Læsetid: 6 min.

Zimbabwe og Angola med i Congos krig

25. august 1998

I hele det sydlige Afrika er det store spørgsmål: Hvorfor er Zimbabwe og Angola sprunget ind i krigen i Den Demokratiske Republik Congo?

Harare - Når man læser Zimbabwes statsejede dagblade ser det ud, som om hele landet og resten af Afrika jubler over indsættelsen af landets tropper i nabostaten Congo.
"Zimbabwes befolkning støtter intervention", lyder overskriften i The Sunday Mail.
"Præsident Mugabe spiller samme rolle som Winston Churchill under Anden Verdenskrig," siger Ben Mucheche, leder af det regerings-venlige Indegenous Business Development Centre i samme avis. Han udtaler at, hvis Zimbabwe ikke standser oprørerne i Congo, vil de snart trænge ind i Zimbabwe.
Andre kommentarer i de statskontrollerede medier roser Zimbabwe for at sige fra over for amerikansk imperialisme, fordi USA støtter Uganda.
Men stemningen på taxibusserne, som almindelige zambianere tager til og fra arbejde hver dag, er en helt anden.
"Hvorfor er vi blandet ind i den krig. Det har intet med os at gøre. Vi vil have vores børn tilbage. De skal ikke kæmpe i en fremmed jungle," sagde Mbel Ndondo, en forretningsindehaver, på vej til arbejde i Harare i går.
De 11 andre passagerer i vognen nikkede og mumlede samtykkende.
En mandlig passager tilføjede "Vores økonomi er allerede i en forfærdelig tilstand, hvordan skal vi få råd til denne krig? Jeg tror at Mugabe får smaragder af Kabila, masser af smaragder."

Det store spørgsmål
Over hele Zimbabwe, og i det hele taget gennem hele det sydlige Afrika, er det store spørgsmål: "Hvorfor er Zimbabwe og Angola sprunget ind i krigen i Den Demokratiske Republik Congo?"
De to landes engagement vil uden tvivl blive dyrt, både økonomisk og i tab af menneskeliv.
Konflikten har allerede medført bitter splittelse i den tidligere så venlige organisation Southern African Development Community (SADC). I dag udveksler den Sydafrikanske præsident Nelson Mandela og Robert Mugabe den ene fornærmelse efter den anden om situationen i Congo.
Det står klart, at både Zimbabwe og Angola har beordret tropper, kampfly og forsyninger til at hjælpe Laurent-Desire Kabilas trængte styre.
Store troppegrupperinger fra Angola trænger frem i den sydvestlige del af landet, på trods af hårde kampe med oprørerne. Flere tusind soldater fra Angola støttet af fly og helikoptere, kontrollerer en række tæt beboede områder og luftbaser i det vestlige Congo.
Zimbabwe har sendt et mindre antal tropper, og spiller i øjeblikket en begrænset rolle. Blandt andet ved at sikre lufthavnen i Kinshasa og andre strategiske punkter i Congos hovedstad. Styret i Zimbabwe anslår, at mellem 600 og 1000 af deres soldater er blevet sendt til Congo. Udover kamptropper fra Zimbabwes Nationale Hær, er luftvåbnets MIG 19 og MIG 21 kampfly blevet sendt afsted med tilhørende kommunikations personel.
Det er velkendt, at Kabilas luftvåben er i en sørgelig tilstand, så Zimbabwes hjælp er mere end velkommen.
Endnu større er luftstøtten imidlertid fra Angola, der angiveligt har det mest slagkraftige luftvåben syd for Sahara.

Angolas motiver
Forklaringen på hvorfor Angola har blandet sig i konflikten i nabolandet Congo er relativt enkel.
I mange år har Angolas egen oprørsbevægelse Unita, modtaget forsyninger over grænsen fra Congo. For nylig klagede Angolas regering over, at oprørere fra Unita flygtede ind i sikkerhed i Congo, når regeringsstyrker var på jagt efter dem.
Ved at komme sin betrængte nabo i Congo til undsætning får Angolas præsident Eduard dos Santos en belejlig mulighed for at 'rydde op' i sine egne problemer langs Angolas nordlige grænse, og et godt stykke ind i Congo. Derudover kan Angolas tropper sikre sig kontrol med det tidligere så ustabile område omkring den olierige Cabinda enklave.
Angolas styrker er også i færd med at overtage en række væsentlige luftbaser i det vestlige Congo.
I rollen som den gode nabo har Angola øget sin indflydelse over det vestlige Congo og har muligvis snart fuld kontrol over hele det strategisk vigtige område.

