Læsetid: 4 min.

Beiruts natteliv tager revance

4. september 1998

Når sofaerne forvandles til dansegulv, sveder miljøforkæmpere og muslimske lederes sønner deres frustrationer ud til techno-rytmer

DERUDE
BEIRUT - "Og så skulle du se nogle kvinder..."
Min mandlige kollega udveksler indforståede blikke med vores libanesiske vært, der ikke behøver tale længe for sin sag, før vi lader os slæbe med ud i Beiruts natteliv.
Hvor tit har man ikke hørt det. Libanon, Mellemøstens Schweiz, hvor pengene flyder med spildevandet i kloakkerne. Beirut, Mellemøstens Paris, hvor musikken hamrer hele natten, og drifterne drypper som svedperler ned over solbrændte kroppe, der vrider sig i ekshibitionistisk ekstase. Jo for fanden, det vil vi da se. Eller helst: føle...
Den store prangende firehjulstrækker er fyldt med lidt af hvert. Chaufføren Ali arbejder for et tv-selskab. Fouad er chef for Greenpeace's Libanon-afdeling og søn af en tysk mor. Han har tilbragt en del af de 15 år, borgerkrigen varede, i Hamburg, og nu er han vendt hjem og har gjort tilsvining af miljøsvin til sin personlige mission.
"Libanon er fyldt med dem. Oh, hvis du vidste, hvor meget giftigt affald, industrien producerer her. Og politikerne er fløjtende ligeglade," siger han højtideligt.
En ung korthåret kvinde stiger på, og om hende får jeg aldrig andet at vide, end at hun er kristen og ifølge Fouad i den "farlige kategori af kvinder, der både er smukke, intelligente og sympatiske," som han betror mig senere på aftenen.
Bilen møver sig gennem Beiruts aftentomme gader, og Ali sætter farten ned hver gang vi kommer forbi de kvarterer, der er ved at blive restaureret af ministerpræsident Rafik Hariris aktieselskab Solidere.
"Er det ikke utroligt?" spørger Ali og læner sig frem for selv at nyde synet, selv om han kører forbi hver dag.

Party i industrikvarteret
Vi sætter kursen mod industrikvarteret, og foran indgangen til byens absolut hotteste in-sted BO18 - navnet betyder Boys Over 18 - afleverer Ali bilen med tilhørende nøgle til en af de sortklædte vagter, der står parat i mørket. Mens fyren bakser vognen på plads blandt de øvrige gæsters dyre dytter, forsøger vi at holde vejret for at undslippe stanken fra fabrikkerne og lossepladserne i kvarteret. En trappe fører ned til det underjordiske diskotek, hvor mørket og den dundrende musik for en stund forhindrer os i at fatte, hvor og især hvem vi er. Efter få minutter vænner øjnene sig til den dunkle belysning, og vi begynder af se konturerne af Beiruts berømte natteliv. Der er endnu ro på publikum, der sidder bænket på plysbetrukne sofaer omkring små lave borde, og vi finder et passende sofahjørne til vores selskab, der vokser støt i løbet af aftenen. Ali og Fouad er shia-muslimer, men som så mange andre libanesere har de både sunni-muslimer og kristne venner. En fyr ved navn Joseph - han er kristen - dukker op og hilser varmt på sine venner. Han har som Fouad boet mange år i udlandet, nærmere betegnet USA, og vendte hjem efter krigens slutning i håb om at hjælpe fædrelandet i retning af en bedre fremtid. Projektet må siges at være mislykkedes at dømme efter Josephs glædesløse øjne og kyniske udtalelser.
"Jeg overvejer at rejse igen. Hvis du ikke spiller efter deres mafiaregler, får du ingenting at lave," siger han med henvisning til landets nye magthaveres korrupte vaner. Joseph, der er ingeniør, har ikke fundet arbejde, og ikke engang en aften i byen får ham til at tø lidt op.
Fouad er ikke mere positiv, men han afreagerer via sin position som miljøets talsmand, og enhver libaneser kender hans navn. Ingen har som Fouad været i medierne med hårde ord til industri og regering, men lige nu har han lyst til at danse.

Det hele er silikone
Og han er åbenbart ikke den eneste. Mens vi har bællet lokal øl i flaskevis og forsøgt at samtale i larmen, har musikkens rytmiske pulsslag drevet de første danselystne gæster op på den smalle bænk rundt langs diskotekets vægge. Piger i mininederdele og minutiøse t-shirts vrider sig langs væggen, og før vi får set os om, slår Fouad ryggen på sin sofa ned og træder op på det, der nu er et perfekt danseplateau. Resten af selskabet følger trop, og fra plateauet har vi udsigt over en skov af dansende kroppe. Ingen vover længere at bruge bænkene til at sidde på. Ali, der fik forældremyndigheden over sine to børn, da han blev skilt for et år siden, har netop bedyret, at han ikke vil have en ny kvinde i sit liv, for "mine børn skal kun have deres mor". Han ser sig ikke desto mindre sultent omkring og er nær ved at dåne over synet. En pige med påtrængende former under en stram leopardkjole vrider sig bagover og danser inciterende for et måbende publikum, mens miljø-Fouad skærer igennem: "Det er silikone det hele. Vidste du, at Beirut er den nye hovedstad for plastiske operationer? Alle vil være unge, smukke og rige. Det er hittet. Men lad jer ikke snyde: De ser så liberale ud, men du kan ikke have en nat med en af de piger her. De tænker kun på at blive gift," siger han.
Tech, tech, tech, tech lyder det helt ind i blodet, og da jeg kigger op i et ridicult forsøg på at kaste med hovedet som hende med leopardkjolen, er taget væk. Stjernerne har lagt sig over os som en blød plettet hinde, men snart er vi lukket inde igen og taget tilbage. Stanken fra lossepladsen må holdes ude for enhver pris. Ali prikker mig i siden og peger på en halvskaldet fyr med en Fanta i hånden.
"Han er søn af den mest betydningsfulde religiøse shia-muslimske leder i Libanon," siger han og venter spændt på min overraskelse. Den kommer prompte. For hvem havde nu regnet med at møde sådan en på B018?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her