Læsetid: 9 min.

Arbejde adler

19. september 1998

Nutidens moralske holdning til arbejdets åndelige gavn og fattigdom som selvforskyldt problem har mange og fornemme aner. Se, hvad der skete, da forfatteren Tørk Haxthausen fulgte aktiveringstanken tilbage gennem 300 år

AKTIVERING
Der var engang, da mennesker døde af at gå på pension. De var blevet opdraget til, at der ikke var noget liv udenfor arbejdslivet.
Det havde sine naturlige grunde. Arbejdstiden fyldte det halve af døgnet, arbejdet var opslidende og nedbrydende - fysisk i produktionen, psykisk i administrationen (læs H.C. Branner!), og avancement til bedre løn og tålelige forhold kunne som regel kun opnås ved, at man helt identificerede sig med virksomheden. En værkfører eller en prokurist var ledelsens mand.
Det er ikke så længe siden. Karen Jespersen, Marianne Jelved og Jytte Andersen må have hørt de voksne snakke bekymret om de stakkels gamle, der ikke kunne klare omstillingen, mens de selv sad i udkanten af samtalen og friserede deres dukker, eller hvad de nu gjorde.
Det, de hørte dengang, gjorde dybt indtryk. De har aldrig glemt det, og de tror, det hele stadig ser sådan ud.
Hvis de har været på en arbejdsplads, er det længe siden. Det er der ikke noget galt i, men det fører let til, at man mistolker forholdene og tror, at arbejdet er det vigtigste af det, der foregår på arbejdspladsen. Det er det kun, hvis det er interessant for alle, der deltager i processen.
Den slags arbejde er der altså ikke meget af - og på alle de andre arbejdspladser er det vigtigste samværet, konflikterne, tempoet, og samarbejdet med andre grupper, så processerne kan køre, ofte på trods af ledelsens direktiver.
Meget sammenhold opstår, fordi det betyder indflydelse for dem, der er med. Megen arbejdsglæde opstår under konflikter med ledelsen: Glæden ved at gå på arbejde og møde de andre. Være sammen.

Den aktiverede er alene
Den aktiverede er ikke sammen med nogen, men arbejder til halv løn og uden nogen faglige rettigheder - hverken at nyde godt af eller at slås for. Den aktiverede lærer at indordne sig, at finde sig i de rigtige arbejderes ondskabsfuldheder, at lade være med at protestere imod, at de rigtige skriver alt overarbejde på deres egne lønsedler, ikke at rapportere arbejdsulykker eller anmelde manglende sikkerhed på arbejdspladsen, ikke at protestere mod en arbejdsdag på 10-12 timer og en seks-dages arbejdsuge. Den aktiverede lærer at være udstødt - ikke kun på arbejdsmarkedet, men på arbejdspladsen.
Man går (i sin uvidenhed? kynisme?) ud fra, at det hverken er lønnen, rettighederne eller samværet med ligestillede, der har betydning for et menneskes selvfølelse, men at det kun er selve det mekaniske arbejde og dets udenværker (stå op om morgenen, møde til tiden, være ren bag ørerne), der kan give den ledige selvrespekten tilbage. Arbejde adler, som det hed engang.

Gammel filosofi
Filosofien - hvis den kan kaldes sådan - går tilbage til Louis XIV's Hôpital Général, som oprettedes 1656 i Paris ved sammenlægning af en række meget forskellige institutioner, som nu blev stillet til rådighed for byens fattige "af begge køn, af enhver alder og fra alle lokaliteter, uanset uddannelse og fødsel, uanset tilstand - arbejdsføre eller invalider, syge eller i bedring, helbredelige eller uhelbredelige."
Driften betroedes til direktører, som blev udnævnt på livstid, og hvis magt udstrakte sig til hele Paris:
"De har fuld autoritet over styret, over administrationen, over handelen, politiet, retsvæsenet, over retledning og straf, vedrørende alle de fattige i Paris, både indenfor og udenfor Hôpital Général."
Der var med andre ord tale om en ny administration, som sideløbende med de eksisterende myndigheder og udenom domstolene kunne træffe afgørelser, dømme og straffe:
"Direktørerne har til disse formål gabestokke, lænker, fængsler og underjordiske fangehuller i omtalte Hôpital Général og de steder som hører under dette, i den udstrækning, de anser for nødvendig, ingen appel vil være mulig mod de regler, de indfører..."
Et par år efter oprettelsen var der indtaget over 6.000 personer i den nye institution. Igennem den næste snes år spredtes idéen til alle større byer i Frankrig og videre til Tyskland, England, Holland, Italien og Spanien. I Danmark var det den berømte astronom Ole Rømer, som tillempede den. Institutionen var oplysningstidens svar på Voltaire's spørgsmål:
"Siden I har nedsat jer som et folk, har I endnu ikke opdaget hemmeligheden ved at tvinge alle de rige til at få alle de fattige til at arbejde?"
Som Foucault skriver i Madness and Civilisation:
"... den arbejdsløse blev ikke længere jaget bort eller straffet; han blev taget i varetægt på nationens regning, men til prisen af sin personlige frihed. Mellem ham og samfundet opstod der et underforstået system af forpligtelser: Han havde ret til underhold, men han måtte acceptere de fysiske og moralske indskrænkninger, som indespærringen betød."

Tiggerne væk fra gaden
Situationen lignede meget nutidens, selv om det hele jo gik noget langsommere dengang, og forholdsreglerne var barskere. Krige, dårligt landbrug, misvækst gjorde i århundreder livet stadig mere umuligt for de fattige på landet.
Da Henri IV belejrede Paris, havde byen under 100.000 indbyggere, men 30.000 tiggere, som kun for en mindre dels vedkommende var flygtninge fra krigen.
I slutningen af det 17. århundrede var presset på byerne blevet utåleligt. Oprettelsen af Hôpital Général skete, for at man kunne få ryddet gaderne for tiggere, som i dén grad generede ordentlige mennesker.
Naturligvis var der folk, som spurgte sig selv (de fattige talte man ikke med), hvor alle disse tusinder af elendige kom fra, og hvorfor deres situation var så rædselsfuld. Da man ikke kendte - ikke ville kende - forholdene udenfor byerne, fandt man svaret i sine egne, daglige erfaringer med at kæmpe sig frem gennem hobe af påtrængende tiggere, skræve over liggende krøblinge, som tit nok så ud til selv at have fremkaldt deres handicap for at tjene på det, og alkoholiserede vrag - og det var enkelt nok: De fattige var fattige, fordi de ikke arbejdede. De lå bare og flød alle vegne og lavede ikke en brik, når de da ikke forulempede ordentlige, produktive borgere.

Til højnelse af moralen
Colbert var - ligesom vores nuværende, moralistiske ministre - overbevist om, at arbejdspligt for de fattige både kunne højne deres moral og afskaffe arbejdsløsheden:
"Alle de fattige, som er i stand til at arbejde, må på arbejdsdage gøre, hvad der er nødvendigt for at undgå lediggang, hvilket er alle onders moder, samt for at vænne dem til ærligt slid og dermed tjene til en del af deres underhold." Private erhvervsdrivende fik muligheder for at udnytte de indsattes arbejdskraft for deres egen profit.
Det fungerede ikke godt, man havde ikke de nødvendige samfundsstrukturer. I England bemærkede Daniel Defoe, at arbejdshusene betød en urimelig konkurrence, som skabte arbejdsløshed andre steder: "... det betyder, at give til én, hvad man tager fra en anden; man ansætter en vagabond i en ærlig mands stilling og bringer den flittige i knibe ved at tvinge ham til at finde andet arbejde at forsørge sin familie med."
Den politiske idé havde ellers været indlysende, hvad man kan se af, at de tidligste arbejdshuse opstod i de mest industrialiserede byer - i England i Worchester, Norwich, Bristol; i Frankrig i Lyon; i Tyskland i Hamburg - og forhåbningen var, at man dermed fik et nødvendigt reservoir af arbejdskraft, som kunne levere billige arbejdere i gode tider med fuld beskæftigelse og høje lønninger, og som i perioder af arbejdsløshed kunne tage imod de ledige og yde beskyttelse mod social uro.
Dette var den materialistiske begrundelse, som bestemt var betydningsfuld, om end langtfra afgørende.

