Læsetid: 8 min.

Arbejdende professor på 37 år

1. september 1998

Der skal hele tiden være tryk på kedlerne på et Akademi, siger Erik Steffensen
- han er selv aktiv kunstner, men den
1. oktober hilser han sine studerende velkommen som ny professor ved Kunstakademiet

(2. SEKTION - STUDIESTART)
KUNSTLIV
Det kan være svært at nå det hele. F.eks. både at være kunstner og professor:
"En af de kritiske faser i en billedkunstprofessors liv er at fastholde produktionen," siger nyudnævnte professor og billedkunstner Erik Steffensen til Information.
"F.eks. lavede Hein Heinsen - vel den mest inspirerende professor, som nogensinde har arbejdet ved Kunstakademiet - kun én skulptur om året i sine ni år ved institutionen. Og det var i hans sommerferie."
"Vibeke Mencke Nielsen, som jeg afløser, fortalte mig, at hun først nu skal begynde at lave kunst igen. Men jeg tror, at det kan få en afsmittende virkning på de studerende at se deres professor arbejde og producere. Mit mål er at dele ud af mine kunstneriske erfaringer i stedet for at holde på produktionshemmelighederne. Det vil sige at vise i praksis, hvor lang tid det tager at lave en idé, til der ligger f.eks. 12 færdige billeder. Det kan man godt forklare, men det virker stærkere at se det."
"I Eckersbergs tid fik han de bedste modeller og arbejdede i de bedste atelierer i Kunstakademiet. Han arbejdede. Det samme gjorde Hjort Nielsen fra vores århundrede. I dag er autoritetsforholdene anderledes, men byrdefunktionen vil jeg gerne give videre. Det skal være sådan, at de studerende siger, at ham, der står der, han har en stor produktion."

Et hjem med transistor
Erik Steffensen (f. 1961) har haft en næsten hyperaktiv løbebane, siden han forlod Kunstakademiet i 1990. Ved siden af sine mange udstillinger - i foråret udstillede han nye fotografiske værker på en meget rost udstilling hos Susanne Ottesen - har han fungeret som kunstkritiker og kurator - og som vinanmelder ved Weekendavisen.
Han kommer fra et "hjem med transistorradio". Der var ingen kulturelle ambitioner i Valby-hjemmet, men som efternøler blev han meget forkælet.
Han har altid fotograferet, og allerede i en tidlig alder følte han sig bedst tilpas blandt kunstnere og dyrkede dialogen med ældre, mere erfarne og kloge folk. Han indledte tidligt en korrespondance med kunstneriske sværvægtere som Per Kirkeby og Preben Hornung, der begge svarede ham og opmuntrede ham til at gå videre.
I dag får han selv breve fra yngre, håbefulde kunstnere. Tiden går, og rollerne ændrer sig. Erik Steffensen tog studentereksamen og læste filosofi i to år og kunsthistorie i et halvt år, inden han søgte ind på Kunstakademiet, hvor han gik hos Bjørn Nørgaard, Hein Heinsen og Vibeke Mencke Nielsen, men også frekventerede fotokunstneren Per Bak Jensens afdeling.
- Er du ikke bange for at stivne kunstnerisk, når du som så ung kunstner sætter dig bag 'katederet'?
"Akademiet har en langt mere dynamisk struktur end tidligere med åremålsansættelser, så jeg kan kun blive i mit embede i seks år. Og det er nu, jeg kan gøre noget, ikke om f.eks. ni år. En ældre professor kan visne lidt, når han ansættes, mens jeg står midt i det hele."
"Det er en utrolig luksus at være ansat i seks år ved en institution som Kunstakademiet. I det hele taget er det en meget stor luksus at bruge de bedste år af sit liv på at finde nyt. Jeg synes faktisk ikke, at der findes nogen bedre verden end kunstens. Men man må aldrig tabe gnisten. Man skal finde ud af, hvad man kan og gå videre med det. Man skal turde, og min ambition er at få Grafisk Skole til at vove noget mere. Den mest interessante kunst kommer ofte fra det skæve og utilpassede."

Kunstnerisk ilt
- Akademiet står for traditionen. Hvordan vil du som ung kunstner tilføje det ny kunstnerisk ilt?
"Man kan ikke bade i den samme flod to gange, som Heraklit siger. Min opgave er at bringe nyt vand hver gang. At få folk til at forstå, at situationen hele tiden er ny, og at det er en sandhed, man arbejder med."
"De unge kunstnere, der kommer ind på Akademiet, kan bruge det på to måder: De kan få tempo, dvs. en høj produktivitet. Og de må arbejde under et forventningspres, som korresponderer med det, de vil møde, når de indgår i det professionelle udstillingsliv bagefter. De skal forstå, at en streg både er et produkt af stregens historie og et stykke nutid. Den skal hele tiden laves. Det er et spørgsmål om at gøre noget."
"Den store forskel mellem kunst og anden menneskelig aktivitet er, at kunstneren gør noget. Men forhistorien skal med. For mig er historien et grundlag, som jeg vil gøre en del ud af som professor."
"Men egentlig har jeg lidt ondt af de unge studerende. Det er synd for dem, når de kommer ind, for det er som et Tour de France, der barer varer seks år. Det kræver ufattelig mange kræfter at gå der."

Alvor og vilje
- En af dine professor-kolleger har smidt en studerende ud af sin skole, fordi han ikke mødte op til timerne. Er det en fremgangsmåde, du også vil tage i anvendelse?
"Man skal forstå, at det er alvor. Folk skal bruge deres tid på Akademiet, og de skal møde op, fordi de vil arbejde. Men stroppeturen kan ikke altid bruges, mener jeg. Man kan blive siddende i stolen eller man kan gå hjem og male. Min erfaring er, at der ikke sker en skid, hvis man bare går hjem og arbejder. Det paradoksale er, at kunst skabes i enrum, men først ved mødet med andre bliver den rigtig til. Samarbejdet bæres i øvrigt frem af eleverne. Der er ikke noget, der kan gøres af lektorerne og professorerne alene."
- Der er ca. 600 ansøgere til Kunstakademiet hvert år, og der optages kun ca. 25-30. Hvilke råd vil du give disse kunstnere in spe?
"Man kommer kun ind her, hvis man søger. Det er en viljesakt at komme ind. Eleverne skal vide, at det at blive kunstner er at befinde sig i en permanent krise. Og de skal ikke tage kunstnerrollen alvorligt. Der går ikke skår af en, når man bukker sig efter noget mindre prestigefyldt."
"Kunsten er ikke noget i sig selv. Der skal være en dialog med det omgivende samfund. Og så skal de lære at omgås på en positiv måde. Uden det ukonstruktive nid og nag. De skal indse, at de særlige fremtræder på de ikke-særliges bekostning. Sådan er det."
"Og at arbejdet kommer i bølger. Der er noget, der lykkes for nogle lige nu, og om nogle år ender de i et sort hul og glemmes, mens andre vinder frem. En anden vigtig ting er den skæve handling. Det er godt, at skæve folk danner skæve alliancer og udstiller sammen, som jeg f.eks. selv gjorde det med Ole Jensen i Baghuset i sin tid."
- I de senere år er Grafisk Skole blevet et teknisk udstyrsstykke. Vil du som professor kunne bruge alle de maskiner, som skolen råder over?
"Jeg har en vældig mistillid til alt udstyr. Jeg købte f.eks. mit første kamerahus for meget længe siden, men først 10 år efter købte jeg et objektiv. Jeg vil hellere lave en lille snoldet ting, der ser ud ad Helvede til end at vente på, at udstyret fungerer. Men det er klart, at de to lektorer, som også arbejder ved Grafisk Skole, og som er uhyre dygtige, nemlig Finn Naur Petersen, der selv er billedkunstner, og Lars Bøgeskov, der er serigraf, vil kunne bistå de studerende med råd og vejledning. Det forholder sig jo sådan med en virksomhed, at hvis man har maskiner, man ikke bruger, så går man nedenom og hjem. Og sådan er det også med Kunstakademiet. Maskinerne er der, for at de skal bruges."

'Sidste værker'
"Jeg mener imidlertid, at værket - uanset dets tekniske fremstillingsside - altid afspejler et menneske, der har brugt sit nærvær til at skabe. Jeg ønsker at værket skal afspejle, at klokken er faldet i slag, og i morgen falder man omkuld. Jeg forsøger selv at fastholde 'sidste værker'-tanken som en kategori for alt, hvad jeg laver."
"Når kunstnerne bliver gamle, kan der løbe noget ny viden ind. Der sker et tab af fornuft, der ofte erstattes af mystik. Det vil jeg tage op som et rum i værket. De fleste accepterer Faderen og Sønnen, men de står af, så snart vi når Helligånden. Og dér begynder kunsten."
- Kan de unge kunstnere få alt, hvad de vil have, i en institution som Kunstakademiet?
"Nej, og modstandkraften ville forsvinde, hvis en institution som Kunstakademiet skabte nye, tværgående institutioner, der opfylder alle kunstneriske behov. De tider, hvor sorte-kunst-traditionen herskede, og hvor man fik at vide, at man skulle holde nålen i en vinkel på 45 grader for at få det bedste, håndværksmæssige resultat, er dog for længst forbi."
"I dag er forsigtigheden i nogen grad blevet smidt overbord. Det grafiske udtryk relaterer sig bredt. De unge kunstnere i dag relaterer sig ofte til det grafiske udtryk, men på en anden og mindre ortodoks måde end tidligere. Grafikken er vokset helt sammen med computer-kunsten og fotografiet."
"En ung succesfuld, men uhåndterlig installationskunstner som Olafur Eliasson (der er Danmarks officielle repræsentant ved São Pãulo-biennalen i næste måned, red.), mener jeg har sit afgørende udtryk i editionerne. Editionerne og grafikken er fantastisk vigtige for kunstnerne, men i dag er der ikke den samme forskel på kategorierne."
"Titel-trangen var vigtig i gamle dage. I dag er den ligegyldig. Man er ikke enten grafiker eller maler. I dag er kunstnerne all round. Kategorierne holder kun som borgerlig modstand."
- Hvilke visioner har du i øvrigt for dit nye arbejde?
"Jeg ønsker at effektuere en inventarliste over det meget store arkiv - en slags mini-kobberstiksamling - som Grafisk Skole råder over. Jeg ønsker at udgive en lille skriftserie med blade af f.eks. Rodin, Matisse m.fl. Det har hele tiden været en dyd på Kunstakademiet at lukke tekst ud, og det skal være essays af kunstnere, der har noget på hjerte."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu