Læsetid: 4 min.

Ukrudt kommer igen

8. august 1998

Det er den enkle sandhed. Det eneste man kan gøre er at fjerne det. Igen. Og igen. Men erkendelsen styrker

Sommerhaven
Traumatiseret af sidste års to måneders tørkeperiode, hvor buske og mindre træer gik ud, mens andre gik til stranden, har jeg været længe om at tilslutte mig den almindelige opfattelse af denne sommers (vand)kvalitet.
"Vi har brug for hver dråbe," sagde jeg i april (hvor jeg selv havde ferie). "Vi har ikke fået nok endnu," sagde jeg i maj. I junis lange soldage (de var der!) blev jeg ansatsvis bekymret for, om forrige års ørkenvandring skulle gentage sig; og i juli har troen på en ventende sol bag næste sky hentet næring i omfangsrige barndomserindringer om denne måneds disposition for inkontinens. Men i år ser end ikke skoleferiens afslutning ud til at gøre indtryk på den endeløse cumulus-parade.

Stunder
Der har været stunder. Den første uge af juli var et orgie. Roserne, hvis tilløb under det himmelske uldtæppe var langt, satte af og sprang ud; morgenfruer, valmuer, kornblomster, dagøje, ridderspore og margueritter væltede frem; køkkenhavens tagetes, hjulkrone og convolvolus til pynt slog gluggerne op; van Vliet-rosen omkring stuehusets 'fine' indgang hældte et slæb af gnistrende rosahvidt nedad væggen, og nasturtier og lathyrus klatrede og blomstrede omkap med kaprifolien. Alt imens søgte hyldens svale hænder flittigt efter en bortkommen sommermåne, og byggens silkehår antog uforstyrret af meteorologisk institut sit solblege, alfehvide skær i natten. Om dagen viste sennepsmarkerne rapsen og Pantani, hvad gult vil sige.
Nu er hver en vejkant marieblå af cikorie.

Ukrudt trætter
Men også jeg er ved at være mør. Derfor håber jeg ikke, der er læsere, som vil bidrage til mismodet ved at opsige deres abonnement, når jeg nu i saglighedens navn fastholder, at det har været en rigtig god sommer! Måske ikke for monomane strandløver, men for de væsener, hvis skæbne er at gro i muld og nære sig ved væde fra oven.
Min mørbankethed skyldes da heller ikke så meget de klimatiske luner som resultaterne. For de tørstige, glade roser er hele tiden trængt af en veritabel invasion af vortemælk. Køkkenhaven bliver overgroet med hønsetarm og vild kørvel, så snart man et øjeblik koncentrerer sig om staudebedet. Og her knejser snerler ovenud af den mandshøje dagøje, hvis man et sekund har fældet katost og tidsler rundt om Maidens Blush-roserne. Jeg fandt en lille, vild stedmoderblomst med småbitte blå-gule blomster under paradisæbletræet. Den var så sød, at jeg lod den stå. Efter næste byge havde den slugt oreganoen og var ved at tage kampen op med den nærmeste courgette.
Man bliver træt af ukrudt.
Eftersom sidste vinter var så mild, at man kunne starte kampen allerede i februar, og eftersom jeg havde ferie i april, følte jeg mig rigtig godt med. Køkkenhaven blev sat igang og holdt ren på de helt rette tidspunkter, og kædens svageste led, smertensbarnet, problemet, truslen mod livsglæde og nattesøvn: Gårdspladsen med de toppede brosten fik en omgang med gasbrænder før en eneste mælkebøtte havde set sig for.
Nu har jeg brændt den af seks-syv gange. Og der går ikke to dage, før det inderste af rosetten på mælkebøtterne er grønt igen. Ranunkler spirer på én regnvejrsnat.

Gamle Niels
Jeg lider ikke af rengøringsvanvid. 4.000 kvadratmeter maner til realisme. Men en gårdsplads ser simpelthen forfalden ud, hvis ukrudtet vælter op mellem stenene. Så utallige er de gange, hvor jeg i desperation har sagt JEG ROUNDUPPER DEN!
Men næste gang jeg kaster et blik på katastrofeområdet, piler vipstjerten rundt derude og pikker. Så gør man det jo ikke. Det er ikke et måltid, man vil byde en vipstjert.
Jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvad vores nabo gjorde, da jeg var barn. Deres gårdsplads havde også toppede brosten, og der voksede aldrig en tot græs.
Men de havde Gamle Niels. Gamle Niels var på aftægt i kammeret bag dagligstuen, og var det, man dengang ikke tøvede med at kalde sinke. Fra et hoppende adamsæble, bevokset med hvide skægstubbe, frembragte han en art gøen, det ikke lykkedes børn at få mening i. Uden at vi fandt noget unormalt i det. Sommer og vinter var han iført en tung, sort klædesfrakke med spændetamp, en sort kabuds med opsmøg og tøffende sivsko. I denne mundering fejede han gårdsplads med en riskost. Morgen, middag og aften. Hver dag, undtagen i snestorm. Mælkebøtter har ikke haft en chance.

En lettelse
Folk som Gamle Niels findes blot ikke længere. Jeg ville ønske, jeg alligevel kunne levere en løsning på problemet, men jeg har ingen. Jeg tror ikke, der er nogen.
Jeg tror ikke engang på, at de markedsførte midler, kemikoncerner og byggemarkeder med mellemrum tilsender mig, repræsenterer en - omend nok så diskutabel - løsning. End ikke round up.
Ukrudt kommer igen. Det er den enkle sandhed.
Vil man ikke have ukrudt, må man fjerne det, på samme måde som man med jævne mellemrum må støvsuge og vaske gulv. Det nytter ikke noget at miste modet i slutningen af juli, blot fordi man har luget siden februar. Det skal gøres. Det skal også gøres i august, og hvis man er klog, i september og oktober. Enhver undladelsessynd vil bære frø.
Egentlig er det en lettelse at indse det. Det åbner nogle andre psykiske rum end irritation, desperation, selvmedlidenhed, trættekærhed, mordlyst og jammer.
En vis meditativ tilstand indtræder. Man ved på forhånd, at dette tager tid, og at rastløshed er ubrugelig. Synet ændrer sig. Man får øje på en lille rød edderkop mellem to gulerødder. En gasbrænder mod en tidsels torne får den til at ligne en natlig storby fra luften.
Og bedst som man en vindstille eftermiddag er i gang med fliserne, er øjeblikket kommet, hvor flyvemyrerne forlader barndomshjemmet. Fine, gennemsigtige vinger vælter op fra revnerne i febrilsk, labyrintisk mylder. Flere og flere. Myriader. Så letter de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her