Dovenskab bag alt
Oplysningstiden var uhyre moralsk, og eftersom man havde iagttaget - kunne se hver dag i alle byens gader - at årsagen til umoral, drukkenskab, hor, vold og så videre var én, nemlig dovenskab, blev arbejdet det vigtigste instrument i bekæmpelsen af alle sociale onder.
Produktivt lønarbejde var der, ligesom nu, en vis mangel på, og næsten alle forsøg på at drive arbejdshusene med profit fremkaldte vilde (og ofte berettigede) protester fra erhvervslivet.
At det moralske aspekt af hele den store, europæiske reform var vigtigere, end om der kom noget nødvendigt ud af de indsattes arbejde, fremgår af et dekret for drenge og piger under 25 i Hôpital Général: "De skal arbejde så hårdt og så længe, som deres kræfter og stilling tillader." Først, når de gennem lang tid har bevist deres gode vilje, kan de få mulighed for at lære et levebrød. Enhver afvigelse "skal straffes med mindre vælling, forøget arbejde, med indespærring og andre sædvanlige straffe."
I et hollandsk arbejdshus satte man tingene på spidsen ved at indrette et såkaldt "druknerum" - en muret celle med en håndpumpe, hvor man anbragte det oprørske fattiglem (for dovenskab opfattedes som et oprør mod gud), hvorpå man slap vand ind. Den dovne kunne så selv vælge imellem at drukne, eller at arbejde hårdt ved pumpen. Hvor hårdt, bestemte den embedsmand, som udefra regulerede vandtilførslen.

Intet nyt under solen
Moralske argumenter er de sidste, man griber til, når alle andre er slidt op, og man stadig ikke kan se virkeligheden i øjnene. Trods de enorme forskelle imellem forholdene for 300 år siden og i dag, er det de samme absolutter, man bygger sin politik på i dag: arbejdet som den eneste vej til selvrespekt og ligeværd; arbejdsløshed som socialt og menneskeligt nedbrydende, og som forklaring på misbrug, vold og umoral, samt den påstand at fattigdom er selvforskyldt.
I det 17.-18.århundrede var Europa hærget af krige og misvækst. De fattige, som i hundredetusindvis strømmede til byerne, var ikke arbejdsløse, de var jordløse, flygtninge fra sulten og mishandlingerne på landet.
De forhold kunne magthaverne ikke lave om på (de levede af dem), men de kunne give ofrene skylden og indrette samfundet derefter. For dem, som for nutidens europæiske magthavere, gjaldt det om for enhver pris at fastholde arbejdets sociale, økonomiske og moralske nødvendighed. Hvis almuen blev så doven, at den kun producerede til eget forbrug, hvad skulle magthaverne så leve af?
Dét har den fremstormende teknik for længst ordnet, sammen med det meste andet, der plagede det gamle samfund - og det i en grad, så teknologien siges at true beskæftigelsen. Dette gælder dog ikke vaske- og opvaskemaskiner og mikroovne og alt det andet højteknologiske hjemmegrej, som ingen vil påstå, truer kvindernes beskæftigelse i hjemmet.
Tværtimod: al denne teknik, og store mængder af alt det andet fra biler til computere, påstås at frigøre mennesker til anden og nyttig beskæftigelse.

Idiotiske forholdsregler
Der har aldrig i danmarkshistorien været så mange lønarbejdere som nu, og produktionen pr. arbejdsplads har aldrig været højere.
Når der samtidig er et voldsomt stort antal såkaldt udstødte, er det naturligvis fordi, de politiske og økonomiske magthavere ikke vil/kan/tør lave om på samfundet, så de enorme tekniske fremskridt kan udnyttes til gavn for alle. Der mangler fuldstændigt en debat om, hvad der er nødvendigt arbejde, hvad der er overflødigt, og hvad der er direkte skadeligt for miljøet, for samfundet og for dem, der udfører det.
Derfor hele det moralske felttog mod de udstødte. Hvornår så vi sidst en glad arbejdsløs i fjernsynet? Hvornår fik nogen lov til at dokumentere, at de frygtelige følger af arbejdsløsheden skyldes de idiotiske og umenneskelige forholdsregler, man har gennemført for at bekæmpe den? Hvorfor er en af de vigtige indikatorer for fremskridt antallet af lønarbejdere?
Kan hverken politikere eller nogen andre forestille sig, at mennesker kunne have en anden mening med deres tilværelse?

Tørk Haxthausen er forfatter og medredaktør af tidsskriftet SALT

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her