Læsetid: 5 min.

Ansvaret der blev væk

9. september 1998

Kvaliteten af sygehusenes behandlingstilbud varierer meget, og langt fra alle patienter tilbydes den bedst mulige behandling. Men når ansvaret skal placeres, er alle hurtige til at give bolden videre

ANALYSE
Sundhedsstyrelsen, sundhedsministeren og amterne er alle hurtige til at give bolden videre, når ansvaret for kvaliteten af den behandling, danske patienter modtager, skal placeres.
Sundhedsstyrelsen skal som landets øverste sundhedsfaglige rådgiver blandt andet rådgive om sundhedsvæsenets behandlingstilbud.
Det sker blandt andet ved, at styrelsen udsteder retningslinjer, såkaldte guidelines, for, hvordan en given sygdom skal behandles. De er udformet af førende eksperter inden for de forskellige fagområder, og er baseret på den seneste forskning inden for netop det felt, eksperterne beskæftiger sig med.
Guidelines er altså et redskab, som kan bruges til at sikre, at den behandling, lægen tilbyder patienten, er netop den behandlingsform, som har vist de bedste behandlingsmæssige resultater.
Så vidt, så godt. "Problemet er blot, at disse guidelines ikke altid efterfølges af lægerne," fortæller Thorkil Thorsen, forskningschef på Institut for Sundhedsvæsen, der bl. a. har til opgave at vurdere behandlingsmetoder inden for sygehusvæsenet.
Det betyder altså, at nye behandlingsformer, som har vist sig at være mere effektive end de traditionelle, ikke tages i brug i praksis.
Det betyder også, at nyt kendskab til særlige risikofaktorer hos patientgrupper ikke altid får indflydelse på den lægelige behandling af disse patienter. Information har i den seneste tid bragt en række eksempler på dette.

Menneskeliv går tabt
Fejlbehandling af patienter, som lider af en rytmeforstyrrelse i hjertet, såkaldt arterieflimmer, koster årligt omkring 400 danskere livet. Yderligere 600 får svære handicaps, som kunne have været undgået.
Det har længe været kendt, at disse patienter er i en højrisikogruppe for at få blodpropper i hjernen. Alligevel er der kun få læger, som anvender den rette forebyggende medicin.
"Vi har vidst i næsten ti år, hvordan disse patienter skal behandles, men kun få læger anvender den rette behandlingsmetode," fortæller Tom Skyhøj Olsen, som er overlæge på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling.
Et skræmmende eksempel på, hvordan en manglende koordinering af behandlingsmetoder kan have fatale konsekvenser for patienten.
Danske sygehuse halter langt bagefter i behandlingen af patienter med lungekræft. Det betyder, at prognosen for danske lungekræftpatienter er væsentligt dårligere end for patienter i de lande, vi normalt sammenligner os med.
Det fortæller overlæge på Rigshospitalet, Fred R. Hirsch. På trods af, at man i fem år har vidst, at patienter, som har en særlig form for lungekræft, den småcellede lungekræft, kan få forbedret overlevelsesprocenten med op til 50 procent, hvis de får en kombinationsbehandling af kemoterapi og strålebehandling, er det kun få læger i Danmark, som tilbyder denne behandlingsform.
Den anden lungekræfttype, den ikke-småcellede lungekræft, udgør 70 procent af alle danske lungekræfttilfælde. Her kan overlevelsesprocenten forbedres med 25-30 procent, hvis patienterne tilbydes kemoterapi før en operation. Denne metode har været kendt i et par år, men ingen sygehuse i Danmark tilbyder behandlingsformen.
Hirsch er forarget, for som han siger: "Når vi nu ved, hvilken behandling, der er mest effektiv, så bør alle patienter tilbydes den, uanset hvor de bor."

Flugten fra ansvaret
Men lad os vende tilbage til Sundhedsstyrelsen. Styrelsen rådgiver altså om behandlingsmetoder, men hvem holder øje med, om lægerne følger de guidelines, som Sundhedstyrelsen udsender? Selv om der inden for Sundhedsstyrelsen findes en særlig tilsynsafdeling, hvis har til opgave 'at føre tilsyn med sundhedsvæsenets behandlingstilbud' er det åbenbart ikke her, man skal rette henvendelse, når det drejer sig om ansvaret for, at eksperternes retningslinjer efterfølges.
I hvert fald melder chefen for tilsynsafdelingen, Michael von Magnus, hus forbi, når spørgsmålet kommer på tale.
"Det er umuligt for os at føre kontrol med, om lægerne følger vores retningslinjer," siger han. "Lægerne må kontrollere sig selv. Det er ikke vores ansvar."
Han sparker ansvaret fra sig, og støttes af Sundhedsministeren, som hurtigt spiller bolden videre. "Man kan ikke forvente, at Sundhedsstyrelsen kontrollerer alting. Det direkte ansvar ligger tværtimod i amterne," siger han.
Modsat Sundhedsstyrelsen, som i spillet om ansvaret søger at afværge bolden, retter Carsten Koch den altså direkte mod målfeltet på den anden banehalvdel. Men amterne sparker hastigt bolden tilbage. "Det er ikke vores ansvar at sørge for, at lægerne følger retningslinjerne for behandling. Ansvaret hviler nemlig på Sundhedsstyrelsen" siger Amtsrådsforeningens formand, Kresten Phillipsen.
Hermed er cirklen sluttet - mens ansvaret stadig ligger uberørt et sted uden for banen.

Dybt urimeligt
"Det er en ansvarsforflygtigelse, som er dybt urimelig over for patienterne," mener Marianne Thomsen, formand for Patientforeningen Danmark. "Vi ser desværre gang på gang, at patienterne løber panden mod en mur, når ansvaret for en sag skal placeres. Alle kan løbe fra det og alle kan skyde det over på andre. Det så vi jo også et tydeligt eksempel på med Boneloc-sagen," siger hun.
Hun mener derfor, at der fra overordnet politisk side skal opstilles klare grænser, som utvetydigt definerer, hvem der bærer ansvaret for hvad. "Systemet skal være langt mere overskueligt og tilgængeligt. Når Sundhedsstyrelsen, ministeriet og amterne ikke engang kan finde ud af at placere et ansvar, hvordan skal almindelige mennesker så have en chance for at finde rundt i systemet," spørger hun.
Spørgsmålet er så, om manglen på en klar ansvarsfordeling er et symptom på noget mere, end blot det, at alle gerne vil kunne vaske deres hænder, hvis de bliver snavsede. Om flugten fra ansvaret afspejler en bredere problemstilling, som hænger sammen med, at der ikke findes noget overordnet, centralt overblik over sygehusvæsenet.
Om vi i et land som Danmark ikke burde kunne indføre nationale standarder for, hvordan vi behandler vores patienter. Og sikre, at de opstillede kriterier for behandling blev overholdt. Ikke blot af lægerne, men også af de enkelte amter.
Det vil kræve en langsigtet og koordineret planlægning at få et sådant projekt op at stå, men måske er vi, med politisk vilje, ikke så langt fra at kunne gennemføre det.
Den informationsteknologiske udvikling giver os mulighed for i stadig større omfang hurtigt at kunne registrere og udveksle information. Det gælder også information mellem sygehusene og Sundhedsstyrelsen.
Der eksisterer i forvejen en lang række databaser på de enkelte sygehuse, hvor der foretages registreringer af behandlinger og resultater. Spørgsmålet er, om en central systematisering og sammenkædning af disse registreringer ikke ville give Sundhedsstyrelsen langt bedre kort på hånden til at kunne føre et effektivt tilsyn med de behandlingstilbud, de danske sygehuse tilbyder patienterne. Hvis altså ansvaret ligger hos Sundhedsstyrelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her