Læsetid: 4 min.

At være levende død

12. august 1998

Mange ting kan man nyde i den nye opsætning af Viktor Ullmanns 'Der Kaiser von Atlantis'. En sindsoprivende forestilling, bygget på en musik, man forsøger at acceptere

OPERA
Når man lader sig føre med i de teatralske optrin i Theresien Stadt-komponisten Viktor Ullmanns opera Der Kaiser von Atlantis, er det dels på grund af den indsigtsfulde opsætning, dels på grund af dramaet i dramaet.
Det sidste først: Som tilhører kan man ikke rationelt vælge at se bort fra de omstændigheder, hvorunder værket er skabt og blot bedømme det som et stykke, der hviler i sig selv. Man medtænker komponistens skæbne, og oplever undervejs at den realhistoriske dimension giver værket en ekstra tyngde. Det betyder, at jeg tolker værkets symboler, den polystilistiske musik, teksten der vender op og ned på alting, ud fra den livssituation, komponisten er midt i mens han skrev værket.
Den absurditet Ullmann og lyrikeren Peter Kien nedfældede i Der Kaiser (f.eks. at Døden, der bliver træt af at ombringe folk, meddeler at han ikke gider mere), ligger således i forlængelse af den ubarmhjertige absurditet, der har været absolut nærværende for både Ullmann og Kien under opholdet i koncentrationslejren.

Det skrøbelige liv
Man kan også udtrykke det på en anden måde: Det giver værket en tyngde, at ophavsmændene så at sige har været der selv. De pludselige ordrer og kommentarer fra 'højttaleren' om at henrette, suppleret af pinligt nøjagtige oplysninger om, hvornår døden indtraf, osv., får ordet kunst til at høre sammen med levet liv. Dette så indtrængende, at man ikke kan lade være med at sammentænke de to områder.
Der findes eksempler på musikteater, der, på samme måde som Ullmann gør det, lader virkelighedens verden træde i takt med et fiktivt univers. György Ligetis musikdramatik er også besjælet af absurd-komiske optrin, hvor Døden i et grotesk og depraveret, Breughel-agtigt sceneri proklamerer verdens undergang (Le Grand Macabre). I samme komponists enmands-teaterstykke Rondeau varierer en stemme fra en højttaler sætningen: "Giv akt, De bliver skudt."
Ligetis far blev myrdet i Bergen Belsen, broderen kom i KZ-lejr, moderen overlevede i Auschwitz i kraft af sin status som lejrlæge. Ligeti selv var meget tæt på at blive skudt under flugten til Vesten.
Ligetis dobbelttydige udtryk finder vi også hos Ullmann: Musik og tekst kan tolkes som bidende sarkasme og sort, sort humor, men det kan også tolkes som et memento mori, hvor kunsten bruges i fremstillingen af det skrøbelige liv.
Som hos Ligeti sker det hos Ullmann med genbrug af alskens effekter fra historiens krambod: Kitsch, ironiske pasticher, forvrængede citater, opløst commedia dell'arte osv., osv.

Gennem ekstremerne
Viktor Ullmanns drama står i en slags korrespondanceforhold til det forrige stykke, Holland House og instruktøren Jacob Schokking satte op: Nørgårds Nuit des Hommes (1996). Også dette værk handlede om krig og endog fascinationen af krig.
Mønstre går igen i de to værker: I begge tilfælde ser Schokking teksten som et bærende element. Han tager konsekvensen af, at vi sædvanligvis ikke forstår operatekst og skaber en æstetisk platform for formidling af det tekstlige. Han ønsker at publikum skal forstå ordene og projicerer dem op på scenetæppet efter alle kunstens regler.
Det overdrevne udtryk, sprængningen af tid og rum, henvisningerne til andre traditioner - vor allem i Ullmanns værk (Weill, Brecht, Mahler, Berg, Stravinskys Historien om en soldat, verfremdungs-teknik) synes at inspirere den Schokking, der søger de ekstreme udtryk. Man tænker også i den forbindelse på hans opsætning af Soap Opera på Den Anden Opera i 1994.
Af de Schokking-produktioner jeg har overværet, har Nuit des Hommes været den største oplevelse, og vel slet og ret også dén forestilling, der banede vejen for en international opmærksomhed omkring Holland House.

De gode intentioner
I Ullmanns Der Kaiser forsøger Schokking at arbejde videre med nogle af de erfaringer, der er indhøstet fra forrige opsætninger. Når det overordnede resultat ikke er helt så imponerende som tidligere, kan det skyldes at Schokking ikke har haft samme mod- og medspil som i samarbejdet med Nørgård.
Den egentlige akilleshæl i Der Kaiser er musikken. Der er sådan set gjort alt det rigtige i produktionen: Der er hentet dygtige sangere til kompagniet, der er arbejdet med spændende computeranimation, der er indforskrevet dygtige musikere fra Athelas Sinfonietta Copenhagen med den særdeles kyndige Kaare Hansen i spidsen. Og Jacob Schokking har tilført stykket det bedste fra dansk performancetradition. Alt i alt et prisværdigt initiativ, skabt af eksperimenterende danske kunstnere i et samarbejde med Goethe Institut.
Når man alligevel sidder tilbage med en uforløst oplevelse, er det fordi musikken ikke er helt så overbevisende. Det er i en sådan situation, man tænker på det historiske faktum, at anmeldere har taget fejl - eklatant fejl. Måtte dette også være tilfældet i den aktuelle opsætning, skal skribenten være den første til at undskylde. Også når det gælder den ubarmhjertige holdning, der siger, at Ullmanns værk måske ikke var blevet hevet frem i lyset, hvis ikke den var blevet til under så urimelige vilkår.
Døm selv: Forestillingen spilles 13., 14., 15., og 16. august på Statens Teaterskole på Holmen.

*Der Kaiser von Atlantis. Opera af Viktor Ullmann, libretto af Peter Kien. Iscenesættelse og scenografi: Jacob Schokking. Athelas Sinfonietta Copenhagen under Kaare Hansen. Kaiser: Hans-Georg Wimmer; Tod: Jacob Zethner Møller; Harlekin: Werner Hollweg; Lautsprecher: Stig Möglich Rasmussen; Bubikopf: Evelyn Werner; Soldat: Ole Justesen; Trommler: Helene Gjerris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu