Læsetid: 7 min.

Virkeligheden - et fælles projekt

10. august 1998

Det er kunstens opgave at lære folket om videnskaben, mener den amerikanske billedkunstner Gail Wight. Hendes arbejder handler om hjerne, bevidsthed og erindring

KUNST OG VIDENSKAB
"Jeg blev aldeles rasende. Hvorfor havde ingen fortalt mig det noget før?"
Gail Wight, kunstner og kunstprofessor fra den amerikanske vestkyst, er på videnskabeligt seminar i den svenske fjeldverden. Dér - i Abisko - har det svenske Forskningsrådsnämnden arrangeret en international work-shop med kunstnere og forskere om Kunst og Kompleksitet.
Gail Wight fortæller om sin livslange kamp mod slægtens forbandelse. Da den ramte hendes morbror, kravlede han op på taget og tog sit tøj af. Brandvæsenet kom og hentede ham ned. Og så havnede han på hospitalet.
Gail husker sin morbror som en uendelig rar og stilfærdig mand, der talte langsomt, men usammenhængende. Han arbejdede som sikkerhedsvagt på en elastikfabrik. Somme tider kørte hun i bil med ham; en tur på forholdsvis få kilometer kunne tage timer.
Selv blev hun som voksen ramt af en svær og dyb depression. Det var dengang, hun blev aldeles rasende.
Hendes terapeut fortalte om hjernen, tankeprocesser, nerveceller, hormoner og signalstoffer. At tanker og følelser ikke eksisterer af sig selv som mystiske åndevæsener - hvor åndelige de end kan være og virke. At sjælen faktisk bor i kroppen, og at aldrig så mange terapisamtaler, en lykkelig opvækst, kærlige forældre, indfølende venner og trygge familieforhold ikke yder megen beskyttelse, når nerverne svigter.

Hjerne og politik
Gail Wight havnede i et forsøgs-projekt, der testede moderne anti-depressiv medicin - midler, som netop påvirker hjernens signalstoffer. På vej ud af depressionen læste hun alt, hvad hun kunne overkomme, om hjernens fysiologi, kemi og anatomi. Og i takt med læsningen voksede vreden.
"Det her er vigtigere at læse om end den amerikanske forfatning," siger hun. "Men det nærmeste vi kom menneskets hjerne i skolen var nerverne i frøens mave. Vi hørte aldrig et ord om, hvordan hjernen bærer sig ad med at forme tanker, erindringer og følelser ud fra opvækst, omgivelser og erfaringer. Eller om, hvordan processen kan gå skævt, hvis balancen forrykkes i hjernens fine væv af signalerende neuroner."
Men med læsningen forsvandt også vreden. Den gik over i en glædelig overraskelse over den nye indsigt og forundring over sindrigheden i det landskab, neurobiologerne tegner. Og med indsigten forsvandt også rædslen for at spørge, hvad der var sket med morbroderen. Han blev lobotomeret - en operation, som afskærer nervebaner i hjernen med henblik på at lindre eller fjerne både mani og depression, men som også fuld-stændig berøver mennesket dets personlighed.
Nu handler det meste af Gail Wights kunst om hjerne, bevidsthed og erindring. Før handlede den mest om mennesker, magt og magtsystemer. Hun betragtede sig selv om en politisk kunstner. Nu undrer hendes skuffede venner sig over, hvorfor hun har forladt politikken.
"Det her er meget mere politisk," siger hun. "Hvordan hjernen er indrettet og hvordan bevidstheden fungerer, handler dybest set også om mennesker, magt og magtsystemer."
På det plan er hendes kunst lige så politisk nu som dengang. Men endnu vigtigere og endnu mere politisk relevant er det, at den moderne biologi er vor tids videnskab, mener hun. Og den, der ikke ejer sin tids videnskab, ejer heller ikke sin tids magt og står uden for sin samtids samtale.

Brobygger
"Særlig kunstnere og kunstkritikere synes at stå uden for samtalen om vor tids videnskab - og det er ikke rigtigt," siger hun. "Videnskaben er en enorm kraft, som vender op og ned på samfundet og forandrer fremtiden for os helt ned i arvens mindste DNA-molekyle."
Hun mener, at det er en af kunstens opgaver at lære sig sin tids videnskab og gøre det klart for både folket og forskerne, hvad videnskaben faktisk siger om hverdagen og verden.
Kunstneren som brobygger, kritiker og kommentator. For at magte alle rollerne har hun brugt år på at studere. Nu fortæller hun med kunstens hjælp den ene historie efter den anden om, hvordan hun tolker videnskabens verdensbillede. Hun beretter om blæksprutten, som trods sit lave udviklingstrin har et nervesystem, der er så avanceret, at den kan dø af svig. Og om sneglen, som er hendes yndlingsdyr, fordi forskerne i dens nervesystemer finder modtagestationer - receptorer - for nervesignaler, som også findes hos os. Disse receptorer er blevet bevaret gennem millioner af års evolutionshistorie, og i vort liv spiller de en afgørende rolle for vor evne til at opleve lyst og smerte.
Og så er der dopamin - et af hjernens signalstoffer, hvis forskellige receptorer bl.a. synes at være bestemmende for strømmen af hjernens indre billeder.

