Læsetid: 4 min.

I anledning af Gershwin og andre

9. september 1998

Hvor vi blandt andre passerer Ella Fitzgerald, Alan Shorter, Yusef Lateef, Geri Allen og Pharoah Sanders

JAZZRUNDEN
Senere på måneden, nærmere betegnet den 26. september, er det 100-års dagen for George Gershwins fødsel, hvilken begivenhed allerede i nogen tid har været genstand for diverse fejringer. Herunder er ikke mindst Gershwins betydning som leverandør af repertoire til jazzfolk blevet markeret.
Oplagt har det især været at genudgive Ella Fitzgerald Sings the George and Ira Gershwin Song Book (Verve 539.759-2). Den oprindelige udgave på fem lp'er plus en ep blev indspillet gennem en otte-måneders periode i 1959 og er forblevet det mest ambitiøse af Ella Fitzgeralds Song Book-projekter, den klassiske version af Gershwin-brødrenes sange, 59 ialt, deriblandt en del ikke tidligere indspillede.
De også tekstligt raffinerede, men fundamentalt uskyldige sange lå usædvanligt godt for Fitzgeralds ungpige-naive foredrag (langt bedre end f.eks. Cole Porters anderledes naughty sange), og som arrangør og leder af de store studie-orkestre var Nelson Riddle hendes ideelle medarbejder, som han havde været Frank Sinatras. Musikken balancerer sikkert mellem jazz og underholdning, og Fitzgeralds stemme har sjældent været så frydefuldt musikalsk.
Udgivelsen tilhører Master Edition-serien, så ud over de tre cd'er, som rummer det oprindelige materiale, er der en fjerde med supplerende optagelser, alternative takes (bl.a. af "Oh, Lady Be Good!") og mono-versioner med anden balance. Nogle af de bedste Gershwin-sange, dem fra Porgy & Bess, er ikke med her, men indgår i 3-cd-udgaven med Fitzgerald og Armstrong.

Shorter og Lateef
Også Verve's Elite Edition-serie (med begrænsede oplag) har Gershwin i sine sidste udgivelser, nemlig Buddy DeFranco and Oscar Peterson Play George Gershwin (557.099-2), 1954-optagelser med pænt klarinet- og klaverspil til ditto akkompagnement af en stor studiebesætning med strygere.
Ukarakteristiske Verve-produktioner er derimod boogie woogie-mesteren Meade Lux Lewis' Cat House Piano (557.098-2), der rummer to lp'er, fra 1954 og 55, med godt, omend overflødigt bas/tromme-akkompagnement - og Jack Teagardens Think Well of Me (557.101-2), der har moden sang og basun, uden dixieland, men med strygere, bl.a. arrangeret af Bob Brookmeyer, i 1962.
Hertil kommer så Ed Thigpen med kvintet i 1966 i Out of the Storm (557.100-2), hvor Clark Terry ikke er en oplagt partner for Herbie Hancock og Kenny Burrell - og flygelhornisten Alan Shorters Orgasm (557.094-2) fra 1968. Han er Wayne Shorters nu (vist nok) afdøde storebror, som ud over denne plade kun medvirker forbigående på Wayne Shorters The All Seeing Eye og Archie Shepps Four For Trane. Kvartet-sammenspillet med tenoren Gato Barbieri plus bas og trommer bliver desværre ikke til meget mere end Ornette Coleman-efterklang.
Derimod har tenorsaxofonisten og fløjtenisten Yusef Lateefs Before Dawn (557.097-2), indspillet i kvintet med bl.a. Curtis Fuller (basun) og Louis Hayes (trommer), stået sig smukt gennem de 41 år, den nu har bag sig, og Lateefs eget magtfulde spil gør den til den mest uundværlige af de seks plader. Dens internationale oplag er 7.250, kun overgået af DeFranco-Peterson med 9.500, mens Lux Lewis er nede på 6.250. Af seriens foreløbig 20 plader er halvdelen nu udsolgte.

Især Geri Allen
Teo Macero, som producerede nogle af de bedste Miles Davis-plader, dukker uventet op som producer af Jazzpar-prisvinderen Geri Allens The Gathering (Verve 557.614-2), der klart nok nyder godt af hans erfaring. Stærkest blandt 11 stykker, alle skrevet af hende selv, står de tre, der viser hendes klaver i trio med Buster Williams (bas) og Lenny White (trommer), men hun høres også med hørværdige resultater i besætninger op til septet med bl.a. Robin Eubanks (basun) og Dwight Andrews (fløjter m.m.).
Allens mand, trompetisten Wallace Roney, er også med, og omvendt spiller hun i fem af ni optagelser på hans ny plade, Village (Warner Bros. 46.649-2). Hun har mere at yde end han, og hans plade vinder desuden ved, at Chick Coreas klaver høres i de andre fire stykker, mens Pharoah Sanders' tenor pryder to numre. Men Roney selv hænger stadig i Miles Davis.
Just nævnte Sanders har den legendariske Bill Laswell som producer af Save Our Children (Verve 557.297-2), der især lever på Sanders' spirituelle tenorspil, men også er en kende overproduceret - hvorfor f.eks. have både Zakir Hussain og Trilok Gurtu til at spille indisk slagtøj? "Kazuko" er et af de mest stemningsrige stykker, men ikke mere end i den originale udgave fra 1980 i Journey to the One, og "A Nightingale Sang In Berkeley Square" bliver ikke bedre af at skifte navn til "Midnight In B.S".
Niels Lan Doky går på sin ny plade, Niels Lan Doky (Verve Forecast 559.O87-2), i Herbie Hancocks spor, for så vidt som han, ud over fem egne stykker, spiller seks andre, hentet fra populærmusikken. Resultatet er dog langt mere overbevisende end Hancocks i The New Standard, fordi Doky virkelig assimilerer hvad bl.a. Peter Gabriel, Prince, Michael Jackson og Eric Clapton har skrevet.
Jeg kunne have undværet den svenske sangfugl Viktoria Tolstoy i et enkelt nummer, men er til gengæld glad for Terri Lyne Carringtons trommer i et andet. Og jeg synes, det er en stor fordel, at Dokys klaverspil til den grad er i centrum, uden populære blæsere til at fremme salget, men med svenskeren Lars Danielssons basspil til at løfte hele projektet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her