Læsetid: 3 min.

Al ære værd

15. september 1998

Martyr-fantasier tynger Martin Halls nye bog. Men selvironi og humor gør, at læseren
holder ud

ny bog
Uden titel lyder titlen på endnu en dybt besynderlig bog af sangeren og komponisten Martin Hall. Genremæssigt har vi at gøre med en slags prosalyrik, der blander essay og aforisme med visioner og profetier. Stilmæssigt befinder vi os konstant i de højere luftlag, med tynd og tåget abstrakt retorik. Tilspidsede paradokser dukker op af og til, men det meste fortaber sig i slapt ordgyderi. Holdningsmæssigt set prædikes der for en aristokratisk holisme, isprængt halvfordøjet gods fra diverse religioner og filosofier.
En vigtig inspiration for Hall synes at være Nietzsches Also sprach Zarathustra, hvis tone og tankegang hyppigt fornemmes, f.eks. når digterjeget håner "de uværdige, de fornedrede, samfundets støtter" og med afstandtagen taler om eksistenser, der finder næring nok i "deres udenadslære af livet, deres evne til at imitere, reagere, fornedre intelligens til et spørgsmål om reference." Over for massernes "finesseløshed" og "en lavere kastes ceremonielle ynkelighed" sætter digterstemmen en stolt forestilling om skønhed og sandhed. Han har hævet sig over "middelmådighedens forbandelse" og besluttet aldrig at lade sig nøje med mindre end idealet!

Almagtsfantasi
Personlig stemmes jeg modvilligt ved læsning af Martin Hall. Hans selvhævdelse er mig for skinger, hans dyrkelse af det selvberoende og selvtilstrækkelige kunstner-jeg ligner for mig at se dels en kliché, dels en pubertær almagtsfantasi. Koblet, som den gerne bliver, til martyr-klager og vilde drømme om gudelignende stjerne-status, ender hans løbske egomani da også tit i ufrivillig komik: "Hellere brændt på kætterbålet end udsat for glemselens nåde."
Samtidig skal det dog vedgås, at Martin Halls monstrøse selviscenesættelse langtfra finder sted uden selvironi og humor. Hans paradokser bliver indimellem så vilde, at de frigør sig fra hans person og får status som almengyldige vitser, og pudsig er en tekst som "Forbehold": "Jeg har sat mig ned for at skrive. For at være sikker på, det jeg gør, er rigtigt, rejser jeg mig igen."
Andetsteds ytrer digterjeget en vis nostalgisk længsel efter de tider, tidligere på århundredet, "hvor mænd barberede sig hver dag, altid gik i rene hvide skjorter og havde respekt for kvinder. Men måske er det bare et rygte."
"Min humor finder ingen respons, min selvhøjtidelighed intet ståsted, min foragt intet sidestykke," skriver Hall i opsatsen "Cirkus Nero". Titlen markerer, at indholdet nok bør tages med et gran salt; men at forfatterens humor ikke har fundet tilstrækkelig respons, må vel hentyde til den temmelig blandede offentlige modtagelse af hans foregående bog, romanen Verdensdagene fra 1996.

Burlesk sammensurium
I dette værk forsøgte Martin Hall at skrive en glad farce-idyl om kærlighed og filosofisk venskab. Titlen hentyder til mytens profeti om Verdensdagenes komme, en periode på ét hundrede dage, hvor englene vil stige ned fra himlen og blande sig i livet på jorden.
Hovedpersonerne er profeten og prædikanten Kieslow, hans vege og drømmende ven samt dennes elskede, og handlingsforløbet et burlesk sammensurium af folkekomedie og slapstick-show, iblandet nyreligiøst farvede dommedags- og frelsesvisioner. Ikke let for læseren at få hold på, og på en måde charmerende i sin ungdommelighed. Stil og fortælleteknik må imidlertid karakteriseres som et gavmildt katalog over hovedparten af de dybt enerverende ubehjælpsomheder, som skrivekunsten kan byde på, når den praktiseres af folk, der ikke selv gider læse bøger:
Tyndslidte klicheer, klodsede pleonasmer, opstyltet hittepåsomhed og tilgjort krukkeri, trættende sætnings-overbepakning, studentikost fyldekalk, hele kaskader af forskruet pseudofilosofisk ævl, tilsyneladende drevet frem af et galopperende storhedsvanvid i forening med, hvad der ligner en ægte, men sørgeligt vildfaren religiøs søgen - sådan er Verdensdagene.
Men allerulideligst ved denne bog er dog, at den er skrevet på et gebrækkeligt dansk propfuldt af stavefejl og bøjningsfejl, tit med ugrammatisk syntaks og spækket med misforståede oversættelseslån fra engelsk, som "tvivlløs" i stedet for "utvivlsomt" i stedet for "doubtless". Totalt bliver dilettanteriet her, når man opdager, at hele sætninger i bogen faktisk kun lader sig kode af, dersom de oversættes tilbage til det engelsk, de er tænkt på.
Sådan kritik kan ikke rejses mod Uden titel. Nogen må denne gang have gjort Martin Hall den tjeneste at gennemlæse hans manuskript, inden det blev befordret i trykken. Det er virkelig al ære værd.

*Martin Hall: Uden titel. 61 s. 158 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her