning, selv græd jeg af morskab og rørelse, da scenen i en lille time vrimlede af tiårige piger med fletninger i mødres aflagte flæsebluser og drenge i lange underbukser, svært bevæbnet med plasticsværd og lakridsoverskæg. Ikke én faldt igennem. Om ungerne var stolte? Ja. Styrkede det fællesskabet? Ja. Var det demokratisk? Ikke kun. Stor kunst kræver disciplin og rollefordeling efter evner. Men projektet var vigtigt - og de nød hvert minut.

Under årets Tour de France spurgte min søn, hvorfor der ikke var trøstpræmier til alle dem, der ikke vandt. Mens vi spandt os ind i lange udredninger om gule og prikkede trøjer, holdkørslens samarbejde og psykologi, sprintere over for bjergryttere, etapesejre og æren ved at gennemføre, faldt det mig ind, at der måske alligevel er noget, skolen kan lære af sporten, præcis som af teatret.
Fidusen er mange succeskriterier - ikke kun præmier for læsning, skrivning og den lille tabel bagfra i søvne. Hvad var det, man sagde engang: Jeg vil, du kan, vi gør?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her