Læsetid: 4 min.

Det begyndte med blokvognen

15. september 1998

Funktionærånden sniger sig ind på kunstens område

Karriere
Der er ved at gå Rytmisk Musikkonservatorium i alting! Det er over ti år siden, jeg hørte det udtryk. Jeg besøgte en mand, der er gift med en af vores rockstjerner. Vi sad og sludrede i deres køkken, da hun kom hjem. Hun kom ganske vist ikke lige fra Rytmisk Musikkonservatorium, men fra en højskole, hvor hun havde undervist i stage appearance og andre nødvendige færdigheder for en scenekunstner.
Trods sin status som rockstjerne, var hun nødt til at tjene lidt penge ved siden af. Det er DK, det her, vi sikrer os, at selv stjernerne holdes i passende ydmyghed.
Hun var træt og sur og slængte sig på en stol ved køkkenbordet. Hun forlangte et glas rødvin, som hendes mand, en flinker fyr helt igennem, naturligvis straks skænkede op for hende.
Sovjetrussisk vin, dengang kunne man stadig få det. Ruby of Crimea, hed den.
Rockstjernen var rasende. På højskoleeleverne. De tror man kan lære alting på kursus, sagde hun. De tror, der findes en bestemt teknik og vupti, så er man rockstjerne. Eller har i alt fald krav på at blive regnet for at være det.
Idioter! sagde rockstjernen.

Væltede salen
Jeg har desværre aldrig set hende optræde. Hun gør det vist heller ikke så tit mere, men da hun gjorde, gik der frasagn om hende.
Om det var et fancy spillested i København eller en gymnastikhal i Hernings opland, så væltede hun salen, publikum, bydelen eller hele byen. Hun havde også ry for at køre sine musikere hårdt: De havde fandeme bare at levere det hele. Ikke noget med at slappe af, fordi det kun er Brønderslev, det her, og der er ikke engang tv på.
Det hele. Hverken mere eller mindre. Ikke mindre fordi det er noget svineri, ikke mere fordi der ikke må være mere at give.
Men højskoleelever: De skal bare lige have at vide, hvordan man gør, så skal de nok selv finde ud af resten. Fortæl os om det der stage appearance, så tager vi et kursus i markedsføring af rockstjerner bagefter.
Jo, vi skal nok finde ud af det. Bagefter kan du rende os, så er det vores tur, nemlig.
De er ikke et øjeblik i tvivl, højskoleeleverne: Der må være en eller anden teknik, man må kunne lære den. Andre behov end behovet for et spændende erhverv behøver man vel ikke? Hvis man kan lære det, og ellers ser lidt godt ud og sådan, så har man vel også ret til at gøre karriere som alle andre?
Så man slipper for at leve som et almindeligt menneske hele livet.

Funktionærrettigheder
Det var den holdning, rockstjernen kaldte, at der går Rytmisk Musikkonservatorium i alting. Kunsten som et arbejdsmarked for stræbsomme unge mennesker, der ikke har andet at byde på end deres ambitioner.
Som ikke gider byfester og blokvogne til at begynde med. Som ikke gider øve sig i en garage, som i det hele taget ikke vil finde sig i noget som helst. Og som med udtrykket det hele mener noget helt, helt andet end rigtige kunstnere gør.
Nemlig samtlige funktionærrettigheder her og nu og på en gang.
Da hun var færdig med at give ondt af sig, kunne man pludselig godt se, at hun var rockstjerne. At hun havde råbt og skreget - og svedt - sig til sin status. Og absolut ikke havde planer om at holde op bare, fordi hun var nødt til, ind i mellem, at undervise på åndssvage højskolekurser.
Hun sad og glødede som Ruby of Crimea. Både manden i huset og jeg, gæsten, blev med god grund helt ærbødige.
At funktionærånden sniger sig ind på kunstens område, har man kunnet iagttage i snart mange år. Med det gode - kravet om anstændig behandling, kravet om ordentligt håndværk - følger desværre også det mindre gode. At man reducerer kunstnerisk arbejde til rene færdigheder. Den omstændighed, at det er og bliver et forsvindende lille antal mennesker, der har talent og udholdenhed nok til at begå sig som kunstnere, er åbenbart ubærligt for et moderne, demokratisk samfund, hvor uddannelse, uddannelse og uddannelse anses for at være et mirakelmiddel, der skal udligne enhver generende forskel.
Det ville være vanvittigt at tro, at kunsten for alvor er truet af det. Funktionærer er nu engang funktionærer, om ikke andet ville de økonomiske og sociale vilkår for professionelle kunstnere - selv rockstjerner, altså - jage dem langt væk.
Men jeg forstår godt, at rockstjernen ikke bare følte sig sur og rasende, men også ydmyget. Hvorfor skulle hun stille sig op og undervise folk, der - hvis de virkelig mente noget alvorligt med det - burde stå på en blokvogn og gøre erfaring i disciplinen stage appearance, mens skidefulde landbytosser råber sjofelheder op til dem.
Det er der, det begynder. Med blokvognen. På enhver måde. Og i enhver kunstart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu