Læsetid: 5 min.

Workout for det glatte lag

6. august 1998

Det er livsstil: Hård hud og hænder, hvor ægte snavs sidder besværlige steder efter ti minutter med neglebørsten

Befriet område
Træt af plastickortets ubegrænsede kredit, kærestens perfektion i alle de repræsentative og atletiske genrer, min sejrsgang på byens blankeste barer, sad jeg mellem to aftaler og besvarede rutinemæssigt en quiz i et af de kyniske herreblade om hvilket mærke, en sportsstjerne foretrak at gå i, at køre i, se på, når han tjekkede klokken, og gud ved hvad uden for banen.
Ikke de baner, jeg efterhånden er blevet træt af at sniffe, ikke den glatte bane, mit ubesværede liv på det seneste har kørt i. Den lette adgang til alting begyndte at kede mig. Jeg troede tilmed, jeg var blevet træt af trends, indtil jeg faneme vandt denne quiz. Og fandt ud af, at der altid kommer nye til, når vi er ved at kede os.
Det var et medlemskab i et af de her helt nye motionscentre, faktisk så nye, at de færreste er klar over konceptet endnu. Bare for at sige lidt om, hvor hipt det er. Det er lidt ligesom, når man skal have større bryster eller nye tænder. Efterhånden er det sådan, at enhver butiksdame, der betjener os, også har råd til en silikoneforstørrelse, så det er der ikke meget show-off i mere.
Det nye ligger så i designet, det er det, der koster nu. Det skal ikke kunne ses mere - det skal i hvert fald ikke skrige "Silikone!" til alle, der glor - det skal se "naturligt ud", som det lidt gammeldags hedder, og det er der, at man har genopdaget de små fejl, uregelmæssighederne. Derfor gøres det ene bryst ofte en smule større end det andet, eller en lille skævhed indarbejdes i det samlede gebis. Ikke meget: Selvfølgelig går ingen af os rundt og ligner et socialt tilfælde, der aldrig har haft råd til at rette op på fejlene. Nej, men en lille uregelmæssighed gør noget for at understrege den herskende symmetri.

Genopdagelsen
Det gælder også for kroppen. Især nu, hvor solarie og motionscenter kan klares inden for ethvert budget, også for dem, vi ser på gaden. Det perfekte mellemgulv er yt, det er alment. Nu drejer det sig om at have en krop, der signalerer styrke, men ikke er perfekt, og svaret ligger igen i en genopdagelse: Ufaglært arbejde. Den eneste forskel er, at vi betaler for det, og at teknologificeringen snart har gjort, at det ikke er tilgængeligt mere. For de ufaglærte.
Samtidig modsvarer det et behov i mange af os. Når computerne slukkes i reklamebureauerne og børsmæglervirksomhederne rundt omkring, har mange af os hidtil brugt at springe ud i vores enormt dyre læderjakker og på vores importerede motorcykler, men det føles ikke rigtigt råt i længden. Ikke når vores after-shave dufter af et månedsbudget for en arbejdsløs. Eller for en arbejdende, hahaha.
Men det er noget andet nu med dette her koncept. Når vi kommer trætte og beskidte hjem fra workout efter otte timers slid, ømme i de dele af kroppen, vi har brugt for meget, og neglene er uopretteligt ødelagte, føler vi os som bærere af en livsstil med indhold. Tilmed begynder Kansas måske at designe arbejdstøj, hvor syningerne er rettet ind de rigtige steder, så vi også kan vise os i byen med det på. - Og smøgerne fra dette segment, får måske også med tiden et brush up logowise.

Vi gør som de Niro
Vi drikker øl fra flasken, og fører smøgen til munden med vores brugte klo. Det er livsstil: Hård hud og hænder, hvor ægte snavs stadig sidder besværlige steder efter ti minutter med neglebørsten - noget så plebejisk som en neglebørste. Og en krop, der signalerer, at her har man fandeme slæbt kilo dagen lang. Et ømt led eller en brugt muskel er ikke noget, underklassen døjer med mere. Det er noget vi betaler for som enhver anden vare, vi tilegner os. Sliddet er vores nu: Sproget, gebærderne, fysikken: "Se så, for fanden, at få røven med dig!", de let ludende skuldre og den tunge gang, smøgen i kæften, mens vi slæber kasser og paller på lageret eller maser ude på pladsen.
Vi tilegner os nærmest stilen gennem method acting. På den måde er vi anderledes end tidligere, hvor vi prøvede på at efterabe de images, vi selv har været med til at skabe. Vi prøver ikke at efterligne Marlon Brando på motorcykel mere - eller Bogarts way of smoking fra biografsædet. Vi gør som Robert de Niro. Vi gør det. Vi sidder fast i træningsprogrammet via ansættelseskontrakter, kunne man kalde dem, og straffes mærkbart (selv for os) på pengepungen, hvis vi springer fra. Næsten ligesom de rigtige arbejdere, der bliver der, fordi banken, familien og bilen kræver dem.
Det er den form for udholdenhed, vi er ved at tilegne os. Vi sidder godt nok i kantinen (der ikke ligefrem er en restaurant) i pauserne (der fandeme er kortere end en forretningsfrokost) og brokker os over arbejdet, kontrakten, træneren, som hedder forvalter. Men når klokken ringer pausen slut, går vi derud igen og gør det, arbejdet. Her hjælper ingen "jamen!", arbejdet skal gøres, ligemeget hvad, også det sureste, man arbejder sig igennem.
Vi møder hver morgen klokken syv og kigger på uret, så er der tre timer til, der er pause, otte en kvart time til fyraften, fire dage til weekend. Man arbejder sig igennem. Jernet skal køres på plads, chaufførerne ekspederes, containerne tømmes og indkommende gods sættes på plads. Hvis alt andet er gjort, skal man feje - det sureste job af dem alle, men det træner overarmene og en del af brystmuskulaturen på en anden måde, vel at mærke, end den håbløst udvandede fitness-dille, der har kørt i samme spor siden firserne.

Autentiske kræfter
Nu er det mere mod den brugte krop end den pumpede krop, mod autentiske kræfter, hård hud og et par rifter fremfor solarieskin og en veltrimmet krop, at tendensen går. Kroppen, tøjet, gebærderne, skal afsløre brug - til en vis grad slid. For at ramme stilen starter man så ved den oprindelige tilgang - ufaglært arbejde, rigtigt arbejde, vil nogen sige, indtil teknologien og informationsefterspørgslen outdater efterspørgslen på dem, hahaha - og retter den så lidt til, syr arbejdsbukserne ind de rigtige steder, som nævnt, og retter arbejdsgangen til, sådan at belastningen af de enkelte muskelgrupper godtnok stadig er ujævn, men ikke helt så ujævn. Man skal se ud som om, man gør det, men ikke som om, man aldrig har haft andre muligheder.
For det har vi netop. (Og selvfølgelig har vi råd til at springe fra. Tricket rammer mere vores følelser for penge). Vi er ligesom priviligerede turister, os fra Europa-kliken: Vi får alt det bedste fra en kultur, men når vi bliver trætte af den, ta'r vi bare det næste fly væk. Det er en af fordelene ved at tilhøre det glatte lag: Selv om vi undertiden går på strandhugst i de nedre for at få tilført ridser i lakken, hænger vi ikke fast der.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her