Skjulte lovmæssigheder
Dopaminen synes at styre hjernens måde at håndtere hallucinationer på, er Gail Wights tolkning. Hun tror, at hjernen fungerer som kroppen i øvrigt - som en slags ligevægtsmaskine, der vil genoprette balancen, hvis vi er ved at falde, eller nedkøle os, hvis vi er ved at blive for varme. Og så funderer hun over, hvilken strøm af forestillinger hun kunne opleve, hvis hjernens hallucinationskontrol var indstillet på et andet balancepunkt.
Neurobiologerne taler hellere om, at hjernen formentlig hele tiden med varierende hastighed og intensitet arbejder på at skabe en strøm af udkast til - eller hypoteser om - hvordan verden ser ud; hypoteser, som vor underbevidsthed konstant sammenligner og sorterer ud fra, hvad vor forstand opfatter af verden.
De hypoteser, som hjernen siden vælger at anvende, og de hypoteser, som vi selv bliver bevidste om, er dem, der får os til at fungere bedst - eller mindst dårligt - i forhold til, hvordan verden virkelig ser ud.
Bevidstheden er altså som en slags udvælgelsesproces eller en "mønstermatching" mellem ydre og indre verdener. Det er en kontinuerlig proces, hvor hjernen søger efter omgivelsernes skjulte lovmæssigheder og ved hjælp af de indre billeder forsøger at lægge verden til rette i et velordnet mønster.
"Præcis som alle kunstbetragtere gør. Eller boglæsere eller musiklyttere. Vi leder efter værkets skjulte lovmæssigheder," siger forskeren Murray Gell-Mann, der i 1979 fik Nobelprisen i fysik for sin opdagelse af tilværelsens hidtil allermindste lovmæssigheder - kvarkerne.
Han er en af forskerne på dette meget tidstypiske møde i Abisko, hvor deltagerne søger efter kunstens og videnskabens fælles rødder og kontaktflader.

Sillywood
Kunstnere er mestre i (bevidst eller ubevidst) at opdage tilværelsens skjulte regler og komprimere dem i et penselstrøg eller en digtlinje. Det er Murray Gell-Manns budskab og dermed også udtryk for en forskerdrøm. Også forskere er på jagt efter tilværelsens skjulte lovmæssigheder og drømmer om at koncentrere dem i enkle udtryksfulde - helst matematiske - formler.
Men det, kunsten siger, ligger i beskuerens øjne; kunstnerens koncentrat og beskuerens oplevelser er specielle, og tolkningen afhænger af sammenhængen. Videnskaben søger det universelle - det, der gælder lige meget for alle og til alle tider. Og måske rummer f.eks. Shakespeares dramaer, der er blevet spillet i 400 år, noget almengyldigt om tilværelsens - eller i hvert fald menneskenes - skjulte lovmæssigheder og viser dem komprimeret i en tekst, der har gyldighed over tid og rum?
I den diskussion, der nu føres om videnskab og kunst, vil nogle debattører hævde, at kunsten som metode er ligeværdig med videnskaben, når det drejer sig om at undersøge virkeligheden. Kan man også nå frem til det, kunstneren gør i sine værker, ved hjælp af forskernes formler?
I det spørgsmål ligger en af drivkræfterne bag udstillinger, seminarer og debatterende artikler om slægtskabet mellem videnskab og kunst.
Men drømmen om at finde den virkelige verdens underliggende lovmæssigheder og sætte dem på universelle matematiske formler har også andre motiver end ren nysgerrighed. De kan bedst sammenfattes i begrebet Silly-wood - partnerskabet mellem elektronikindustriens Silicon Valley og filmindustriens Hollywood.
Det er et samarbejde mellem dem, der altid har levet på at skabe en illusion af verden, og dem, hvis computere snart vil kunne skabe alle mulige illusioner.

Samarbejde på film
"Snart kan informations-teknikken håndtere, overføre og præsentere lige så meget information pr. sekund, som vore hjerner formår at tage imod, håndtere og gøre os bevidste om," siger videnskabs-journalisten og forfatteren Tor Nørretranders.
På længere sigt vil der ikke være tekniske hindringer for, at vi ved hjælp af morgendagens computerteknik kan skabe en illusion af verden, som ikke kan skelnes fra den virkelige verden. Men for at nå dertil kræves et omfattende og dybtgående arbejde mellem videnskabsmænd, teknikere og kunstnere, mener han.
I filmen om Titanics undergang kan ingen se forskel på, hvilke scener der er skabt af virkelige mennesker i en virkelig verden, og hvilke der aldrig har eksisteret andre steder end i simuleringscomputernes virtuelle verden.
Illusionsindustrien er ved at blive en af verdens mest lønsomme erhvervsgrene, og i partnerskabet mellem filmmagere, forfattere, kunstnere, teknikere og forskere - mellem kunst og videnskab - øjner investorerne morgendagens milliardindustrier. Det perspektiv kom også frem på Abisko-seminaret om Kunst og Kompleksitet.
For nylig meddelte Stiftelsen for Strategisk Forskning i Sverige, at man vil bevilge 30 millioner kr. om året i 10 år til et laboratorium for kunst, kommunikation og teknik.
Og på vejen hjem fra Abisko fortæller Murray Gell-Mann, at Marvin Minsky, en kendt matematiker og en af foregangsmændene inden for forskningen i kunstig intelligens, netop er begyndt at arbejde på fuld tid for - Walt Disney.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her