Indenfor sportens verden er kreatin et af de mest populære præstationsfremmende stoffer. Midlet er ikke på dopinglisten, fordi lægevidenskaben har svært ved at afgøre, om det er farligt
Doping
Blandt adskillige idrætsfolk i alle mulige sportsgrene har begejstringen for kreatin, siden det 'blev opdaget' i 1992, nærmest været ubegrænset. Dette skyldes, at de med anvendelse af stoffet - f.eks. fem gram dagligt i pulverform - mener at have fået en fuldgod erstatning for de forbudte og sundhedsskadelige muskelopbyggende virkende anabolske steroider. For kreatin menes netop at have samme 'positive' effekt som anabolika - desuden skal det fortrænge træthedsfølelsen og give ekstra energi og udholdenhed til musklerne.
Kreatin dannes naturligt i kroppen og tjener det formål at levere energi til cellerne i blandt andet hjertet, hjernen og muskulaturen. Hos mennesker med et 'almindeligt' arbejde, dækkes det daglige behov rigeligt med den mængde kød og fisk der indtages. Arbejdes der med hård fysisk belastning - som jord- og betonarbejde eller i form af sportslige aktiviteter - så kan syntetisk fremstillet kreatin være et givtigt energitilskud og et supplement til maden.
Dette skyldes, at man f.eks som eliteidrætsmand skulle være nødt til at spise fem-syv kilo fisk og kød om dagen for at få dækket behovet for kreatin. I så fald ville fordøjelsesapparatet blive så belastet, at det ville være umuligt at udøve sin idræt.
Fejlskud af dimensioner
Jo mere kreatin, der indtages, desto bedre, er holdningen hos mange sportsfolk. Man kan ligefrem sige, at kreatin-forbruget i dag nærmest er eksploderet i idrætsverdenen. Men sportsfolkene har også gode grunde til at tro på dets 'fantastiske virkning', idet idrætsvidenskaben har rapporteret om "forbedrede præstationer med op til 10-15 procent" hos testede atleter, der regelmæssigt tager kreatin.
Første gang midlet blev 'præsenteret' for en stor offentlighed var i 1992. Omend det skete indirekte: Idrætsvidenskabens teorier om, hvad der er fysisk muligt for et menneske, blev nemlig for alvor kuldkastet dengang.
Teoretikerne havde påpeget, at det var umuligt for en mand på 30 år at vinde en olympisk 100-meter sprint. Hidtil ældste vinder havde været 28 år (briten Allan Wells, ved legene i Moskva 1980). Men 1992 beviste Linford Christie, at videnskabens antagelse var et fejlskud af dimensioner. Han vandt klart, og så var briten såmænd hele 32 år gammel. Året efter vandt han VM ligeså klart. Hans forklaring til sejrene: "Hård træning og kreatin," sagde Christie.
Og den slags udtalelser gav genlyd hos mange andre idrætsfolk - såvel blandt eliten som bredden, der tilmed på bl.a. tv-billeder kunne konstatere, at den jamaicansk fødte løber havde den mest muskuløse (over)krop af samtlige atleter i sin sportsgren. Et virkeligt fysisk pragteksemplar - og tilmed ualmindeligt cool og fokuseret forud for løbene.
Christie havde oparbejdet en muskelstyrke, der betød, at han under et besøg i et fitnesscenter i Østrig for nogle år siden skal have smidt rundt med 180-kilo-vægte med en sådan lethed, at selv de største bodybuildere i centret havde svært ved at tro deres egne øjne, skrev wiener-avisen Die Presse.
Doping eller
Kreatin måtte være et vidundermiddel: Præstationsforøgende og uden bivirkninger, mente mange sportsfolk og idrætsvidenskabelige eksperter indtil for et par år siden. Kreatin blev begejstret beskrevet som 'legal doping', og med ordet doping starter en del af diskussionen om kreatin: Er det overhovedet doping, og hvad med eventuelle bivirkninger? Nogle tillod sig ligefrem at stille spørgsmål ved, om stoffet havde en præstationsforbedrende effekt hos alle brugere. Og for at tage det sidste først, så virker kreatin langt fra hos alle, idet vores behov for det er individuelt.
Fortalere for ikke at doping-klassificere stoffet hævder, at det ingen alvorlige bivirkninger har, hvis det da har nogen. Indtil videre menes der 'kun' at være konstateret muskel- og seneproblemer hos f.eks. fodboldspillere, hvilket bl.a. er blevet sammenkoblet med forkert dosering og vægtøgning.
Hos modstanderne af kreatin er der betænkeligheder med hensyn til mulige 'værre' bivirkninger. Hvordan påvirker det i store doser kroppens vitale organer såsom lever og nyrer, spørger de, vel vidende at en del sportsfolk kontinuerligt tager i hvert fald 20-30 gram kreatin dagligt, hvor de anbefalede mængder er 3-6 gram.
Selv om der ikke foreligger dokumentation på, at disse organer lider overlast ved den høje dosering, så frygter flere kritikere det værste: "Muligvis vil der være nogen, der dør, fordi de konsumerer for store mængder," siger John Weston, der er dopingjæger for det internationale atletikforbund til det tyske sportsmagasin kicker.
Tre brydere døde
Den britiske olympiske komité mener ligeledes, at stoffet kan være farligt - og anbefaler ikke brugen af det til sine atleter. Ligesom ved indtagelsen af eksempelvis vitaminpiller er der også med kreatin en toksisk grænse. Overskrides denne på et eller andet tidspunkt, er der ingen, der i dag kan sige, hvilke konsekvenser det får for brugeren af stoffet.
Et andet vigtigt aspekt i kreatin-diskussionen er, om det skal forbydes, fordi brugen af det er 'snyd'og derfor 'uetisk'. Argumentet fra dem, der siger nej til et forbud, går på, at midlet i forvejen findes naturligt i kroppen, og at man derfor ikke kan forbyde, henholdsvis lede efter det (i en dopingtest). I tilfælde af at kreatin forbydes, skal man forbyde al indtagelse af kemisk fremstillede produkter, inklusive 'uskyldige' vitaminer og mineraler, mener de.
Fortalerne for et forbud peger til gengæld primært på, at det ikke er acceptabelt med de store (dokumenterede) præstationsforbedringer - det er ren doping, mener de. Ydermere pointerer de, at andre midler, der i forvejen står på dopinglisten, ikke engang har en så præstationsfremmende effekt som kreatin.
I USA er stoffet allerede blevet forbudt af baseball-, basketball- og footballforbundet. Dette skyldes, at tre brydere, der skulle være kendt for ikke at anvende egentlige dopingsubstanser, døde for nylig. Kreatin skulle være det eneste middel, som de har været i berøring med. Men deres død er aldrig med sikkerhed blevet sammenkædet med kreatin.