Vanskeligt at forstå
Hvorfor Zimbabwe har blandet sig i Congos interne kampe er betydeligt vanskeligere at forstå.
Landets hovedstad Harare ligger 2.000 kilometer fra Kinshasa, langt fra de blodige kampe i det centrale Afrika. Der er ingen oprørsgrupper, der truer Zimbabwe fra Congo eller vigtige handelsruter, der står på spil. Det er altså hverken en direkte trussel mod Zimbabwes økonomiske eller strategiske interesser, der har overbevist Mugabe om at sende tropper til Kinshasa. Det er mere komplekst end som så.
Zimbabwes statsejede våbenfabrik, Zimbabwe Defence Industries, har fornyligt leveret våben til Kabila for et sted mellem 140 og 200 millioner dollars (ca. 0,8-1,3 mia. kr.) Men styret i Kinshasa har endnu ikke betalt regningen. Nogle analytikere i Harare mener, at Mugabe har sendt tropper afsted hovedsageligt for, at sikre sig, at pengene bliver betalt. Men det alene kan ikke forklare Zimbabwes engagement.
At sende tropper og kampfly til et fjernt land vil koste millioner af dollars og tab af menneskeliv.
En del af forklaringen kan være Robert Mugabes brændende ønske om at blive opfattet som afrikas førende statsmand, og at det er det, der har fået ham til at sende sine tropper til Congo.
En anden motiverende faktor kan være, at de stigende politiske og økonomiske udfordringer på hjemmefronten, har fået Mugabe til at lede efter en vigtig sag, der kunne få opmærksomheden væk fra problemerne.
Med engagementet i konflikten i Congo forsøger Mugabe, at tegne et billede af sig selv, som Afrikas nøgleperson - statsmanden der kan standse krigen i Congo.
Ikke ulig den amerikanske præsident Bill Clinton, der af nogle er blevet anklaget for, at bruge angreb på formodede terroristbaser til, at fjerne opmærksomheden fra hjemlige skandaler, er Robert Mugabe blevet anklaget for at sende tropper til Congo for at fjerne befolkningens opmærksomhed fra adskillige økonomiske og politiske problemer.
Den statskontrollerede presse i Zimbabwe har ihvertfald ikke på noget tidspunkt undladt at beskrive Mugabes beslutning som en triumf og hyldet hans rolle som kontinentets mest handlekraftige leder.
Et andet element i forklaringen kan være, at Mugabe har et filosofisk fælleskab med Kabila. Begge ledere har deres rødder i tressernes afrikanske nationalisme, der stræbte efter socialisme og et-parti systemer. Hverken Mugabe eller Kabila har vist synderlig respekt for demokratiet eller borgerrettigheder.
"Begge ledere opfatter politisk pluralisme som en småborgerlig fornøjelse, som afrikanske lande ikke behøver at besvære sig med," siger den zimbabweanske kommentator Iden Wetherell.
"Begge opererer defacto et-party stater og har opbygget personkulter omkring dem. Det er dette fælles syn på afrikansk politik, der har fået Mugabe til at støtte Kabila regimet."

Når ligene kommer
Zimbabwes uafhængige Sunday Standard Newspaper forklarer det mere direkte.
"Når ligene begynder at komme tilbage fra Congo ville en passende gravskrift for Zimbabwes døde sønner være: De døde, så Mugabe's ego kunne blomstre. Visioner om regional storhed har tilskyndet præsidenten til at udnævne sig selv til dommer i andre landes indre anliggender... han har valgt, at stå frem og åbenlyst spille rollen som den regionale beskytter af diktaturer. Når det gælder om at forsvare en medsammensvoren er intet for tarveligt for Mugabe."
Den offentlige kontrovers mellem Nelson Mandela og Mugabe om Congo har længe ligget og simret under overfladen. De to ledere står politisk så langt fra hinanden, som man kan komme. Nelson Mandela har respekt for samfundet og borgernes individuelle rettigheder, mens Robert Mugabe tramper løs på minoritetsgrupper som bøsser, hvide landmænd, kvinder og andre, der står svagt i Zimbabwes samfund.
Uheldigvis kan uenigheden blandt de to resultere i en dyb splittelse i The Southern African Development Community, som ellers har givet regionen en sammenhængende stemme gennem de sidste 20 år.
Mens kampene fortsætter i Congo, ser det mere og mere ud, som om landet er ved at blive skåret i stykker. Tutsioprørere trænger forsat frem i den østlige del af landet, og kontrollerer i dag Kisangani. Angolas styrker leder slaget i det vestlige Congo og er ved at overtage den region.
Laurent Kabila er fortsat i Lubumbashi, hvilket giver vægt bag teorien om, at han kun kan opretholde kontrol med sin egen etniske base i den sydlige del af landet. Og Robert Mugabe håber, at høste anerkendelse og nye våbenkontrakter ved at præsidere over Congos deling.
Men hvis konflikten trækker i langdrag, og hvis Zimbabwes engagement bliver for dyrt, enten i dollars eller i menneskeliv, kan det ende med at blive dyrt for Mugabes egen politiske karriere.

Andrew Meldrum er freelance-journalist i Zimbabwe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu