Læsetid: 4 min.

Understøttelse skal være den samme for alle

15. august 1998

Det er i strid med Konventionen at hævde, at hvad flygtningene taber på gyngerne, kan de vinde på karrusellerne

Kommentar
"Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor inden for deres område, samme behandling som deres egne statsborgere," står der i artikel 23 i FN's Flygtningekonvention fra 1951, som Danmark har tiltrådt.
Det er meget vanskeligt at forstå, hvorfor bestemmelsen i den danske integrationslov om reduktion af kontanthjælpsydelsen til flygtninge til 80 procent af den normale ydelse, ikke strider mod den her citerede bestemmelse i Flygtningekonventionen. Indenrigsministeren har hidtil kun forklaret, at reduktionen i kontanthjælpen opvejes af andre ydelser til sprogundervisning m.v. i integrationsloven, som flygtningene ikke hidtil har kunnet få, og at integrationslovens samlede ydelser derfor fortsat ligger på samme niveau som den normale kontanthjælpsydelse, som danske bistandsmodtagere har ret til.
Men Konventionen stiller utvetydigt krav om, at både offentlig hjælp og understøttelse skal udbetales til flygtninge og egne statsborgere med samme ydelse, og dette krav er efter UNHCR's opfattelse til hinder for, at der diskrimineres mellem flygtninge og egne statsborgere i ydelsen til understøttelse, uanset om flygtninge så får andre offentlige ydelser til f.eks sprogundervisning m.v. i tilgift.
Ydelsen til sprogundervisning er integrationsfremmende i den forstand, at den hjælper flygtningen til at lære det danske sprog og dermed finde sig hurtigere til rette i det danske samfund. Understøttelsen har primært et helt andet formål, for her drejer det sig om midler til at opretholde livet og skaffe mad på bordet, og det er helt præcist Flygtningekonventionens hensigt, at der netop på dette punkt ikke må forskelsbehandles mellem flygtninge og egne borgere; én liter mælk koster jo det samme, hvad enten den købes af en flygtning eller af en dansker. Derfor er det i strid med Konventionen at hævde, at hvad flygtningene taber på gyngerne, kan de vinde på karrusellerne. Ydelsen til understøttelse skal være den samme for både flygtninge og danskere.

Pligt til samarbejde
Indenrigsministeren er herudover citeret i pressen for at have udtalt, at han "ikke vil acceptere FN's Flygtningehøjkommissær som opmand i en strid om fortolkningen af FN's Flygtningekonvention". Dette beror efter min vurdering på en fejlagtig forståelse af Flygtningehøjkommissærens rolle, for der er ikke tale om, at UNHCR gør sig til opmand i sagen. UNHCR har direkte i Konventionens Artikel 35, stk.1 en pligt til at "overvåge anvendelsen af Konventionens bestemmelser", og staterne har tilsvarende en "pligt til at samarbejde med UNHCR i udøvelsen af denne funktion".
Regeringen burde derfor have forelagt lovforslaget for UNHCR inden vedtagelsen, og UNHCR kunne derefter i medfør af den følgende bestemmelse i Artikel 35, stk. 2 have stillet yderligere spørgsmål og forlangt at få yderligere oplysninger, som Danmark da ville være forpligtet til at besvare. I virkeligheden kan man spørge, hvorfor Danmark i denne situation valgte ikke at drøfte lovforslaget med UNHCR, hvilket i lyset af den megen kritik af lovforslaget ville have været naturligt.
Et sådant system med forudgående forelæggelse af lovforslag til høring i internationale organisationer er ganske sædvanligt, og praktiseres rutinemæssigt som led i den normale kontrol med medlemslandenes opfyldelse af deres internationale forpligtelser - også når det gælder Danmark. I denne situation er der imidlertid alene tale om, at UNHCR i overensstemmelse med sit mandat har tilkendegivet sit synspunkt om foreneligheden af integrationsloven med bestemmelsen i Flygtningekonventionens Artikel 23.
Parterne står foreløbigt overfor hverandre med hver deres synspunkt, og der må nu følge en dialog mellem Regeringen og UNHCR, hvorunder Ministeren må redegøre nærmere for sine grunde til at fastholde, at integrationsloven på dette punkt ikke strider mod Konventionen.

Løsning gennem dialog
Kan der under denne dialog ikke opnås enighed om fortolkningen af Konventionen og på grundlag heraf findes en løsning på konflikten, melder spørgsmålet sig om muligheden for at få tilvejebragt en afgørelse, der konstaterer, om Danmark har overtrådt sin forpligtelse i henhold til Konventionen.
En sådan afgørelse kan eventuelt tilvejebringes af FN's Internationale Domstol i Haag, men kun i form af et bindende responsum, der fremkommer som svar på et spørgsmål indbragt for Domstolen enten af UNHCR eller af Danmark om fortolkningen af Konventionen. UNHCR kan nemlig ikke anlægge sag mod Danmark ved FN-domstolen. Det må imidlertid skønnes tvivlsomt, om denne løsning med et responsum vil blive fulgt i det foreliggende tilfælde, da proceduren er tung og langvarig.
I mangel af en løsning gennem dialog mellem parterne (eller eventuelt et responsum fra FN-domstolen), vil skadevirkningen for Danmark først og fremmest være af politisk art, idet Regeringens troværdighed vil være stærkt svækket i senere internationale sammenhænge, hvor Danmark forsøger at presse andre lande til at overholde deres internationale forpligtelser.

Frederik Harhoff er lektor, dr.jur. ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu