Søndag er det 10 år siden den canadiske sprinter Ben Johnson blev taget for doping
- hvad er der egentlig sket siden
KOMMENTAR
Den 27. september 1988 blev den canadiske 100-meterløber Ben Johnson taget for brug af ulovlige anabolske steroider ved OL i Seoul.
Det burde have være startskuddet til en grundig bekæmpelse af doping-fænomenet.
Men her 10 år efter Johnsons dybe fald, synes skuddet kun at være blevet fyret af i tilstedeværelse af særdeles tunghøre typer.
Næsten dagligt kan pressen rapportere, at en eller flere atleter i (verdens)eliten, er blevet snuppet for at bruge illegale stoffer.
Dog må man hefte sig ved et enkelt positivt tiltag: Nemlig indførelsen af træningstests i stadig flere lande siden 1989.
Kontrollen går ud på, at atleterne "uden forvarsel og overalt i verden" skal kunne testes under træning - for det er specielt her dopingen med hormoner (anabolika) finder sted. I konkurrencesituationen er det oftest for sent at fange anabolika-brugeren.
Problemet er bare at "uden forvarsel"-princippet langt fra altid bliver praktiseret. I mange tilfælde er atleter blevet advaret pr. brev i hvert fald 48 timer, før kontrollørerne ankom.
Atleterne kan imidlertid nå at få flere af stofferne ud af kroppen i løbet af ca. fem timer - hvorefter testen vil være negativ.
Desuden er den også gal i de forskellige idrætsgrene og -forbund: Der er alt andet en enighed om, hvordan og hvilke stoffer, der skal dopingtestes for. Og dette på trods af, at IOC løbende vedtager, hvilke substanser, der skal på den officielle dopingliste, og så vidt muligt prøver at få de forskellige specialforbund til at rette sig efter vedtagelserne, ikke mindst de forbund, der er - eller ønsker at blive - olympiske.
Eftersyn tiltrængt
Selve dopingtestmetoderne trænger også til et (k)ærligt eftersyn. Urintesten, som næsten altid bruges, er efter flere eksperters mening forældet.
I stedet kunne en hår- eller fingernegl-analyse give et bedre billede af eventuel doping med f.eks. anabolika.
Med håranalysen skal dopinganalytikerne i op til to år efter brugen være i stand til at spore anabolika. Vi så for nylig et eksempel på, at fransk politi brugte denne metode under Tour de France, og det gav som bekendt pote.
Atleterne er stort aldrig alene om at tage doping, og netop det faktum gør det svært at komme den til livs.
På verdensplan skønnes alene omsætningen af anabolika - der stadig anses for at være det mest populære dopingmiddel, da muskelkraft spiller en afgørende rolle i næsten alle idrætsgrene - at ligge på over en milliard dollar om året.
Ofte står læger og andre indenfor den medicinske verden bag uddelingen af f.eks. anabolika til motionister.
Årsagerne til den udbredte brug af doping har vel at gøre med vores natur.
"Vi kan aldrig fuldstændigt forhindre doping, da det at bedrage hører til menneskets væsen. Vi kan derimod forringe dopingen," siger Den Internationale Olympiske Komités (IOC) medicinske kommissions formand, prins Alexandre de Merode.
Spørgsmålet er, om ikke belgieren med dette udsagn netop har ramt hovedet på sømmet.
En effektiv dopingbekæmpelse ville koste rigtig mange penge.
Pengene skulle nok kunne findes, men 10 år efter Ben Johnson-affæren mangler der stadig en grundlæggende der vilje til en effektiv doping-bekæmpelse.
