Læsetid: 5 min.

Man undersøger da børn

29. august 1998

Den ene undersøgelse efter den anden fortæller os, hvor skidt det står til med vores børn. Men undersøgelser ændrer ikke noget i sig selv, siger børneforsker. Vi må dybere ned i børns liv

5.000 børn er for urolige til folkeskolen. Følelsesmæssigt forsømte børn bliver psykopater. Hvert fjerde barn har stress-symptomer. Børn mistrives i skolen. Det er blot nogle af de overskrifter, der er dukket op i avisspalterne på baggrund af utallige undersøgelser om børn indenfor de sidste par år.
Det, der nu er brug for, er en anden type undersøgelse, hvor man går dybere ned i børnenes liv, så man får en ordentlig platform at handle fra.
Det mener i hvert fald formand for Børnerådet og professor dr. phil. fra Danmarks Lærerhøjskole Per Schultz Jørgensen. Han foreslår, at man samler alle undersøgelsesresultaterne i et dokumentations-center, så vi får en fundamental og dybdeborende forståelse for børnene.
"I dag ser man ikke undersøgelserne som en sammenhæng, og derfor handler man ud fra enkeltstående resultater. Da der kom en undersøgelse, der viste, at danske børn ikke læser så godt sammenlignet med andre europæiske børn, så skulle de almene fag på læreruddannelsen pludseligt styrkes på bekostning af fag som psykologi og pædagogik, og det betyder, at det menneskelige bliver nedprioriteret," siger Per Schultz Jørgensen.
Han ser netop det menneskelige som en væsentlig faktor, hvis man på skolerne skal skal have de følelsesmæssigt forsømte børn med - dem som undersøgelserne netop er med til at udpege.
"Vi har ikke brug for mere specialundervisning, men derimod skal vi arbejde på at ruste de generelle miljøer - f.eks. skolerne - bedre til at tage sig af denne gruppe børn. Men hvis lærerne skal blive bedre til det, så skal de så at sige kunne gå på 'tre' ben, hvor det ene er et fagligt ben. Det andet et pædagogisk ben. Og det tredje er det menneskelige ben," siger Per Schultz Jørgensen.
Jesper Juul er familieterapeut og leder af Kempler Instituttet, et center for familieterapi og efteruddannelse. Han er enig i, at løsningen ikke er at flytte alle de svageste børn ud af skolen eller i specialklasser, selv om han dog er klar over, at der er børn, der er så forsømte, at den almindelige skole ikke kan tage sig af dem.
"Vi har udviklet en helt illusorisk tro på eksperter. Vi er holdt op med at tro på de erfaringer og oplevelser, som forældre, lærere og pædagoger får gennem arbejdet med børnene. Vi tror, at det kun er psykologerne, der ved, hvad der er rigtigt," siger han.
I stedet mener han, at de voksne skal udvikle en anden form for ansvarlighed; nemlig ansvaret for samspillet med børnene. Og her har forældre, lærere og pædagoger en fælles interesse i at arbejde sammen og bruge hinanden. Alle parter er usikre, og den usikkerhed er vigtig at stå ved.
"I dag handler det meget om at placere skylden hos en af parterne. Lærerne beklager sig over det 'råmateriale', forældrene sender i skole. Og selvfølgelig har forældrene ansvaret for det, der er gået forud for skolegangen, men det er et fælles ansvar at komme videre. Og ingen kan forbedre sig og samarbejde, hvis de får hele skylden lagt over på sig," siger Jesper
Juul. Han vil slet ikke placere skylden nogen steder, for som han siger: "Det er bare den måde samfundet har udviklet sig på. Men der er ingen tvivl om, at det er de voksne, der har ansvaret , når børn og voksne er sammen, og derfor skal vi i stedet finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre."

Et nyt sprog
Begge herrer er enige om, at flere undersøgelser ikke er vejen frem. Undersøgelserne giver os information, men det giver os ikke kompetencer til at ændre noget, lyder det fra dem begge.
Jesper Juul mener, at det der mangler, er et sprog, som voksne kan møde børn med, så vi viser, at vi respekterer dem.
I sit arbejde taler han dagligt med forældre, lærere og pædagoger, og alle fortæller, at de oplever en usikkerhed overfor, hvordan de skal afgrænse sig i forhold til børnene og udøve et lederskab. Det bunder efter hans mening i, at der er en tradition for, at voksne bedømmer børn ud fra deres egne mål og derfor møder børnene med krav og tvang. I stedet for at opfatte et barn som doven og skælde ud, hvis det ikke løser sine regnestykker, så bør den voksne i stedet sige: "Jeg kan se, du ikke synes, det er sjovt at regne. Det er jeg ked af, for jeg vil gerne have, at du lærer det her." På den måde inddrager man barnet i stedet for dømme det, og barnet kan så selv melde ud og forklare, hvorfor han eller hun ikke løser regnestykkerne.

Voksent know how
"Der er stor forskel på, om man inddrager barnet eller dømmer det. Men det er svært at lære det nyt sprog, fordi der er tradition for, at det er de voksne, der bestemmer. Det er ikke fordi, voksne er dumme eller ubegavede. Vi mangler bare know-how og redskaber til at møde børnene på deres vilkår, men det hjælper undersøgelserne ikke med til," siger han.

Bekymrede voksne
Per Schultz Jørgensen ser undersøgelserne som et resultat af de voksnes bekymring i forholdet til børnene og en vilje til at prøve at forstå dem.
Han mener, at kulturen og familielivet har forandret sig, i forhold til det, der ligger til grund for forståelsen af børns adfærd. I gamle dage fyldte familien, kirken og skolen meget i børns liv, mens den plads i dag er overtaget af medier, kammeratgrupper, stimulanser og forbrug. Det betyder, at børn er i et opvækstnet - deres egen boldgade - hvor de selv skal skabe en sammenhæng i deres oplevelser. Og det betyder også, at mange børn ikke går hjem og spørger forældrene, hvis der er noget, de vil vide.
"Det er en kulturel udvikling, som gør, at børn i dag reagerer anderledes, end vi forventer, fordi vi tolker dem efter en gammeldags opfattelse af, hvordan børn er, i stedet for ud fra den kultur, vi selv har skabt dem i," siger Per Schultz Jørgensen: "Undersøgelserne er en kulturs forsøg på at gribe og forstå en fornyelsesproces."
Jesper Juul tager også udgangspunkt i den kulturelle udvikling.
"Tidligere skulle børn tilpasse sig, men siden slutningen af 50'erne har man fokuseret på, at børn skal udvikle sig. Det skift i fokus har børnene suget til sig, og i dag er børn og unge langt mere selvbevidste. De opfører sig, som om de har ret til at være her, og tager det som en selvfølge, at de bliver behandlet ordentlig og lyttet til. Men den frisættelse af børnene er kommet helt bag på de voksne. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med dem," siger han.
"Undersøgelser kan være en god ting, inden man skrider til handling, men i dag er det blevet sådan, at så snart noget kikser i forholdet mellem børn og voksne - det kan være i opdragelsen eller i undervisningen - så undersøger man, hvad der er galt med børnene."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu