Læsetid: 4 min.

År nul efter Ulrik

28. september 1998

Manden, der gav Danmark et landshold i kvindehåndbold, er stoppet som træner. Men selv det problem klarede holdet

HESSELAGERS HJØRNE
Denne weekend skulle give os svaret på, om vor bekymring er begrundet eller blot udtryk for danskens vanlige lidt tunge sind. Vil nationen også i fremtiden være med, hvor det sker?
Og her tænkes ikke på Marianne Jelveds bestræbelser på at tilsidesætte effekten af danskernes Nej til deltagelse i den såkaldte 'Ævro' - nej, her er større ting på spil, end hvorvidt renten går den ene vej og kursen den anden.
Det handler bl.a. om hvorvidt dansken også i fremtiden vil kunne spejle sit iboende mindreværd i sentenser som denne, der stod at læse i et norsk tidende i december 1997: "Med et topptent mannskap utraderte Danmark sine norske motstandere," begyndte teksten konstaterende - for derpå umiddelbart efter at svinge sig op til denne forelskede vurdering: "med et håndballspill ingen i den kvinnelige håndballverden er i nærheten av."

Skriget i natten
For undertegnede indtraf forvandlingen for alvor under OL i USA i 1996. Det var her, jeg for alvor sprang ud af skabet som kvindehåndbold-seer.
Modstanderne var de dobbelte OL-vindere Sydkorea. Dengang boede jeg til leje i stueetagen i et hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København. Ejeren var leder af en børnehave og absolut ikke sportsinteresseret. Men et skrig fra oven flængede natten og indikerede, at hun også sad oppe og så finalen. Den mest dramatiske finale, noget dansk hold nogensinde har deltaget i.
Sydkorea førte 13-17 ved pausen. Favoritterne var på vej mod endnu en titel. Sølv er også flot...
I 2. halvleg indtraf forvandlingen, som vil forblive evig mystisk. Efter 17 minutters spil var Danmark kun ét mål efter. Da der manglede tre minutter stod den 28-28. Sydkoreanerne fik en spiller diskvalificeret. Med otte sekunder igen fik Danmark straffekast. Anja Andersen brænder. Det var her skriget fra oven flængede natten. I ekstratiden trak Danmark uimodståeligt fra og vandt OL-guldet.
Det var gåsehuds-fremkaldende fantastisk. Indsatsens kaliber blev understreget af, at Sydkoreas træner bagefter ikke kunne huske, hvornår holdet sidste havde tabt en vigtig kamp. Men dette nederlag ville manden aldrig glemme.

Norges spekulationer
Efter OL blev Danmark også Europamestre - og så ventede VM. Og mere end det. Norge. Netop de to hold Norge og Danmark har i de senere år udgjort verdenstoppen i håndbold. Og Norge har vundet flere af opgørene mod danskerne - men sjældent de vigtige.
Det var den 6. december 1997. Danmark tabte i Neubrandenburg en indledende puljekamp - mod Makedonien. Samme dag havde Norge helt efter planen slået Frankrig. De to resultater betød, at Danmark ikke kunne møde Norge før selve finalen.
Nordmændene udlagde teksten meget optimistisk. Den norske spiller Heidi Tjugum udtalte, at hun troede, at Danmark havde tabt med vilje - af ren nervøsitet for at møde nordmændene. Spekulationerne rasede i den norske presse. For nok var den danske træner Ulrik Wilbek angiveligt rasende efter nederlaget til de undertippede makedonere, der på grund af en yderst smal trup havde gennemført hele kampen stort set uden udskiftninger. Men mente han det?
"Frykter han Norge nok til å legge seg i en gruppekamp, og høste gevinsten seinere?" lød teorien. "Var Wilbeks raseri bare et spill for galleriet?", blev der spundet videre fra fjeldene.
En norsk spiller udtalte, at den slags kynisme var meget typisk dansk. "Det er bare vi i Norge som er så opptatt av moral," sagde hun.
Og så skete det. Danmark og Norge mødtes i en finale, der stod i skyggen af mordet på to danske tilskuere i semifinalen mod Rusland. Efter kampen tilkendegav Ulrik Wilbek, at netop den situation, havde været sværere at håndtere for Norge end for Danmark. Hvordan giver man sig fuldt ud mod en modstander, man har ondt af, opsummerede han. Og Norge havde fået en lektion, der bedst sammenfattes af Norges tv-kommentator, Sven-Tore Jacobsen. Han mente, at de norske kvinder havde løbet rundt som "forskræmte høns".

Høns igen
Det er alt det, der står på spil. Følelsen af, at nationen endelig er absolut bedst til noget. Glæden over andres ros. Tilfredsstillelsen over nordmændenes desperation. Og så glemmer vi gerne, at håndbold globalt set er et perifert boldspil, der ikke har de store tv-stationers interesse, alene af den grund, at det stort set ikke spilles i den engelsktalende del af verden.
Kan holdet fortsætte sejrsmarchen, når flere af de bedste stopper, og - ikke mindst - når Ulrik Wilbek ikke der mere. Kan ham den nye Jan Pytlich overhovedet hoppe på sidelinjen, ligesom Ulrik kunne?
Lidt af svaret fik vi i denne weekend, hvor Danmark mødte Rumænien, Rusland og Norge i Metal Cup i Danmark, hvor der samtidig blev sagt farvel til Dansk Metal som sponsor. Nu skal den nye sponsor køres i stilling - Albani Bryggerierne, der vil bruge de levende reklamesøjler til at puste nyt liv i Jolly Cola'en.
Det foryngede Danmark vandt turneringen efter tre klare sejre. Og bedst af alt - Norge fik igen store smæk.
Summa summarum - bedømt på to af tre danske kampe: Det gode gamle kontraspil fungerer endnu. Forsvaret er stabilt. Målvogterne sikre. Eneste anke er måske det organiserede angrebsspil. Her mangler lidt. Men når først Anja Andersen kommer tilbage, så bliver det også løst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her