Læsetid: 2 min.

Aaen: Ingen særlove til Mærsk

24. september 1998

Drilleri eller alvor? Enhedslisten vil have gennemgået en række love, der begunstiger A.P. Møller, efter at koncernen sagde 'nejtak' til særlove i forbindelse med pinsepakken

"Vi ønsker ikke særlove," lød det fra A.P. Møller-koncernen, da regeringen fremlagde pinsepakken. Regeringen ønskede at nedsætte selskabskatten for alle brancher - bortset fra olieindvindingsindustrien. Og det ville sætte koncernens olie-indvinding
i Nordsøen i en urimelig situation, mente man. Derfor lød meldingen: "vi vil have lige behandling."
Men nu viser det sig, at A.P. Møller på en lang række områder er begunstiget i forhold til selskaber med en mindre markant profil i dansk offentlighed.
Enhedslistens Frank Aaen havde bedt Poul Nyrup Rasmussen om at redegøre for, om der findes love for A.P. Møllers virksomhedsområder, der adskiller sig fra generel skatte-og erhvervslovgivning. Svaret fra Statsministeriet bekræfter, at der på en række områder er love, der tilgodeser A.P. Møllers industrier.
Først og fremmest skal A.P. Møller - og de andre selskaber, der borer efter olie i Danmark - ikke betale CO2-afgift for den energi, de bruger i Nordsøen.
Sømændene på danske skibe - deriblandt A. P. Møllers - betaler ikke skat, og skibene kan finansieres på særligt gunstige vilkår.
"Det har A. P. Møller jo i særklasse fået størst gavn af, da A. P. Møller både er det største rederi og ejer det største værft i Danmark," siger Frank Aaen.
Han vil fremsætte et beslutningsforslag, der skal ophæve en række af særlovene.
Når Aaen kaster sin interesse på de love, der specielt tilgodeser verdens største rederi, skyldes det netop de udmeldinger A.P. Møller kom med under forhandlingerne af pinsepakken: "A.P. Møller har meldt ud, at koncernen ikke vil finde sig i særlovgivning for bestemte brancher. Og så synes jeg da, at det er naturligt, at vi kigger lovene lidt efter," siger Frank Aaen.
A.P. Møller har tidligere truet med at flytte koncernens aktiviteter til udlandet, hvis regeringen pålagde den urimelige udgifter. Det mener Frank Aaen er en tom trussel.
"A.P. Møller har før truet med at flytte til et andet land, hvis vi indførte bestemte love, men man kan jo spørge sig selv, hvor i verden A.P. Møller ville få en bedre behandling end i Danmark, medmindre koncernen vælger at slå sig ned i en diktaturstat," siger han.

Regeringsstøtte
Samtidig med at Enhedslisten ser lovene omkring skibsfart og olieudvinding efter i sømmene, kritiseres den danske regering for at have hjulpet A.P. Møller overfor EU-Kommisionen.
Ifølge Politiken, har regeringen ved flere lejligheder forsøgt at påvirke kommisionen.
Politiken henviser blandt andet til en henvendelse fra A.P. Møller til Erhvervsministeriet i 1994, hvor koncernen beder ministeren skrive et brev til kommisionen og opfordre til at man ikke giver A.P. Møller en bøde. En henstilling ministeren følger.
Senest fordømte Pia Gjellerup i sidste uge EU-Kommisionens beslutning om at tildele A.P. Møller en bøde på to mia. kr. for sammen med 16 andre rederier, at have misbrugt deres dominerende stilling til at holde konkurenter væk.
En fordømmelse, der har vakt forundring i resten af Europa, ikke mindst hos European Shippers Council, der mener at den danske regering har sat et snævert hensyn til A.P. Møller over hensynet til forbrugerne, der har måtte betale højere priser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu